Forside Anmeldelser 2023 GREASE

GREASE

577
2

Musicalen ”Grease” er et tilsyneladende uopslideligt hit, som i ny dansk opsætning flyder som en Chevy ’56 ned ad Hollywood Boulevard uden rigtigt at forløse de hestekræfter, der gemmer sig under motorhjelmen.

* * * *

Sig ”Grease” og alle ved præcis hvad du taler om. Kultfilmen, det tror jeg godt man kan kalde det, fra 1978 med Olivia Newton-John og John Travolta som forelskede high school-elever på Rydell High er blevet udødelig. Vi er mange, rigtigt mange, som den gang så filmen med vores folkeskole sweetheart, og drømte om pomadehår, fake silkejakker, højt hår og brølende amerikanerbiler med nogenlunde samme potens under motorhjelmen som på bagsædet.

Teatermusicalen der blev lavet nogle år før filmen synes lige så uopslidelig. Utallige gange er den blevet sat op på danske scener, og lige nu går den (igen eller måske stadig) i Londons West End og trækker fulde huse. Der er ikke noget at sige til at Jesper Winge Leisners One And Only Musicals endnu en gang, senest var i 2012 – og 2014, har poleret Grease Lightening op til løjer og sendt den på endnu et nostalgisk cruise med dansk teaters ukronede musicalkonge Silas Holst som den glatte trussetyv Danny Zuko, og nu med Neel Rønholt som skolens pæneste pige, Sandy, der fordrejer hovedet på ham og har ben nok i opstoppernæsen til at få sin vilje.

Uden at det på nogen måde skal opfattes som aldersshaming så må de være det ældste high school-par i historien, og mens castingen af Silas Holst formentlig kan ses med en rent kommerciel logik – han sælger billetter som ingen anden dansk skuespiller i dag – så kan castingen af Neel Rønholt nok bedst forklares med, at det ganske enkelt ville virke helt forkert, måske endda moralsk angribeligt, hvis rollen overfor Holst blev spillet af en 23-årig musicalperformer. Hun har ikke spillet musical før, og på den baggrund gør hun det pænt og nydeligt, men uden at brænde igennem. Nok er Sandy skolens pæne dydsmønster, men der skal altså være noget bag den plisserede nederdel, der gør en type som Danny Zuko kulret, og det ser jeg bare ikke i Neel Rønholts ferske karakter.

Det er denne gang Frede Gulbrandsen, der har instrueret – i øvrigt med Silas Holst som debuterende musical-koreograf, en opgave han bestemt løser flot – og Gulbrandsen har skabt en flot, flydende og velfungerende musicalmaskine, der bare buldrer derudaf med flotte danseoptrin og de velkendte sange som perler på en snor. Alting fungerer med strømlinet perfektionisme, og ”Grease” er indiskutabelt underholdende. Ikke noget der. Til gengæld er opsætningen fuldstændig overfladisk og nærmest blottet for den charme, der netop er filmens kvalitet. Frede Gulbrandsen synes at være sat på en bunden opgave, for han er en bedre personinstruktør end hvad der kommer til udtryk her.

Forestillingen synes som en Teflon pande; intet brænder sig fast. Der er hverken kant eller stegeskorpe, men alting ser godt ud og dufter rigtigt. Det er påfaldende at der i Sara Gadborgs svulstigt swingende Teen Angel er mere sjæl end i resten af ensemblet tilsammen, inklusive Lea Thiim Harders Rizzo, som ellers er den eneste, der formår at give sin karakter, skolens lige lovligt fremmelige femme fatale, en form for menneskelig nerve.

Resten fremføres dygtigt, fermt, effektivt og fejlfrit som sad man og så en musikvideo på MTV. Selv musikken, der leveres af Joakim Pedersens femmands orkester, har fået tilført så meget rumklang og ekkoeffekt, at det lyder som var det hele præindspillede tapes, og i Pedersens arrangementer levnes der ikke plads til blot en enkelt neddæmpet, følsom sang. De er der, men det hele sovses ind i en kønsløs maskinel musikalsk indpakning.

”Grease” skal også nok denne gang blive en solid publikumssucces. Der lægges op til den helt store tøsetur med make-up bord og selfie kamerastationer allerede i den lyserødt pyntede foyer. Men de mange hestekræfter, der ligger under motorhjelmen på Kenickies Chevy bliver ikke rigtigt forløst.

—-

”Grease”.

Manuskript, musik og sangtekster: Jim Jacobs og Warren Casey. Supplerende musik: Barry Gibb, John Farrar, Louis St Louis og Scott Simon. Oversættelse af dialog: Pierre Westerdahl og Ina Bruhn. Oversættelse af sangtekster: Thomas Bay og Mads Æbeløe Nielsen.

Instruktør: Frede Gulbrandsen. Koreograf: Silas Holst. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumedesign: Simone Bartholin. Arrangør og kapelmester: Joakim Pedersen.

Medvirkende: Neel Rønholt, Silas Holst, Lea Thiim Harder. Joakim Lind Graae Tranberg, Fie Alberte Damgaard, Alberte Kyst, Nanna Rossen, Christian Collenburg, Thor Vestergaard, Lasse Dyg, Patrick Terndrup, Linea Høeg Olsen, Sara Gadborg, Nstja Arcel, Ole Boisen, Simon Glæsel, Malene Koch, Kirsty McDonald, Søren Torpegaard Lund, Tone Reumert og Suad Adam Demirovic.

Producenter: Rikke Lange og Jesper Winge Leisner.

Spiller på Scandic Falkoner til 2. april, Musikteatret Holstebro 12.-23. april og Vejle Musikteater 26. april til 7. maj.

Anmeldt 14. marts.

Forestillingsfoto: Miklos Szabo

2 KOMMENTARER

  1. Jeg var i går inde og se Grease, og jeg synes den var fantastisk. Silas Holst var lige som at se John Travolta, måden han gik på sad lige i skabet. Nanna Rossen som spillede Jan gjorde det også til kryds og slange, og så synes jeg at Lea Thiim Harder sang super godt.
    Fem store ⭐️ herfra.

  2. Var inde og se Grease i går, og ja den var underholdende og fin, men synes at de fleste skuespillere mangle attitude, og Sandy var en smule for neutral. Vi sad ca midt i salen og det var ofte svært at skelne de mandlige karaktererne fra hinanden, hvilket forvirrede en del.
    God musik og dejligt når ikke sangene var oversat til dansk, så man kunne nynne lidt med. Ja Grease er helt klart en musical at se, når man har et vist antal år i benene, men som en moderne film mangler Grease handling.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her