Forside Anmeldelser 2023 GANLØSE REVYEN

GANLØSE REVYEN

875
0

Maden er helt i top på den hyggelige Ganløse Kro, men desværre forholder sig helt modsat med kroens revy.

* *

Nogle gange drømmer man, at man var madanmelder i stedet for teater- og revyanmelder. Men forskellen er faktisk ikke så stor.

Et godt veltilgjort måltid, hvad enten det er haute cuisine på en Michelin-restaurant eller en sublim omgang stegt flæsk med persillesovs på en landevejskro, danner hormonet endorfiner, som udløser en sand rus af lykke, der spreder sig gennem hele kroppen.

Samme effekt har latter. Så en god sommerrevy med masser af befriende grin tilsat en eftertænksom vise kan ganske enkelt redde selv den mest triste og grå dag.

På Ganløse Kro, der ligger hist hvor vejen slår et lille bugt på landet lidt uden for de københavnske forstadsbyer Farum og Værløse, har man en lang tradition for både god mad og god sommerrevy. Kroen er et af de allerhyggeliste steder at besøge og gæstfriheden og stemningen er uden sidestykke. Revyerne på den lille kro, har gennem årene svinget meget i kvalitet; fra det pauvre og tamme til kåringer som Årets Revy og med revypriser til de medvirkende. Men maden har der aldrig kunnet sættes en finger på. Således heller ikke i år.

Den menu, som kroparret Jan og Kenneth diverterede premieregæsterne med til revypremieren søndag aften, var intet mindre end sublim. Grundlagt af de bedste – lokale – råvarer, fra de friske og perfekt tilberedte asparges og den røgede skinke i forretten, over en velstegt smørmør tournedos med friskbagte grøntsager og nye kartofler til hovedret, til desserten med friske, nordsjællandske jordbær i lage med håndpisket flødeskum. Alt spillede 100 procent, og selvom det ikke er præcis den menu, der indgår i den normale revymenu, så er det den samme kvalitet af kød, kartofler, grønt m.v., der benyttes. Revymaden på Ganløse Kro matches eller overgås ikke nogen steder i kongeriget.

Men jeg er desværre ikke madanmelder.

Lige så kompromisløst veltillavet maden er inden revyen, lige så sløjt står det til med løjerne på scenen i årets revy. Ganske vist præsenterer revyen to nye, unge talenter fra musicalens verden; Cecilie Thiim og Mikkel Moltke Hvilsom, der begge gør hvad de kan – og lidt til – for at løfte niveauet. Men selv den dygtigste skuespiller eller sanger er i sidste ende ikke bedre end materialet de står med. Her kan man igen skabe en reference mellem maden og revyen; hvis råvarerne ikke er i orden, kan kokken være nok så dygtig, det bliver aldrig rigtig godt.

Cecilie Thiim og Mikkel Moltke Hvilsom leverer hver deres lille højdepunkt i revyen. Hun som den unge nutidskvinde, der drømmer om at være rig, magtfuld og populær uden at løfte en finger ud over at taste opslag på Instagram, i en tekst af Mads Æbeløe Nielsen. Mikkel får meget ud af en Leif Maibom-tekst om hvor svært det er at være mand i dag.

Både første akts finale – en sjov og veloplagt hyldest til Ganløses nye kendisborger, Jan Linnebjerg (Pyrus, I ved!), og forestillingens afsluttende Shu-Bi-Dua medley i anledning af popgruppens 50-års jubilæum leveres med swingende musikalitet og god energi.

Og det er så det.

Resten af revyens i alt 24 numre varierer i kvalitet fra det beskedent middelmådige til det decideret pinagtige. Enkelte sketches kunne nok lige gå an, hvis de var blevet strammet til tekstmæssigt og leveret med mindre overgearet overspil.

Her peger pilen direkte på revyens instruktør Kim Brandt, der selv medvirker i revyen. Man må simpelthen ikke lade så svagt materiale komme videre fra prøvesal til scene i en professionel revy, uanset hvor begrænsede muligheder og økonomi man har.

Kim Brandt er jo bestemt ikke nogen ueffen revyskuespiller, og gør igen sit bedste for at redde hjem hvad reddes kan, man det er en tæt på umulig opgave og lykkes kun i glimt. Endnu værre står det til med revyens fjerde solist, Kiki Brandt, som er helt på herrens mark. Hun kan være undskyldt af det elendige materiale hun har fået at arbejde med i to af sine tre solonumre, men det sidste er hun selv krediteret for som tekstforfatter/idé, så her er der ingen kære mor. Forhåbentlig var vi til premieren de sidste, der nogensinde kommer til at opleve hendes nummer ”Hyldest til lysthuset”.

Mads Strandgaard og Josef Aarskov leverer musikken på god, professionel vis.

Endorfinerne blev udløst til middagen. Tak for mad, og bedre held næste gang med revyen.

—-

”Ganløse Revyen 2023”. Tekst og musik: Susanne Vibæk Svanekier, Mads Strandgaard, Sune Gylling Æbelø, Thomas Feveile, Morten Holm-Nielsen, Kenneth Sichlau, Martin Ahlehuus, Mads Æbeløe Nielsen, Davis Friedman, Daniel Lassen og Bjarke Atterdag, Tina Vejby Kristensen, Jan Erik Elgaard, Søren Anker Madsen, Flemming Bang, Esben Thayssen Nissen, Lars Fjeldsmose, Leif Maibom, Kiki Brandt, Frederik Karstrøm, Kristian Jensen, Rasmus Breuning og Shu-Bi-Dua.

Instruktion: Kim Brandt. Koreografi: Elise Ruusunen. Scenografi: Jim Thompson. Kostumer: Anette Oxenbøl. Kapelmester: Mads Strandgaard.

Medvirkende: Cecilie Thiim, Kiki Brandt, Mikkel Moltke Hvilsom og Kim Brandt.

Spiller på Ganløse Kro til 24. august.

Anmeldt 11. juni (premiere).

PR-Foto

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her