ARVEN

0
456

Storslået, modigt og fantastisk vellykket. Det kgl. Teaters mastodont-forestilling ”Arven” er en stor oplevelse og en triumf for ensembleteatret.

* * * * *

Hvis ikke et værk som Matthew Lopez’ ”Arven” skulle spilles på Det kgl. Teater, hvor skulle det så spilles?

Skuespillet på Det kgl. satser stort, og sejrer lige så stort, med den kolossale, næsten syv timer lange forestilling om homoseksuelle mænd i New York i årene lige inden og efter Donald Trumps valgsejr i 2016, og den arv fra 1980’ernes AIDS epidemi, som de bærer med sig.

Det er vist nok første gang denne mastodont af en forestilling spilles udenfor London, hvor den fik urpremiere i 2018, og Broadway, hvor den blev sat op året efter. Begge steder vandt ”Arven” de største teaterpriser for ’bedste skuespil’, og jeg skal tage meget fejl hvis ikke også ”Arven” er i kuverten når ’årets forestilling’ herhjemme skal kåres ved Reumert-prisuddelingen i midten af juni.

Syv timer er lang tid. Derfor spilles ”Arven” også enten over to aftener á omkring tre en halv times varighed inkl. to korte pauser, eller som en maraton med en indlagt spisepause på halvanden time mellem de to dele, hvilket ender med en ’teateraften’ på mere end otte timer. Hvad er bedst? Jeg så forestillingen á to omgange med en dag i mellem, og var glad da jeg sent torsdag aften kørte hjem, og ikke havde yderligere en helaftensforestilling foran mig. Omvendt så skulle jeg lige ’tilbage i stemningen’, da jeg så sad der igen lørdag aften. Det kom jeg hurtigt, men jeg tænker, at den fulde oplevelse får man ved at gå all-in, og se forestillingen på én dag.

Mange vil måske føle sig skræmt af såvel længden, som temaet. For hvor indlysende et stort indtryk ”Arven” utvivlsomt gør på homoseksuelle mænd – både unge i dag og ikke mindst dem, der som jeg var ung i 1980’erne og i den grad husker et tiår, hvor man bogstaveligt talt kunne dø af kærlighed – lige så indlysende er det, at man som ikke-homoseksuel mand godt kan at føle sig en smule fremmedgjort i selskab med forestillingens persongalleri af mere eller mindre flamboyante mænd. For det er primært deres historie ”Arven” fortæller. Men Matthew Lopez’ manuskript er stor teaterkunst, og Thomas Bendixens iscenesættelse yder det stor respekt. Derfor vil alle, det tør jeg godt love, få en stor og stærkt berigende teateroplevelse i selskab med Toby Darling, Eric Glass, Leo, Walter Poole, Henry Wilcox og alle de andre.

”Arven” er bygget finurligt op, som en slags metafortælling, hvor en gruppe unge mænd i fællesskab skriver deres egen historie med den afdøde, skabs-homoseksuelle forfatter E.M. Forster (Morgan) som mentor og inspirator. E. M. Forster var ham, der skrev romaner som ”Howards End”, der er Matthew Lopez’ yndlingsroman og inspiration til stykket, og den epokegørende ”Maurice”, en homo-roman, som Forster skrev i 1910, men som først blev udgivet posthumt i 1971, året efter Forsters død. Skammen over dels at være homoseksuel, dels over ikke at turde vedstå sin seksualitet, og skammen over at ens seksualitet ikke anerkendes, er et gennemgående tema i forestillingen.

Den unge gruppe af mænd, vi følger, er alle sprunget ud, er frigjorte, privilegerede og føler som sådan ingen skam, men de har alle oplevet den, og den modne forretningsmand Henry Wilcox, der er milliardær, republikaner og laver forretninger i Saudi-Arabien, må leve et dobbeltliv. Det er gennem ham, at vi mærker skammen, og det er ham, der bærer ’arven’ fra 1980’erne med sig i livet. Da hans partner gennem 36 år, Walter dør, kaster han sin kærlighed på den unge, kulturelle Eric Glass, som var Walters nære ven, og som netop er blevet forladt af sin kæreste, Toby. Men uanset forholdets åbenhed, så er Henrys sexliv i det skjulte, med trækkerdrengen Leo. Og Leo får også et forhold til flere af de andre mænd, og som forestillingen udvikler sig, viser Leo sig at være den, der for alvor bliver omdrejningspunktet.

