Forside Anmeldelser 2018 Kongens fald

Kongens fald

20
0

Problematisk opsætning af Johannes V. Jensens ikoniske storværk “Kongens fald” på Det kgl. Teater, hvor ordene ikke ligger godt i munden på skuespillerne.

* * *

Det ville være let at affærdige Det kgl. Teaters dramatisering af et af dansk litteraturs største værker som mislykket. Sådan var ikke desto mindre den følelse jeg sad med undervejs i den to en halv time lange forestilling, og på vejen hjem i bilen, og under natmadens diskussion om den forestilling vi lige havde overværet, og langt ind i den korte nats grublerier.

Der var noget, nej, der var meget, der slet ikke virkede i den med spænding imødesete forestilling. Var der overhovedet noget, der fungerede?

Der er ingen som helst tvivl om, at den opgave dramatikeren Henrik Szklany har været på, med at skabe et skuespil over dette markante romanværk, vil høre til de større udfordringer i enhver dramatikers liv. Og resultatet vil være genstand for kritik næsten uanset hvordan han end havde løst den. Hans bud er ikke uinteressant, men opførelsen bliver det; uinteressant altså.

Skyldes det, at det dramatiske værk savner forlæggets tyngde, skyldes det den katalanske instruktør og scenograf Carlus Padrissas bearbejdning og opsætning, eller skyldes det skuespillerensemblets kvalitet? Mon ikke svaret, som i den komplekse handling i romanforlægget, reelt er et spindelvæv af det hele. På en måde bliver forestillingen et spejlbillede af fortællingens hovedperson, Mikkel Thøgersen, der vil så meget, men mislykkes med det meste.

Szklany lader den døvstumme pige, Ide, Mikkel Thøgersens senere barnebarn, være historiens fortæller og gennemgående skikkelse. Og med hende som guide bevæger vi os gennem historien i mange, men korte glimt. Det går som i romanen over stok og sten, over fjord og bælt. Men fortællingen er langsom, også her er man tro mod forlægget, der som forfatteren Dorthe Nors i forordet til min udgave skriver det, skal læses langsomt. 

Carlus Padrissa er en kendt international teatermand, der elsker store formater. Han har da også udfordret Det kgl. Teaters tekniske stab til det yderste her; vandet driver, der benyttes videoteknologi, projektioner, lys- og lydeffekter – de sidste skabes live af lydkunsteren Adele Madau i damesiden, og det er noget af det mest fascinerende ved forestillingen. Store flettede skulpturer, der ligner pilehytter, danner en væsentlig del af den bevægelige scenografi, en gigantisk gynge gør det ud for både den lille fiskerbåd, hvori Mikkel hævnvoldtager sin rivals kæreste, og det skib, hvori kong Christian d.2 ubeslutsomt sejler frem og tilbage i mellem Jylland og Fyn, på vej mod det, der bliver hans endelige fald fra magtens tinde. 

Smidige akrobater gør det ud for de heste, der piskes frem over heden, og slagtes af raggeren, og da kongen lader hele den svenske adel halshugge i det Stockholmske boldbad farves scenebilledet blodrødt. Bondeopstanden i Jylland visualiseres med skærmprojekteringer, der minder om en fattigmandsudgave af de store slag i Ringenes Herre. Ikke ueffent, men heller ikke udelt vellykket. Der fyldes for meget udenoms værk på, og det er direkte oplevelsesforstyrrende, når der midt i 1500-tallet pludselig dukker teknikere op midt på scenen i sort arbejdstøj og øresnegl – kunne de da ikke bare have fået en vadmelskutte på?

Padrissa inddrager hele salen. Der spilles rundt om publikum, men centrale scener som Mikkels møde med den magtfulde biskop Gustav Trolle transformeres op på storskæm via et videolink, der lige har den anelse forsinkelse at det bliver usynkront med ordene, der bliver talt.

Og apropos det talte ord, så ligger replikkerne, monologerne er det jo mestendels, simpelthen ikke godt i munden på det moderne skuespillerhold. Der er noget ved deres diktion, der ikke fungerer, og som ikke yder Johannes V. Jensens (og Szklanys) lyrik retfærdighed. 

Det gælder reelt hele ensemblet, men kommer selvfølgelig mest til udtryk hos dem, der har mest at sige. Maria Rossings gennemgående Ide, har simpelthen en forkert klang, og hverken Joen Højerslev som Mikkel Thøgersen eller Peter Christoffersen som kong Christian evner at give ordene tyngde og troværdighed. Det virker påtaget og uægte, og dermed bliver det hele underligt mispasset. Når det så netop af alle steder foregår på Det kgl. Teaters store scene, så sidder jeg i hvert fald og savner de store skuespillere, sådan i helt gammeldags forstand. En årsag til denne skæve sproglige tone kan meget vel være, at instruktøren Padrissa nok forstår stykket, men ikke forstår sproget. Og dermed måske ikke har været sit skuespillerhold til stor hjælp undervejs.

Visuelt er “Kongens fald” en flot forestilling, men opsætningen fremstår i bedste fald som problematisk, hvis mislykket er for stærkt et udtryk.

“Kongens fald” af Henrik Szklany efter Johannes V. Jensens roman.

Instruktion og scenografi: Carlus Padrissa. Kostumedesign: Karin Betz. Lysdesign: Ulrik Gad. Lyddesign. Jonas Vest. Komponist: Adele Madau. Videodesign: Vibeke Bertelsen og Freja Hyldgaard, Vertigo.

Medvirkende: Joen Højerslev, Peter Christoffersen, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Lila Nobel, Mikkel Becker Hilgart, Anne Plauborg, Jens Andersen og Janus Elsig. Cirkusartister: Liam Jones, Maya Saoirse Tenenbaum Peters, Alfred Hall Kreigsbaum, Sonia Christina Silvestre Matos, Matthias Umaerus og David Ulrich. Musiker: Adele Madau.

Co-produktion mellem Det kgl. Teater og Aarhus Teater.

Spiller på Skuespilhusets store scene, efter nytår i Aarhus.

Anmeldt 16. november (premiere).

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

Tidligere artikelKat på et varmt bliktag
Næste artikelBankovarieté 2018 – Godt pyntet

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her