Forside Anmeldelser 2022 BOGANMELDELSE: ”DEM JEG MØDTE PÅ VEJEN”

BOGANMELDELSE: ”DEM JEG MØDTE PÅ VEJEN”

642
0

Sjov, kærlig og temmelig nørdet anekdotisk erindringsbog af en ung teater-og filmfan, der tog mod til sig og kontaktede sine idoler.

* * * *

Claus Rudbeck er en yngre mand, der siden han var barn i Sønderjylland, har elsket danske film, teater og revy, som selv en gang havde en drøm om at optræde, men som aldrig rigtigt fik mulighed for at udleve drømmen.

I stedet har han udviklet en nærmest nørdet interesse for teatret, filmen og for skuespillere, og modsat så mange andre, så havde han allerede som knægt modet til at kontakte sine idoler og bede om en autograf, og stille et spørgsmål – og når man spørger, så får man som regel svar.

Mange af de skuespillere han kontaktede – både dem, der var rigtigt store stjerner, som for eksempel Ove Sprogøe og Jens Okking, og dem, der karrieren igennem har levet et liv i skyggen af de største – har han siden knyttet mere eller mindre tætte bånd til. Nogle som en slags pennevenner, andre som reelle, årelange venskaber, og det er dem – og ham selv – bogen ”Dem jeg mødte på vejen” handler om.

Det er en lidt pudsig bog, for det er på en gang en næsten naiv fortælling om et ungt menneske, der ikke er bleg for at troppe uanmeldt op hjemme hos et idol, medbringende en buket blomster og en autografbog, og et vidnesbyrd fra en næsten svunden tid, hvor skuespillerne beskrives gennem deres møder med Claus Rudbeck.

Nogle bidrager med sirlige ’mini-biografier’, som ikke er så ’mini’ endda. Andre får vi beskrevet gennem deres møde(r) med forfatteren. Der er 10 portrætter: Ove Sprogøe, Grethe Mogensen, Jens Okking, William Kisum, Inger Rauf, Helle Virkner, Preben Kristensen, Lis Løwert, John Martinus og Susanne Jagd. Uden at fornærme nogen af dem, så er det ikke alle, der under normale omstændigheder ville blive genstand for en biografisk bog. Mest interessant er nok dem, hvor forfatteren knyttede de tætteste bånd. Teaterchef Inger Rauf for eksempel.

Biografierne er lidt ensartet fortalt i en stram kronologisk form, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med i alle opremsningerne af film-, teaterforestillinger og hvem de forskellige har spillet sammen med. Men det er nu heller ikke en bog, der er lavet med henblik på at komme til at ligge under hvert andet juletræ i Danmark i år. Det er derimod forfatterens mangeårige drøm om at sætte ord på de møder med mennesker, han har beundret og beundrer, og som har formet hans eget liv, der er blevet levendegjort.

Har man en nørdet tilgang til skuespilleranekdoter og biografier, så skal man da have denne lille, fine bog med i samlingen. Måske primært som et kuriosum, men den er skrevet med en befriende åbenhjertighed og belyser sider af teater- og filmfolk, berømte såvel som mindre berømte, som man måske ikke lige kendte til.

Claus Rudbeck har tidligere skrevet en hel biografi om sit venskab med den nu afdøde skuespiller Palle Huld, og han har udgivet bogen på sit eget forlag, som han meget passende kalder for ’Forlaget Nostalgi’.

Claus Rudbeck: ”Dem jeg mødte på vejen”. 328 sider. Forlaget Nostalgi.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her