Satirisk og sjov sommerrevy på skønne Bornholm er bestemt ikke berøringsangst.
* * * * *
Bornholms Sommerrevy kalder sig for Danmarks mest lokale revy – og den sjoveste. Og som de siger på Bakken, så er der noget om snakken. For revyen, der spiller ude i den vidunderligt charmerende pavillon, Kyllingemoderen, i Almindingen, er virkelig meget lokal. Og meget, meget morsom.
Revyen er fyldt med emner som de lokale problemer med affaldssortering på ’miljøøen’, som simpelthen tager livet af folk, københavnske tilflyttere med romantiske ideer om solskinsøens lyksaligheder, den evige fortælling om færgerne, som åbenbart er stærkt upålidelige, øens alt andet end overbelastede Alarmcentral, og som prikken over i’et, en ode til den 400 år gamle eg, der troner stolt på plænen udenfor Kyllingemoderen og har ’oplevet’ alt fra svenskekrigene til kærestepars første forsigtige forårskys. Og så er der naturligvis et gensyn med Kofødderne, en loge-lignende forsamling af lokale pampere, der kommenterer på dit og dat fra lokalsfæren, mens de får en lille en til næsen. Netop det sidste nummer skal man nok være bornholmer for fuldt ud at værdsætte, men ellers kan man sagtens som udenøs grine af løjerne, som nok har sit udspring i det lokale, men som alligevel fremstilles i et universelt perspektiv.
Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll er for fjerde gang revydirektører, instruktører og aktører på scenen, og de har i år allieret sig med hele to revydebutanter; Clara Ellegaard og Mikkel Becker Hilgart, samt den charmerende og uhyre velspillende multimusiker Johann Gustav, der både mestrer jazzede toner og den umpa-umpa revymusik, som Søren Hauch-Fausbølls bornholmske ejendomsinspektør og faste revykarakter Verner Mogensen, foretrækker.
Mikkel Becker Hilgart har allerede i flere roller på de københavnske teatre vist et talent, der spænder fra det dramatiske til det komiske, og det er på ingen måde en overraskelse, at han viser sig som en glimrende revyskuespiller. At han også har bidraget med tre fine tekster er mere overraskende. Den ene fremfører han selv; som Mærsk-McKinney Møller, der som spøgelse vender tilbage fra det hinsidens for at forsøge at lægge en dæmper på påstandene om at Mærsk ikke betaler skat af sit rekordstore milliardoverskud, og retfærdiggøre koncernens gerninger. Det er skarpt, vittigt og aldeles strålende leveret.
Clara Ellegaard dukker bl.a. op som Inger Støjberg, der slet ikke anede, hvor Bornholm lå, indtil Danmarksdemokraterne blev øens tredjestørste parti. Nu står hun i Ekkodalen og får alt andet end de svar fra dalen, hun forventer. Næh, det bornholmske ekkokammer er ikke så let at styre som det jyske. En fin, original idé. Ellegaard er dog bedst som barnet der har skærmtid til en hver tid, uden den er det en svær tid. Pointen er, at skærmen er barnets eneste ven.
Klimakrisen belyses fra såvel de nær uddøde biers sur-sur-sure synsvinkel, og når skovsvinene hærger Almindingen, og der er hips til både Putin i øst, og det politiske Danmark i vest. Det sidste blandt andet i en skøn spejdersketch, hvor barnlig uskyld resulterer i de herligste og grove politiske vittigheder.
Gunvor Reynberg har skrevet en tredjedel af revyens numre, og revyens egenart, der favner både det crazykomiske og det poetiske, er i høj grad hendes fortjeneste. Få kan som hun lægge ansigtet i de mest opgivende folder, og få mest muligt ud af selv de mest hverdagsagtige karakterer, og Søren Hauch-Fausbølls evner som klovn fornægter sig ikke, i særdeleshed i et yndigt mimisk nummer. Men han kan også både hylde Christiansø, improvisere et nummer og være en meget menneskelig og jordnær udgave af Bamse fra børne-tv.
Revyen på Bornholm er bestemt ikke berøringsansigt, og angriber blandt andet emner som net-had om Onkel Reje, og den furore det vakte, da der blev vist dragshow for børn på et bibliotek, og revyen tør have sin helt egen stil og tone.
Hvis meningen med revy som genre er, at den både skal more og underholde, stille spørgsmål og rippe lidt op i normerne, være musikalsk og have en poetisk tråd, så lykkes årets Bornholmerrevy med det meste.
Bornholmerne kan være både glade og stolte over igen i år at have én af årets bedste og mest originale sommerrevyer på deres skønne ø. Man må virkelig håbe at de forstår at værdsætte det.
—-
”Bornholms Sommerrevy – vi tager bladet fra munden”. Tekst og musik: Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll, Johann Gustav, Bo Skødebjerg, Nis Bank-Mikkelsen, Finn Prang, Andreas Hermansen, Mikkel Becker Hilgart, Clara Ellegaard, Benny Bang Jensen, Lars Fjeldmose, Aske Bentzon, Leif Maibom, Mikkel Birger, Jacques Offenbach m.fl.
Instruktion: Gunvor Reynberg & Søren Hauch-Fausbøll. Scenograf: Rikke Juellund. Koreografi: Vivi Siggaard. Kostumier: Julie Jakobsen. Kapelmester & arrangør: Johann Gustav.
Medvirkende: Clara Ellegaard, Gunvor Reynberg, Mikkel Becker Hilgart, Søren Hauch-Fausbøll og Johann Gustav.
Spiller i Kyllingemoderen i Almindingen til 3. august.
Anmeldt 28. juni (Premiere).
Forestillingsfoto: Anders Beier.