Forside Anmeldelser 2023 MUSICALEN MARGRETHE

MUSICALEN MARGRETHE

588
0

Kan man lave en musical over vores nulevende dronnings liv? Musicalen Margrethe giver ikke et entydigt svar, eller gør den?

* * *

Siden nyheden slap ud, at der skulle laves en musical om Dronning Margrethe, har de fleste vist spurgt sig selv; kan man det? Nu er ”Musicalen Margrethe” sat i søen og fik vi svaret? Hverken eller. Eller måske både og.

Er det en god musical? Ja – og nej. Lever den op til forventningerne? Nej, men måske jo. Tilføjer den et nyt lag til vort lands fortælling om dronningen? Hmmm. Vel egentlig ikke. Bliver vi overraskede? Afgjort ikke. Eller gør vi!?

Det er makkerparret Sune Svanekier, Thomas Høg og Lasse Aagaard, der har fået idéen og skrevet musicalen, med inspiration i den britiske tv-serie ”The Crown”, som er blevet en gigantisk, international succes. Den handlede også om dronningens (den britiske) liv, fra hendes pure ungdom frem til hendes alderdom, og blev også lanceret længe inden hendes død. Når briterne kan fortælle deres dronnings livshistorie som tabloid tv-underholdning, mens hun endnu er i levende live, så kan vi vel også fortælle vores dronnings historie som musical?

Det er det første spørgsmål. Og som skrevet indledningsvis, så svæver svaret fortsat lidt i det uvisse efter fredagens storslåede gallapremiere på – af alle steder – Det kgl. Teaters Gamle Scene. Helt konkret er missionen jo lykkedes. Svanekier, Høg & Aagaard har skabt en godt to en halv time lang, episk fortælling om en lille pige med barnets naive drømme, hvis livsbane pludseligt forandres, og som vokser op, i en kort periode bliver afmålt oprørsk, men som livet igennem forbliver tro imod den pligt hun er blevet pålagt. Så tro, at det har sine ofre, både i forhold til kærligheden og i forholdet til hendes børn.

Det er et effektivt og elegant træk, at lade den ældre Margrethe (smukt gestaltet af Ulla Henningsen) være forestillingens omdrejningspunkt, der hele tiden svæver over historien, og med såvel hvasse, som syrlige og komiske sidebemærkninger, driver sin livshistorie frem, og kommentarer sit eget yngre jegs (i tre stadier; barn, ung og moden) dilemmaer, handlinger og beslutninger. Den del af musical-skabernes mission lykkes reelt set ganske godt. Og havde det været en fiktiv historie om en fiktiv dronning i et fiktivt land, så fortælles historien med en effektivitet som kunne være Disney-maskineriet værdigt.

Så er det en god musical? Håndværksmæssigt ja. Der er flotte ensembleoptrin, storladne ballader, smukke soloer, kærlighed og konflikt. En snert af humor, en afmålt dosis sentimentalitet og ikke så lidt melodrama. Konstruktionen med de fire dronninger, og det flimrende virvar af historiske karakterer omkring dem er velfungerende. Men…

Det faktum at vi må formode, at de fleste publikummer faktisk kender historien, gør også ”Musicalen Margrethe” foruroligende forudsigelig. Og som første akt glider afsted over Gamle Scene, tableau efter tableau af forudsigelige scener, sniger kedsomheden sig også ind.

Prinsessen bliver dronning lige inden pausen, og Emilie Groth synger smukt som den unge Margrethe om, at det hun har frygtet hele sin barndom nu er virkelighed. Inden da har Kristian Boland som Kong Frederik IX i en velsunget solo, belært sin unge datter om den opgave, der venter hende – Du får hele verden, men den koster alt, synger han og understreger forestillingens dybeste tematik med ordene: Det er en glæde, der er større end os selv.

Efter pausen møder vi det lidt spinkle folkelige oprør i brydningsåret 1972, hvor folket stiller spørgsmål ved monarkiet og om den unge dronning overhovedet arbejder for sin apanage. Det er vist det eneste sted, monarkiets berettigelse nævnes, og i samme scene giver forfatterne svar på tiltale med beskrivelsen af et hektisk dagsprogram, orkestreret af tre embedsmænd. Godt så.

Anden akt er mere konfliktfyldt end første; det markeres at der er kurrer på tråden mellem Henri og Margrethe i forhold til børneopdragelse og deres forskellige position i samfundet, og at børn aldrig rigtigt har interesseret Margrethe, hverken hendes egne eller andres.

Men tilføjer musicalen noget nyt til fortællingen? Nej, den forholder sig til den virkelighed medierne har beskrevet, mest Billed-Bladet, og lidt Ekstra Bladet, for nu at tage yderpunkterne. Musicalen synes ikke at tage sig kunstneriske friheder, eller også så tør den ikke. Derfor bliver vi ikke på noget tidspunkt overraskede. Det skulle da lige være overraskede over hvor ukærligt og uelegant Prins Henrik portrætteres især i de to ældste udgaver. Som en patetisk hofnar, en fransk klovn. Her havde man muligheden for at skabe et mere nuanceret billede af den afdøde Prinsgemal end det medieskabte, ja, hvis man skal sætte det lidt på spidsen, for at retfærdiggøre Henrik. Man tager den bare ikke.

