Ambitiøs musikalsk teatermosaik om 1600-tallets hekseprocesser ender som noget overtænkt rod på Det kgl. Teaters store scene i Skuespilhuset.
* * *
Der er ikke noget værre end 3-stjernede anmeldelser.
Ingen kan rigtigt bruge dem til noget. Så er I advaret.
Men ”Hex” på Skuespilhusets Store Scene er en klassisk 3-stjernet forestilling. Ingredienserne er en spændende grundhistorie: Christian d. IV’s hekseprocesser i 1600-tallet, hvor hundredvis af kvinder angiveligt blev brændt på bålet for at udføre magi og derved ’stå i pagt med djævlen’.
Et dygtigt cast af udelukkende kvinder, med Kirsten Olesen i spidsen, i hvad der vel må være hendes sidste opgave som fastansat i Det kgl. Teaters ensemble. Nykomponeret musik af multikunstneren Jeanett Albeck med udspring i datidens skillingsviser, og et særdeles ambitiøst videokoncept og videodesign, som på mere end én måde skaber koblingen mellem renæssancen og vor tidsalder.
Det hele samlet på manuskriptplan af forfatteren Olga Ravn i samarbejde med Liv Helm, der tillige har instrueret, og tilsat japansk inspireret butoh-dans som krømmel på toppen.
Alt dette kunne være blevet til en fantastisk, storslået og grænseflyttende teateroplevelse. Hvis det var lykkedes. Problemet er, at eksperimentet ikke lykkes.
Olga Ravn har gjort et kolossalt grundigt forarbejde og har gravet dybt i arkiver og folkemindesamlinger, for at komme frem til historien om den fattige adelskvinde Christenze Kruchow, der bliver kædet sammen med trolddomsrygter på Nakkebølle Gods på Fyn. Husets unge frue, Anne Bille, bliver gravid hele 15 gange og mister hver gang barnet – det var selv for datiden en uhørt høj dødsrate, og mistanken om at mørke kræfter må stå bag, samler sig om den barnløse adelskvinde Christenze. Hun slipper for bålet, men forvises til Aalborg, hvor hun finder sammen med en kreds af kvinder, der mødes med, som det udtrykkes i forestillingens glimrende, trykte program ’ondt i sinde’. De laver blandt andet en dukke, lavet af voks, der kommer til at spille en afgørende rolle i den proces, der følger, og som ender med at alle kvinderne, på befaling fra kongen og dømt af lensmanden Otto Scheel, brændes på bålet, undtagen Christenze Kruchow, som føres til Blåtårn i København, og halshugges på Gammel Torv.
Det er en sandfærdig historie, en interessant og grusom fortælling om hvordan man behandlede kvinder på den tid. I Liv Helms iscenesættelse og bearbejdelse af materialet, skabes pendanter til vor tid, for kvinderne er klædt i nutidstøj og følges overalt hvor de går af et rullende kamera, og projiceres op på bagvæggen.
Jeg kan ikke andet end tænke, at Liv Helms idé med opsætningen er at fortælle os, at også kvinder i dag udsættes for hekseprocesser, om end udfaldet ikke længere er at de brændes på bålet. Det er et postulat. Det er måske en forkert tolkning, og jeg køber den altså ikke.
Jeanett Albecks sceniske karisma kan ikke underkendes. Udover at have komponeret forestillingens meget spændende musikalske univers, fremfører hun selv musikken sammen med percussionisten Greta Eacott og cellisten Veronika Voetmann, og hun optræder også som djævelen selv med horn, hove og bare bryster messende besnærende om ’kødets lyster’, mens filmfotografen Maria Albrechtsen svæver over scenen og filmer heksene, der vrider sig i seksualiserede stillinger. Det er visuelt ganske virkningsfuldt, blandt andet fordi Michael Breiner har skabt en meget flot lyssætning på forestillingen, men ”Hex” bliver i længden til noget overtænkt rod, hvor alle de gode intentioner, og for så vidt også gode præstationer, overskygges af en mærkelig gemacht og påtaget fremførelse på scenen.
Der er ikke noget mere klodset end teknikere på scenen. Og når de som her er adskillige minutter om at rigge tre skuespillerinder til i sikkerhedsudstyr og liner, så vi ved at de om lidt skal hejses op og svæve frit over scenen, så fremstår det voldsomt uelegant og al teatermagien synes at forsvinde – keine hexerei, fristes man til at skrive.
At kvinderne det meste af tiden er klædt i hvad der ligner deres private hverdagstøj, får forestillingen til at fremstå ufærdig, som om vi stadig er i prøvelokalet, og så har Liv Helm åbenbart en svaghed for at skuespillerne skal smøres ind i blod og groteske sminkninger. Den effekt har hun i hvert fald brugt mange gange før. Det er omstændeligt, langsomt og aldeles udramatisk.
Kirsten Olesen, Marie Bach Hansen, Christine Albeck Børge, Ellaha Lack og Kitt Maiken Mortensen gør alle hvad de kan og skal for at skabe interessante karakterer ud af de virkelige, historiske personer. Og lykkedes generelt med det, om end mandefigurerne; Christian IV og Otto Scheel skildres noget ensidigt latterlige. Yael Gaathons fysiske performance er ganske fascinerende, mens jeg må indrømme at Maria Albrechtsen og hendes kamera irriterede mig mere end det gavnede. Men det er jo ikke hendes skyld. I rollen som det uskyldige lille barn, er Haylie Noir Helmershøj aldeles yndig, og hele det musikalske univers, med sangene og de smukke korarrangementer fremstår som forestillingens virkelige gevinst. I de musikalske sekvenser opstår noget af den sorte magi, som resten af forestillingen så gerne vil omfavne, men som desværre ikke lykkes.
Så det ender med 3 stjerner. Uforløst, trods alle de bedste intentioner.
—-
”Hex” af Olga Ravn og Liv Helm. Musik og sangtekster: Jeanett Albeck.
Iscenesættelse: Liv Helm. Scenografi, kostumer, videokoncept og videodesign: Freya Sif Hestnes. Videodesign: Rasmus Kreiner. Lysdesign: Michael Breiner. Animation: Maja Sofie Brøgger. Koreografi og butoh-undervisning: Yael Gaathon.
Medvirkende: Kirsten Olesen, Christine Albech Børge, Ellaha Lack, Kitt Maiken Mortensen, Marie Bach Hansen, Yael Gaathon, Jeanett Albeck (også kapelmester), Greta Eacott, Veronika Voetmann, Maria Albrechtsen og Haylie Noir Helmershøj.
Spiller på Det kgl. Teater, Skuespilhuset til 8. juni.
Anmeldt 28. april (premiere)
Forestillingsfoto: Camilla Winther
