Personlig triumf for en blændende Julie Steincke i front for de syngende nonner på Det Ny Teater, men teatret har selv vænnet os til et højere niveau end de viser her.
* * * *
Det er Julie Steincke, der bærer det 115 år gamle Det Ny Teater på sine skuldre. Som natklubsangerinden med det svulstige kunstnernavn Deloris Van Cartier, der må søge tilflugt fra sin gangsterkæreste i et lukningstruet nonnekloster, er hun absolut fabulous.
”Sister Act” bliver en personlig triumf for hende, for hold da op, hvor hun swinger, både med og uden nonnedragt. Det er hende, og forestillingens tre-fire store shownumre med syngende og dansende nonner, der banker underholdningsværdien op i det røde felt.
Mange vil helt sikkert huske filmen ”Halløj i klostret” fra 1992, der med uforlignelige Whoopi Goldberg i hovedrollen blev så stor en succes, at der kom både en film nummer to og tre ud af det. Dem så jeg ikke, og gik vist ikke glip af så meget. Men filmen, der startede det hele, var umanerligt morsom. Harvey Kietel var hendes forbryderiske kæreste og ikke mindst Maggie Smith som klostrets abbedisse spillede op til Goldbergs charmerende narrestreger.
I en sværm af musicaliseringer af populære spillefilm, er ”Sister Act” naturligvis et oplagt valg, fordi musik og sang i forvejen er centralt i historien. Ved at henlægge handlingen til slutningen af 1970’erne i Philadelphia, har komponisten Alan Menken – ja, ham med alle de store Disney-musicals – og forfatterparret Cherri og Bill Steinkellner tilmed kunnet skabe en swingende musical med masser af disco- og soulrytmer til at holde dampen oppe, tilsat Menkens adelsmærke, de svulstige musicalsange med masser af hjerte og smerte serveret i sirupssøde toner.
Underholdningsværdien er der således ikke noget i vejen med, og på Det Ny Teater har man vænnet os til, at kvaliteten altid er i top, på det vi med lidt underspillet beskedenhed kalder internationalt niveau.
Julie Steincke ville dog næppe få lov at spille Delores i London eller New York, men det skyldes ikke hendes især sanglige kvaliteter, men det faktum at hun er en hel del lysere i huden end Whoopi Goldberg. Måske af samme årsag er filmens kejtede strømer, Sweatty Eddie, der har været hemmeligt forelsket i Delores siden High School, her ikke et stort kaffebrød af en sort mand, men en lille, spinkel spirrevip, spillet og sunget af Henrik Lund. Gangsteren har til gengæld skiftet etnicitet, og spilles på Det Ny Teater af Al Agami, som akkompagneres af tre stærkt karikerede håndlangere.
Det er ikke et rigtigt heldigt greb, for nok er Henrik Lund en teknisk dygtig musicalperformer, men han savner simpelthen format, og kan slet ikke give Julie Steincke det nødvendige modspil. Og Al Agamis talent rækker desværre bare ikke til en musicalscene som Det Ny Teaters. De tre håndlangere, Max-Emil Nielsen på skralde-spansk, Oliver Poulin og debuterende Morten Adelhardt Kristensen er blevet så pjattede, og har fået de dårligste 70’er-parykker jeg mindes at have set i en musical, at det tangerer den avancerede skolekomedie tilsat teknisk skolet dygtighed.
Det Ny Teater har om noget sted bidraget til at løfte den københavnske musicalscene op på et højt kunstnerisk niveau, hvor der selv i de små roller og i koret er blevet leveret på højt niveau, så det falder tilbage på dem selv, når de så som her ikke leverer varen.
Der er dog også meget at glæde sig over i denne opsætning. I det charmerende nonnekor lyser Anne Herdorf op i en skøn, humoristisk karakter som Søster Mary Patrick, der måske ikke er så stærk i troen. Pia Rosenbaum er knuselskelig morsom som den detroniserede korleder Mary Lazarus, og unge, debuterende Mira Balloli synger og spiller den unge nonne, med mere mod på livet end klostret kan tilbyde, med en mild renhed og ungdommeligt mod, tilsat en smuk musicalstemme, som vi glæder os til at opleve igen.
Nonnekoret er i det hele taget festligt og giver forestillingen et vitalt og meget charmerende udtryk.
Marianne Mortensens abbedisse spilles lidt for tamt og stramtandet, indtil hun til sidst bløder op og også falder for Delores’ menneskelige kvaliteter, men hun leverer en af forestillingens store musicalsange ”Det ku’ ik’ være værre” med den helt rette patos.
Men ”Sister Act” er og bliver Julie Steinckes show. Det er hende det hviler på, og hun holder showet oppe. Nej, hun er ikke nær så morsom som Whoopi Goldberg var i filmen (hvem er det?), men hun har star quality og konstant scenisk nærvær. Og så formår hun i forestillingens anden akt, der generelt er bedre end den første, også at få lagt de menneskelige lag på den i indledningen kyniske og street barske Delores. For ”Sister Act” er ikke kun en farverig røverhistorie. Det er også en forestilling, der vil minde os om at venskaber og næstekærlighed betyder mere end gods og guld. En historie om sammenhold og tro og vilje.
Forestillingen varer to timer og 40 minutter. Det er længe, og også for langt. Men man er generelt godt underholdt det meste af tiden, og så må man leve med, at rollebesætningen ikke helt står mål med de forventninger teatret selv har bygget op gennem årene.
—-
”Sister Act”. Musik: Alan Menken. Sangtekster: Glenn Slater. Manuskript: Cheri Steinkellner & Bill Steinkellner. Baseret på filmen af samme navn, skrevet af Joseph Howard. Yderligere tekst: Douglas Carter Beane. Oversættelse: Kenneth Thordal.
Instruktion & koreografi: Lee Proud. Scenografi & kostumer: Simon Wells. Orkestrering: Doug Besterman. Korarrangementer: Michael Kosarin. Resident director: Tomas Ambt Kofod. Resident koreograf: James Leece.
Medvirkende: Julie Steincke, Marianne Mortensen, Al Agami, Tomas Ambt Kofod, Anne Herdorf, Mira Balloli, Pia Rosenbaum, Henrik Lund, Anna Gadborg, Mette Ladekarl, Max-Emil Nielsen, Oliver Poulin, Morten Adelhardt Kristensen, Frederik Espenhain, Emilie Sanderhoff, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, James Leece, Niklas Frandsen, Paul James Rooney, Elise Ruusunen, Evalin Rosenberg, Josephine Feit, Nanna Rossen og Nikoline Harriet Breienholt.
Spiller på Det Ny Teater til 26. november.
Anmeldt 21. september (premiere).
Forestillingsfoto: Miklos Szabo