De unge og ældre mænds liv og historier flettes således sammen i både et litterært lag, spækket med referencer til Forsters forfatterskab, og en konkret fortælling. I nutid og fortid. Et gammelt hus, hvor Walter i 80’erne oprettede en slags privat AIDS-hospice for døende venner, spiller således en central rolle i forestillingen.

Der er et vist paradoks ved at næsten samtidig med at skuespilafdelingen på Det kgl. Teater nedlægger sit faste ensemble, så opfører man en forestilling, som netop er en triumf for ensembleteatret. De ti unge mænd, de to ældre og blot en enkelt kvinde (Karen-Lise Mynster) fylder forskelligt i billedet, men hver og en er alligevel en helt afgørende faktor for den samlede fortælling. Og der spilles med en forbilledlig ægthed hele raden rundt, også selvom replikbehandlingen indimellem varierer i teknisk kvalitet.

”Arven” må være et hjertebarn for Det kgl.’s skuespilchef Morten Kirkskov, som med forestillingen markerer et kunstnerisk højdepunkt i sin tid som skuespilchef, og som også selv medvirker i rollen som den kyniske forretningsmand Henry Wilcox. En rolle han udfylder smukt, med en stiv kølighed, som følelsesmæssigt splittet træmand. I dobbeltrollen som Morgan (E.M. Forster) og Walter Poole, leverer Jens Jørn Spottag endnu en stor, rigt facetteret præstation.

Alvin Olid Bursøe leverer et enormt gennembrud i rollen som forfatteren Toby, der er på kollisionskursus med livet. Konstant grænsesøgende i sin desperate jagt efter den kærlighed og anerkendelse, han aldrig fik som barn og ung. En kærlighed, han slet ikke kan håndtere, når han så endelig møder den hos først Eric, hos Adam, som han jagter, og senere hos trækkerdrengen Leo, der først dukker op sent i fortællingen, men viser sig at være helt afgørende.

Jonathan Bergholdt Jørgensen udstråler et fascinerende nærvær i sin dobbeltrolle som den unge skuespiller Adam, der kommer ud af en privilegeret stenrig familie, og den purunge hjemløse trækkerdreng, Leo, der af ydre ligner Adam – begge er genstand for Tobys narkotisk blussende begær – og som lever på samfundets dybeste skyggeside. Hans eksplicitte fortællinger om seksuelle overgreb er intet mindre en end gribende.

Emil Blak Olsen er den tredje af de unge bærende karakterer, og skaber med sin feminine Eric en smukt fortalt og meget troværdig udviklingshistorie om en pleaser, der finder sit ståsted i livet.

Omkring dem, næsten konstant på scenen som et medfortællende kor af venner, leveres som nævnt et imponerende skarpt og præcist ensemblespil af Magnus Haugaard, Sigurd Holmen Le Dous, Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer, August Issac Carter, Troels Kortegaard Ullerup og Hervé Toure.

Instruktør Thomas Bendixen er lykkedes fornemt med at få alle de rigtige facetter frem på rette tid. Det er et kæmpemæssigt puslespil af ord og følelser, der samler sig for øjnene af os, uden at én eneste brik lægges forkert. På den måde bliver ”Arven” udover at være en stor teateroplevelse også en triumf for ensembleteatret som begreb.

Kunne ”Arven” være fortalt på mindre end syv timer? Ja, det kunne den vel strengt taget godt. Men de syv timer – uanset om man oplever dem i ét stræk eller fordelt på to aftener – forekommer alligevel ikke et øjeblik for langt. Det er et af de stærkeste dramatiske værker i nyere tid. Det er både morsomt og rørende, varmt, kærligt og kynisk på én og samme tid. Det er stor kunst. Og en sejr for Det kgl. Teaters skuespilafdeling og for forestillingens vidunderlige ensemble.

—-

”Arven” af Matthew Lopez. Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby.

Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi. Palle Steen Christensen. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup.

Medvirkende: Emil Blak Olsen, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Jens Jørn Spottag, Morten Kirkskov, Magnus Haugaard, Sigurd Holmen Le Dous, Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer, August Issac Carter, Troels Kortegaard Ullerup, Hervé Toure og Karen-Lise Mynster.

Spiller på Det kgl. Teater, Skuespilhuset til 13. maj (både i to dele eller som heldags maraton, se www.kglteater.dk for spilledage og tider).

Anmeldt 30. marts og 1. april.

Forestillingsfoto: Palle Steen Christensen

Ingen kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her