Vivienne McKee’s Crazy Christmas Cabarets er for længst blevet kult, og kan i år fejre 40-års jubilæum. Men hvad med fremtiden?
* * * *
Are there any virgins in the theatre tonight?
På sådan en premiereaften i Tivolis Glassalen er der ikke mange i salen, som ikke tidligere har oplevet et af Vivienne McKee’s Crazy Christmas Shows, og derfor kan gå ind under betegnelsen ’virgin’. Crazy Christmas Cabareterne kan i år markere et ganske imponerende 40-års jubilæum, og de 25 af disse mange år, har showet spillet ved denne tid i Tivolis Glassalen.
Det er slut fra næste år, hvor kontrakten med Tivoli er blevet opsagt med kort varsel, og hvis ikke dette års show skal blive det sidste, så skal London Toast Theatre ud og finde et nyt egnet teater i København i en fart. Det bliver formentlig ingen let opgave, men på den anden side så bringer CCC formentlig omkring 15.000 trofaste publikummer med sig, og det er vel ikke at foragte. Showet er for længst blevet kult, og for mange kan det simpelthen ikke blive jul, før man har været inde og råbe ’hooray’ til helten, og ’boo’ efter skurken, og grinet af den underfundige lille skabning, Bent van Helsingør, eller den voluminøse The Dame og hendes stadig mere ekstravagante kjoler, og vandede vittigheder, som for en dels vedkommende såmænd også sagtens kan fejre både 20-, 30- og 40-års jubilæum.
Årets show har fået titlen ”The House of Uhygge”, og den afspejler måske meget godt stemningen i kulissen mellem teaterproducenterne og deres mangeårige husvært, som der indimellem bliver stukket til fra scenen, uden at det direkte bliver til bitre stikpiller. Historien, der som altid er det rene og skære tosseri og er skrevet af Vivienne McKee selv, mikser på ganske elegant vis to af gysergenrens mest kendte fortællinger; ”Dracula” og ”Dr. Jekyll & Mr. Hyde”, men det er ikke historien, der er så vigtig. Det er situationskomikken, de medvirkendes fysiske spil, de vanvittige optrin, sangene, der er hentet fra alle hjørner af pop- og musicalkulturen, ordspillene, som indimellem kræver lidt mere end ’9. kl. udvidet i engelsk’ for at kunne hænge på, og så er det alle traditionerne, som netop bærer kultbegrebet. De samme figurer, i nye situationer, som in the last century, og alt det man som hærdet CCC’er simpelthen forventer. Det er samtidig nogle af de gags, som de i indledningen omtalte virgins godt kan finde forvirrende og måske endda helt ubegribelige.
Min ledsager til premieren var én af aftenens få virgins, og han befandt sig bagefter i en tilstand af godt underholdt forvirring. Hvad var dog det for noget? Men, morsomt, det var det da!
Jeg selv, der har i hvert fald 30 Christmas Cabarets ’i bæltet’ kunne konstatere, at glæden ved det forudsigelige stadig er intakt. Og den forstærkes faktisk, når man har en virgin med i teatret.
”The House of Uhygge” er betydeligt mere veloplagt end sidste års show, som helt ærligt fremstod som kørte traditionsshowet på sine sidste dampe. Showet er sjovt skruet sammen, og de faste aktører David Bateson som bl.a. Grev Dracula og Scotland Yard-betjent i kilt, Andrew Jeffers som Dame Hyacinth Nutcracker i al sin magt og vælde, og Vivienne McKee som både husfaktotum, og Lola Liebedick i vampyriseret udgave, samt naturligvis Bent van Helsingør og sig selv, lige frem, spiller veloplagt crazy comedy. Katrine Falkenberg, der er med for 15. gang, spiller et par sexede tvillingesøstre og bidrager som altid med en fuldtonet musicalstemme. I år får hun gedigent og meget sjovt og charmerende modspil af Sebastian Harris, som for første gang prøver kræfter med en Crazy Christmas Cabaret, og glider helt ubesværet ind i både stil og jargon. Teatrets alt-mulig-mand Claus de Lichtenberg skaber et næsten nuttet monster ud af tjeneren Nobody, og endelig så er det igen i år australske Kevin Kiernan Molloy, der trækker de komiske trumfer som bl.a. Dr. Jekyll og ikke mindst som passiviseret massemorder, Horrible Herbert Renfield. Han er virkelig meget, meget morsom.
Stuart Goodsteins lille trio med guitaristen Tom Højlund Petersen og trommeslageren og lydeffekt-magikeren Søren B. Petersen har i år fået navnet The Graveyard Gremlins, og endelig så er det endnu engang Kirsten Brink, der har tryllet med en scenografi, der tager publikum med rundt fra det øde Transsylvanien til det skotske højland, ind i dunkle krypter, til laboratorier på gamle slotte og ud på den dystre hede.
Det er fjerde gang gennem årene at Dracula-historien er med til at danne omdrejningspunktet for komikken, og det må have været helt tilbage i 1986, at Vivienne McKee opfandt sin elskelige karakter Bent van Helsingør (inspireret af Dr. van Helsing fra ”Dracula”). For et par år siden meldte hun ud, at det var ’sidste gang’, men ændrede mening. Dette års show slutter ved Draculas kiste i den dybe krypt under slottet, og det stiller automatisk spørgsmålet, om der er et liv efter ’døden’ for The Crazy Christmas Cabaret?
Det startede i beskedne rammer på Café Teatret, rykkede til lige så små kår i Sluk Efter, var forbi det hedengangne Daddy’s Dance Hall under Palads biografen og var både omkring Kridthuset og Sceneriet under Det Ny Teater inden man fandt sit permanente hjem i Glassalen i 1998.
”The House of Uhygge” er så tilpas vellykket morsomt, at man ikke føler at det er tid til at stoppe. At der godt kan være et par shows mere tilbage i Vivienne McKee og hendes trofaste ensemble. Det store spørgsmål – the big question – er hvor? Anyone ready for some crazy fun and silly songs?
—-
”The House of Uhygge – Crazy Christmas Cabaret 2023”. Af Vivienne McKee. Musik: Div. komponister.
Instruktion. Vivienne McKee. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Stuart Goodstein.
Medvirkende: Katrine Falkenberg, David Bateson, Sebastian Harris, Andrew Jeffers, Kevin Kiernan Molloy, Claus de Lichtenberg og Vivienne McKee.
Producent: London Toast Theatre.
Spiller i Glassalen, Tivoli til 30. december.
Anmeldt 14. november (premiere).
Foto: Thomas Petri.
