Forside Anmeldelser 2023 HAIR

HAIR

579
0

Østre Gasværk når nye tekniske højder med fremragende lyd og et vidunderligt smukt visuelt udtryk, men ”Hair” er alligevel en skuffelse.

* * *

I en tid, med krig i vores nærområde, hvor tusindvis af uge mænd mister livet, skulle man tro at musicalen ”Hair” stadig havde en relevans, med sit budskab om kærlighed og fred. Men i 2023-versionen på Østre Gasværk Teater fremstår ”Hair” foruroligede irrelevant.

Alle sejl er ellers sat til på Østre Gasværk Teater, der har fået installeret en fuldkommen faktisk teknologi, TheatreMax®, som giver publikum en både lydmæssig og visuel teateroplevelse, der sætter helt nye standarder herhjemme. Hold da op, hvor er det flot – og hvor lyder det godt!

Desværre kan forestillingen, der markerer indvielsen af alt det tekniske halløj, slet ikke leve op til de ydre kvaliteter. ”Hair” var muligvis grænseoverskridende og relevant i 1968, da den kom frem og talte direkte ind i sin egen tid. Men den historie, den fortæller inde bag alle syretrippene og musicalens collageagtige form, er tynd og bliver her nærmest fraværende. Det er formentlig ikke uden grund, at Milos Forman ændrede grundhistorien markant i sin berømte – og fremragende – filmatisering fra 1979.

Vore dages unge har formentlig svært ved at identificere sig med 1968-generationen, der holdt Love-In’s i Central Park i New York, og dyrkede fri sex på tværs af køn og etnicitet, til borgerskabets bestyrtelse. Dagens unge er forbløffende puritanske, og nyliberale i deres tankegang, så selvom ingen – hverken dengang eller i dag – ligefrem råber hurra over en krig, der i al sin absurde meningsløshed koster så mange døde, så fremstår ”Hair” ude af trit med tiden. Min unge ledsager kunne i hvert fald ikke identificere sig med forestillingens unge.

”Hair” bliver således en musical, der skuer bagud til en tid, der var en gang, frem for at bevæge sig i vor egen tid og skue frem.

Tidsbilledet bliver derfor en slags musikalsk glansbillede, som de der er gamle nok til at have oplevet tiden for alvor, måske kan mindes med den glæde sorgløse ungdomsminder nu giver en. Os, der tilhører generationen lige efter kan til nød erindre perioder, hvor vi stræbte efter noget af det vores forældres generation stadig talte om, mens vores børn i høj grad har sværere ved at identificere sig med det. De samles ikke i nær samme grad i parker, men i chat-rooms på nettet, og deres oprør mod forældregenerationen forekommer i højere grad at være individualismens oprør mod fællesskabet. Ikke omvendt.

Heldigvis er ”Hair” rig på sange – mere end 40! – og de er gode, og der synges generelt på et højt niveau i det unge og typemæssigt perfekt castede skuespiller- og sangerhold. Det er lidt et paradoks at den allerbedste sang er den første – ”Aquarius”, som her synges af den teaterdebuterende Saba Lykke Oehlenschlæger – men musikalsk holder ”Hair” stadig, og som nævnt har lyden aldrig været bedre i det smukke, men akustisk udfordrende gasværk. Det unge cast sprudler af energi og har masser af free spirit, men når de ikke synger, går det galt, i perioder helt galt. Skuespilmæssigt minder ”Hair” alt for ofte om en skolekomedie på en dramaefterskole. Det går altså ikke på et stort, professionelt, københavnsk teater.

Hver især skaber de unge nogle troværdige karakterer, som fungerer fysisk og visuelt i ensemblespillet, men som for de flestes vedkommende ikke holder når de skal træde frem individuelt. Musicalens bærende roller; Gustav Allan Schrivers Claude, der sendes i krig til den visse død, og Oliver Lundqvists Berger, hippie-stammens selvbestaltede omdrejningspunkt, mangler begge i skræmmende grad både charme og gennemslagskraft i deres spil. Matilde Zeuner, som fik debut i ”Mamma Mia” for et par år siden, viser nye sider af talentet end vi hidtil har set som Sheila, der er klemt inde mellem to mænd, og Katrine Schmidt Nørgaards Jeanie er ikke uden evner, men faktisk er det Christoffer Lund Skov, der som hippien Woof, skaber den mest helstøbte og troværdige karakter. Anders Bilbergs absurde drag-version af middelklassekvinden Margaret Mead vækker morskab, men synes voldsomt overspillet. Et generelt problem i denne opførelse.

Allerede da ”Hair” i 2013 senest blev sat op på Østre Gasværk skrev anmelderne dengang om en forestilling, der virkede forældet og stivnet i fortiden. Den aktuelle opsætning er gnistrende vital, men de to timer og tre kvarter (inkl. pause) hashrusen varer, føles som en lille evighed. Formentlig er Gerome Ragni, James Rado og Galt Macdermots værk fastløst af rettigheder, som et gammelt bevaringsværdigt hus, hvor man ikke en gang må skifte gardinerne, men den amerikanske instruktør og koreograf Lynne Kurdziel Formato burde nok tidligt i processen have indset, at musicalens mangler og ensemblets formåen ikke holder vand i 2023, og have strammet op og skåret til.

Kim Witzels flotte wide-stage scenografi, Thomas Agerholms imponerende videodesign, Line Bechs tidsmæssigt perfekte kostumer, Søren Graversens enormt vellydende ni-mands orkester , lyset og lyden under gasværkets kuppel er alt sammen med til at ”Hair” trods alt ikke bliver rendyrket dramadokumenter fra en tid kun de færreste fortsat husker.

—-

”Hair”. Manuskript og sangtekster: Gerome Ragni & James Rado. Musik: Galt Macdermot. Oversættelse: Helle Hansen.

Instruktion & koreografi: Lynne Kurdziel Formato. Scenografi: Kim Witzel. Kostumer: Line Bech. Videodesign: Thomas Agerholm. Lyd: Tim Høyer. Lys: Brian Njie. Kapelmester: Søren Graversen.

Medvirkende: Gustav Allan Schriver, Oliver Lundqvist, Matilde Zeuner, Katrine Schmidt Nørgaard, Jean Michel Bay Helgason, Maria Overgaard Vinther, Christoffer Lund Skov, Saba Lykke Oehlenschlæger, Izana Ray Jørgensen, Linnea Stenbeck, Hannibal Koch, Regitze Glenthøj, Anders Bilberg, One Bailey, Caroline Natàlia Rodrigues Teixeira, Oliver Aagaard-Williams, Sara Östberg Diakité, Katrine Skovbo Jespersen, Morten Daugaard og Rasmus Faartoft.

Spiller på Østre Gasværk til 23. april.

Anmeldt 3. marts.

Forestillingsfoto: Søren Malmose

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her