Forside Anmeldelser 2018 Kat på et varmt bliktag

Kat på et varmt bliktag

11
0

Olaf Johannessen stråler i spidsen for et fremragende ensemble i rollen som dødssyg patriark på Betty Nansen Teatret.

* * * * *

Alle familier har deres at tumle med. Og ligesom vi alle kender nogle, der er syge af eller døde af kræft, så kender de fleste af os vist også familier, hvor den ydre idyl har en mindre glamourøs bagside.

Og så er der er intet som en god arv – den behøver ikke engang være ret stor – der kan få det værste frem i mennesker. Når begge disse to såre velkendte familiespørgsmål samles i én historie, tilsættes en portion druk, sex og selvdestruktion, så får man Tennessee Williams’ klassiker “Kat på et varmt bliktag”.

Stykket er skrevet i 50’erne og for evigt ikoniseret i filmatiseringen med Elizabeth Taylor, Paul Newman og Burl Ives. På Betty Nansen Teatret er det Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter og Olaf Johannessen, der spiller rollerne som Maggie, Brick og Big Daddy og de er – mindst – lige så gode.

Instruktøren Minna Johannesson har sammen med scenograf Christian Friedländer flyttet handlingen op til 1970’erne, og skabt et dekadent ørkenranch miljø, med gyldne palmer og gulv til loft lange røvballegardiner i fed silke. De har indlagt en grotesk festmusiker der både diskret og med buldrende trommer lægger baggrundsmusik til dette sylespidse familiedrama, som midt i al sin sydende ondskab også er vanvittigt morsomt. At det så måske ikke giver meget mening, når familiens patriark, den døende Big Daddy, peger ud mod den golde ørken og med stolthed omtaler den som ‘den fedeste jord i verden’ er en anden sag. Den golde ørken er stadig et meget godt billede på det følelsesmæssige niveau i familien.

Man kan bestemt diskutere nogle af Minna Johannessons ideer; er det virkeligt nødvendigt, at Patrick Baurichters Brick skal spille det meste af første akt i bar røv og dolk? Eller at storebroderen, den succesfulde, men ynkelige advokat Gooper i anden akt går rundt i ført underbukser og grøn blazer – pyntet med en indianerfjer? På mig virker det som unødvendigt effektjageri; unødvendigt, fordi opsætningen har nok af velfungerende craziness i forvejen – ikke mindst de fem rasende irriterende børnebørn, der konstant afbryder med fødselsdagssange, børneremser og røvere og soldater, ivrigt opildnet og henrykt understøttet af deres ‘kan I allesammen se mine skønne børn’ gruopvækkende mor, Mae. De skal nok vokse op og blive lige så selvoptagede som resten af deres familie, bare vent.

Er nogle af ideerne i iscenesættelsen en kende til det vilde, så er grundsubstansen til gengæld intakt. Det er et helt ind til benet stærkt stykke om bristede forventninger, egoisme, dødsdruk og i sidste ende arven efter Big Daddy i en dysfunktionel familie på kanten af småt brandbart.

Big Daddy, familiens jernnæve af en kynisk forretningsmand og mindst lige så kynisk far, har kræft og skal dø. Familien er samlet for at fejre hans fødselsdag – og måske fortælle ham sandheden. Big Mama, rørende fremstillet af Ditte Gråbøl, vimser omkring og gør sit bedste for at holde gode miner til slet spil, svigerdatteren, den socialt ambitiøse Mae, en øretæveindbydende velspillende Kitt Maiken Mortensen, orkestrerer sit kor af uopdragne ønskebørn og hendes mand, advokaten Gooper, er en sølle stakkel på desperat jagt efter sin fars kærlighed. Han spilles overbevisende af Mikkel Arndt. 

Den eneste Big Daddy holder af er yngstesønnen Brick, engang feteret sportsstjerne, men nu igang med at drikke sig ihjel. Hans ægteskab med den sexede high school sweetheart, Maggie, kører på pumperne, og for hende er det katastrofalt at de ikke har børn. Et barn er hendes livsforsikring, for som situationen er, står hun som katten på det varme bliktag, med én eneste ambition; at holde sig fast deroppe, så længe hun kan. Brick nægter at røre hende, hvor meget hun så en gør sig til, men Maggie er snu. En vinder.

Det er spillet mellem disse tre; Maggie, Big Daddy og Brick, der er det helt centrale i Williams’ drama, og Betty Nansen Teatret kunne ikke ønske sig nogen bedre end en fuldkommen fortryllende, overbevisende Olaf Johannessen som Big Daddy. En lille mand, et lille menneske, der blot er stor i slaget. Et magtmenneske og en følelskold kyniker. Johannessens portræt balancerer mellem det joviale og det iskolde. Hans replikbeherskelse er et studie i stor skuespilkunst. Hvert eneste ord, hver eneste bevægelse, den afmægtige accept og samtidige afvisning af de syngende børnebørn, synes perfekt afvejet og timet og leveres med kirurgisk præcision, uden på noget tidspunkt at miste sin ægthed. Olaf Johannessen er simpelthen vores største teaterskuespiller lige nu.

Så meget desto mere imponerende er det at hverken Johanne Louise Schmidt eller Patrick Baurichter blegner i hans stråleglans. De er begge fremragende. Hun med sin sexede, kælne kynisme. En helt anden type, tør man nok sige, end filmens Elizabeth Taylor, men lige så overbevisende. Og han, med et fornemt afbalanceret spil, der aldrig kammer over. Et troværdigt og værdigt portræt af et feteret menneske, der bare har fået nok. 

Eneste lillebittte mislyd er at rollen som familielægen (af økonomiske årsager) spilles af musikeren Mikkel Hess, hvis replikbehandling i den vigtige overlevering af dødsbudskabet, ikke helt unaturligt kommer til kort overfor dette udsøgt velspillende ensemble.

“Kat på et varmt bliktag” er fremragende, byens bedste teateroplevelse lige nu.

“Kat på et varmt bliktag” Af Tennessee Williams. Oversættelse: Madam Nielsen.

Instruktion: Minna Johannesson. Scenografi og kostumer: Christian Friedländer. Kapelmester og musiker: Mikkel Hess.

Medvirkende: Olaf Johannessen, Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Ditte Gråbøl, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Arndt og to hold á fem skønne børn.

Spiller på Betty Nansen Teatret til 31. december.

Anmeldt 17. november (premiere).

Forestillingsfoto: Catrine Zorn.

Tidligere artikelDavid Rousing: Født i går
Næste artikelKongens fald

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her