Fascinerende vandreforestilling om 1600-tallets hekseprocesser i Helsingør.
* * * *
Om lidt er det Sct. Hans, hvor man mange steder har en tradition for at anbringe en heksedukke på toppen af bålet. Hvis overhovedet må brænde bål om nogle dage, så lad være at brænde heksen med, opfordrer folkene bag vandreforestillingen ”Hexetestamentet” i Helsingør. Samtidig opfordrer de til, at man i stedet for at lade en fremtrædende personlighed holde båltalen, giver ordet til de svage, de skæve og de udstødte i samfundet.
Det er essensen og kulminationen på en lille time lang dramatiseret byvandring i gennem Helsingørs smukke middelalder bydel, kurateret og skabt af instruktør Dorthe Holbek. Hun har også har skrevet den tekst, vi får fortalt gennem høretelefoner mens vi går gennem byen fra tableau til tableau for først at ende ved Løvespringvandet på Wiibroe Plads, hvor otte kvinder dømmes til at blive brændt på bålet som hekse – en dramatisering af virkelige begivenheder fra 1626 – og siden slutter foran Kulturværftet, hvor afbrændingen skal finde sted.
Det kommer den dog ikke til, for her bryder skuespilleren Amia Miang ind som Speaker of Justice og beder os give de uskyldigt dømte kvinder – og alle de andre i alt ca. 1000 heksedømte i 1600-tallet – deres værdighed tilbage. Forestillingen eller performancen, om man vil, slutter med en ceremoni, hvor de otte heksedømt iklædes særligt skabte værdighedskapper, og hvor der tændes lys for kvinderne, der blev ofre dengang. Men reelt også for alle de kvinder, der gennem tiden har været og er undertrykte.
Der giver mening, at følget fra at bevæge sig gennem den historiske del af byen slutter foran én af de mest moderne bygninger, og foran noget, der tilhørte en helt anden og senere del af byens historie, værftet, for dermed binder Dorte Holbek en tråd mellem fortid og nutid med sit utvetydige budskab om ligeret, respekt og værdighed.
Det er dog den tidlige del af forestillingen, der fascinerer mest. Bag tillukkede vinduer kigger de pestsyge desperat ud på os mens vi passerer deres tilskoddede boliger i Sct. Anna Gade på vej fordi handelspladsen, hvor forestillingens fortællerkarakter, Marine Pommerantzis, faldbød sine varer – som var alt fra urter til sin krop – for at tjene til livets ophold. Vi besøger urtegården, hvor Tomomi Yamauchi udfører en poetisk heksedans og tilbyder os duftende urter, og går videre til pestkirkegården, hvor Yael Gaathon i en fysisk performance synes at komme helt tæt på døden. Videre vandrer vi gennem Buxtehudes Stræde og ad Kirkegade til pladsen foran Sct. Olai Kirke, hvor koloratursopranen Nina Sveistrup Clausen, spændt op på pinebænken af sortklædte bødler synger sin fysiske smerte ud hængende med hovedet nedad.
Lydsporet, der blander lyde og speak, bringer publikum tilbage i tiden, og fungerer særdeles billed- og stemningsskabende; en stemning vi mere håndfast rives ud af i det lovligt docerende afslutningstableau.
Hekseprocesserne, som Christian IV iværksatte under sin 60 år lange periode ved magten, er et sort kapitel i Danmarkshistorien, som vi lidt for nemt har overset i anerkendelse af de mange bygningsværker; for eksempel Rosenborg og Rundetårn som kongen fik skabt. Tidligere har Det kgl. Teater haft temaet på plakaten i ”Hex” og fortællingen i ”Hexetestamentet” har mange lighedspunkter med den forestilling. Udtrykket er blot anderledes.
”Hexetestamentet” varer en god times tid, og er en poetisk og tankevækkende performance. Forestillingen gennemføres kun igen i aften og lørdag med udgangspunkt i Toldkammerets gård.
—
”Hexetestamentet”.
Instruktion, scenografi og manuskript: Dorte Holbek. Komponist: Tin Sokheili. Samlende koreograf: Adelaide Bentzon.
Medvirkende: Amia Miang, Stine Kroll, Nina Sveistrup Clausen, Tonomi Yamauchi, Yael Gaathon og en lang række lokale, Helsingør Kammerkor og Helsingør Pigegarde.
Produceret i samarbejde mellem Helsingør Teater, Kulturværftet, Helsingør Billedskole og Toldkammeret.
Spiller også 16. og 17. juni.
Anmeldt 15. juni (premiere)
Foto: Mig selv.
