Forside Anmeldelser 2023 ILIADEN

ILIADEN

377
0

Suverænt gennemført epos-teater på Betty Nansen, men også en teksttung og krævende forestilling – for både publikum og de medvirkende.

* * * * *

Homers ”Iliaden” er et kæmpeværk om krig, misundelse, frygt, sorg og kærlighed – især til sine børn. I sin oprindelige form består værket af 24 ’sange’, og i norske Eline Arbos dramatisering til Betty Nansen Teatret – i samarbejde med Tom Silkeberg – med musikalsk dramatisering af Thijs van Vuure kommer dette gigantiske epos til at fremstå som en art musikalsk konceptalbum, hvor hver af de otte medvirkende i glimt bryder ud af et smidigt og tight ensemblespil, og leverer deres soli, som var det et jazzorkester, der fortolker en evergreen i helt nye toner.

På denne måde lykkes det at få fortalt en vanvittigt kompleks og voldsomt blodig historie fra oldtidens Troja i et moderne og opdateret sprog, som nok synes som en krævende opgave for betragteren, men dog ikke uoverskuelig.

Her er mange ord , sindssygt mange ord og begrebet namedropping må stamme fra Homers tid for et par tusind år siden, for det fyger med navne; ikke bare alliancerne og mis-alliancerne imellem, men også på de døde. For hver gang et nyt slag udkæmpes, så får hver enkelt af de døde et navn. De er ikke blot et nummer i rækken af ofre, men et menneske af kød og – drænet for – blod.

Historien kan fortælles kort; den består af to konflikter, der er vævet ind i hinanden. Den overordnede konflikt er at Kong Agamemnon er draget i krig mod Troja fordi trojanernes prins Paris har bortført Menalaus’ smukke hustru Helene og bragt hende hjem til Troja som trofæ. Menalaus rejser en hær med Agamemnon og grækernes største kriger Achilleus i spidsen og belejrer Troja. Hvad der forventedes at tage få dage, varer i mere end ti år.

Undervejs bliver alfahannerne Agamennon og Achilleus imidlertid uvenner – selvfølgelig over en kvinde, den smukke slavinde Briseïs – og det er så epossets anden, centrale konflikt. Achilleus vender Agamemnon ryggen, og uden ham taber grækerne terræn til den trojanske hær, anført af krigeren Hektor, der er søn af Kong Priamos og bror til Paris, som startede al balladen. Først da Hektor dræber Achilleus’ bedste ven Patroklos, vender Agamemnon tilbage til slagmarken for at få hævn, og da han dræber Hektor, opsøger Priamos sine fjender og beder om at få lov at give sin tabte søn en ordentlig begravelse – hvilket medfører en tolv dage lang våbenhvile. Dengang som nu var der forskel på folk.

Med den skønne Helene (en virtuos Mathilde Arcel) som indledende og afsluttende fortæller, lader Eline Arbo historien flyde over scenen, som ensemblet allerede har indtaget inden publikum kommer ind i salen, og som de efterfølgende ikke forlader igen, bortset fra i en kort pause. De er alle konstant nærværende, som en del af eller som vidner til dramaet, og de bidrager som musikere og sangere til at Thijs van Vuures musikalske fragmenter, mere eller mindre melodiøse suiter og messende korsang samler de oprindelige 24 sange til ét musikalsk værk. Det er suverænt gennemført, og virkelig en respektindgydende ensemblepræstation.

Undervejs får Agamemnon (Anders Budde som vankelmodig, selvglad alfahan) og Achilleus (en strålende Mathias Rahbæk splittet mellem sine maskuline og feminine sider) lov til at udkæmpe deres hanekamp, med grækerne Patrokles (Mathias Bøgelund leverer en showstopper af et nummer forklædt som Achilleus) og Achilleus’ mor Thetis (en nænsomt martret Ida Cæcilie Rasmussen) som magtesløse vidner, mens Trojanerne på den anden side er splittet mellem kong Priamos’ (en statuarisk fremragende Asbjørn Krogh Nissen) ønske om fred, og hans søn Hektors (Ena Spottag) blodtørst, med Hektors hustru Andromache (Xenia Noetzelmann) som balancerstang.

Replikkerne skifter mellem nutidigt sprog og klassisk svulstige tirader, og der er godt nok mange ord. Så mange, at det undervejs i første akt i perioder er vanskeligt at bevare fokus, på samme måde som når man på et museum går fra planche til planche spækket med informationer. Man må lige tage luft ind et par gange. Efter pausen drives fortællingen (endnu) mere fysisk frem, og ensemblets mesterlige præstation holder dampen oppe lige til det sidste.

Ida Marie Ellekilde har skabt en brutal slagtehus-scenografi, hvor krigerne med klinisk tålmodighed ruller afdækningsplast ud inden de begynder at slå ihjel. Det er vældigt velfungerende, mens kostumeringen fremstår mindre afklaret i sit udtryk.

”Iliaden” er hård kost at komme igennem, men at dømme efter den hujende begejstring fra aftenens to gymnasieklasser blandt publikum, så langt at foretrække frem for den gængse undervisning i ’oldævl’, og som teater et suverænt gennemført samspil mellem instruktører og skuespillere, der synes at have fundet noget nær perfekt fodslag.

—-

”Iliaden” frit efter Homers Iliade. På dansk af Otto Steen Due. Dramatiseret af Eline Arbo og Tom Silkeberg.

Instruktion: Eline Arbo. Komponist og musikalsk instruktion: Thijs van Vuure. Scenografi og kostumedesign: Ida Marie Ellekilde. Lysdesign: Christian Alkjær.

Medvirkende: Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen og Ena Spottag.

Spiller på Betty Nansen Teatret til 19. april.

Anmeldt 15. marts

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her