De tre Henri’er – Sebastian Harris, Morten Lützhøft og Peter Schrøder – taler alle med fransk accent, men synger hans sange uden blot en snert af franske undertoner, og ingen af dem kommer dybere i portrætteringen end hvad utallige revyer har formået i parodier gennem årene. Det er uambitiøst, og forestillingens største skuffelse.

De fire Margrether er langt bedre. På premieren var Lily Hanskov Aginsky en ganske aldeles overbevisende ung Daisy, med total kontrol over såvel replik som sang, og med en elskelig fremtoning. Emilie Groth har meget ungdommelig friskhed over den lidt generte, men alligevel periodisk oprørske unge Margrethe, der forelsker sig i den charmerende franskmand, og som den ældre Margrethe udstråler Ulla Henningsen både autoritet og en herlig underspillet humor, der giver musicalen meget af dens liv. Hun har også to af musicalens bedste sange, som hun leverer med overbevisning. Den mellemste Margrethe står på manuskriptplanet svagere i billedet – netop lidt ’midt-i-mellem’, men det er ikke Xenia Lach-Nielsens skyld, for hun synger rollen fornemt.

I de utallige biroller stråler Monica Isa Andersen sødt som den giftelystne Anne-Marie og som kollegieveninde, Kim Hammelsvang er en prægtig hofsnog, Kristian Jensen tegner et præcist portræt af Jens Otto Krag, Kristian Boland synger den gamle konge rent hjem og Tine Gotthelfs dronning Ingrid fungerer som personificeringen af embedet. Forfatterne har ikke givet meget plads til Kronprins Frederik og Prins Joachim, hvilket efterlader hhv. Morten Lindemann Olsen og Simon Nøiers i lidt af et ingenmandsland.

Alting fungerer med smidig effektivitet i Mads M. Nielsens strømlinede instruktion, som dog savner lidt anarkistisk kant og burde have løst Prins Henrik-problemet på et tidligt tidspunkt i processen. Det er Benjamin La Cour, der har skabt scenografien, der består af nogle matgrønne kasser og sidestykker, der effektivt kan skiftes rundt mellem scenerne med god og energisk brug af drejescenen. Det fungerer, men det bliver ikke for alvor storladent. Det er derimod Lasse Aagaards musik, som virkelig tager alle virkemidler i brug og som spilles af et stort orkester under ledelse af Mikkel Rønnow, der også er musicalens ansvarlige producent. Desværre fortoner al for meget tekst sig i de store kor- og ensemblearrangementer, og om det skyldes den voluminøse orkestrering eller er et problem i lydpulten, skal jeg lade være usagt.

Der er vist ingen tvivl om, at ”Musicalen Margrethe” er det man kalder en ’med spænding ventet’ forestilling, og lever den så op til forventningerne?

Det gør den vel ikke, for som musikdramatisk teater er helhedsindtrykket en skuffelse, men på den anden side; hvad havde man egentlig forventet? Havde man forventet en musical, der brød med alle former og normer? Havde man forventet et karaktermord på dronningen og et opgør imod monarkiet som institution? Nej, overhovedet ikke. Det ville have været selvmord, og sikkert også dybt upassende.

Det vi får er nok det folket vil have. Billed-Bladets kernelæsere vil med stor sandsynlighed labbe forestillingen i sig som var det jordbær med vaniljeis. Og Dronning Margrethe vil sikkert en aften i spilleperioden snige sig ind i sin loge, lytte nysgerrigt med, og sige, som hun sagde, dengang da kunstmaleren Thomas Kluge havde malt hendes portræt: De fik sandelig det hele med!

—–

”Musicalen Margrethe” af Sune Svanekier (dialog), Thomas Høg (sangtekster) og Lasse Aagaard (musik).

Instruktion: Mads M. Nielsen. Koreografi: Ernestine Ruiz. Originalt scenografisk koncept: Benjamin La Cour. Kostumedesign: Lucy Osborne. Lysdesign koncept: Tim Mitchell. Lyddesign: Tim Høyer. Orkestrering. Jesper Riis. Korarrangementer: Christian Berg. Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow.

Medvirkende: Ulla Henningsen, Xenia Lach-Nielsen, Emilie Groth, Lily Hanskov Aginsky (alternerende og senere: Lisa Maria Birk Pohl, Emma-Sofie Bertelsen og Silje Isabell Ruby), Peter Schrøder, Morten Lützhøft, Sebastian Gil Harris, Kristian Boland, Tine Gotthelf, Morten Lindemann Olsen, Cassandra Lemoine, Simon Nøiers, Søren Bech-Madsen, Nynne Holmen, Silke Biranell, Monica Isa Andersen, Julien T. Kellerman, Marie Mourier, Laura Vesti, Kim Hammelsvang, Kristian Jensen, Mathias Hartmann Niclasen, Flemming Bang, Randi Winther.

Spiller på Det kgl. Teater, Gamle Scene til 13. august. Derefter Odeon, Odense 17.-26. august, og Musikhuset Aarhus 29. august till 10. september.

Produktion: Mikkel Rønnow Musicals.

Anmeldt 23. juni (verdenspremiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her