Forside Anmeldelser 2022 THE LAST CHRISTMAS

THE LAST CHRISTMAS

55
0

Odsherred Teaters årlige juleforestilling er i år helt anderledes end man er vant til. Vemod og melankoli afløser skæg og ballade.

* * * 

Er denne jul den sidste jul?

Man er lige ved at tro, at det er budskabet i “The Last Christmas”, som er Odsherred Teaters bud på en juleforestilling i 2022; i et år med krig lige i nabolaget og en latent klimakatastrofe, der hænger som et varsel om en snarlig undergang over vores hoveder.

I en del år har teatrets ensemble – ægteparret Mei Oulund og Henrik Ipsen – med skiftende makkere lavet spøjs, folkelig juleunderholdning i form af julebanko, og sidste år blev den nye flotte teatersal indviet med en regulær julerevy, som ganske vist ikke var i et traditionelt format, men dog teatrets bud på skæv og skør underholdning, der gav varme i kroppen i en kold tid.

I år er tonen noget anderledes. “The Last Christmas” kaldes for en ‘bittersjov teaterkoncert’, men det sjove skal man godt nok lede længe efter i forestillingen, der blot varer en time og 35 minutter inklusive en pause, der kun kan have ét eneste formål; at skabe lidt ekstra omsætning i baren. 

Vemod og melankoli er der derimod til overflod, når Mei Oulund, Henrik Ipsen og Isa Marie Henningsen med den ganske karismatiske, men også markant indadvendte multiinstrumentalist Martin Ullits Dahl synger et par håndfulde kendte og mindre kendte julesange i helt nye, markant forandrede arrangementer.

December will be magical, synger Ullits Dahl indledningsvis med en uomtvistelig snart af britisk undergrundsrock i både attitude og stemmeføring, og det er lige før at det bliver magisk, når Isa Marie Henningsen efterfølgende giver sit bud på MC Einars udødelige december-hitbasker “Jul det’ cool”, ikke som rap, men nærmere som en talk, der sætter tekstens satiriske dybder i fint fokus. 

Derefter synes forestillingen at tage en mere og mere tungsindig drejning. Som om The Pogues “Fairytale of New York” og Chris Reas “Driving home for Christmas” ikke i sig selv rummer nok længsel og savn. Her får den lige et ekstra skru på melankolien.

Henrik Ipsen afslører en smuk, følsom stemme – det hedder vist en lyrisk tenor – i en ganske smuk fortolkning af Love Shops “En nat bliver det sommer”, som synges i et smukt scenebillede med grønne, lysende rør, der sænkes ned fra loftet. Også efter pausen er det melankolsk, men dog med en snert af håb spirende i fortolkningen af soldatens brev fra skyttegravene under Første verdenskrig, hvor han fortæller om hvordan de tyske og britiske styrker spontant mødes i Ingenmandsland for at holde julefred i fællesskab.

Det positive budskab varer dog her, som dengang, kort, for herefter er det atter savn og længsel, der er det bærende udtryk i forestillingen frem mod en version af “Last Christmas” som man ikke ligefrem har hørt den før; mørk og monoton. Det er bestemt et spændende bud på en af de mest spillede julesange i vor tid, men er det godt? Ikke rigtigt.

Lisbeth Burian har skabt en scenografi bestående af en drejsescene i det helt nøgne ‘ind-til-de-rå-mure’ scenerum og hundredevis af juletræsfødder, der flyttes rundt på i en uendelighed, og som blandt andet kan stå som en kirkegård af simple trækors over de faldne på slagmarken. Desuden har hun klædt de medvirkede på i nogle aldeles aparte kostumer, som er så uklædelige, at der må være en dybere mening med det. En mening, jeg fortsat søger at forstå.

Martin Ullits Dahl, som blandt har kunnet opleves på Nordkraft i Aalborg i teatrets anmelderroste “Woyzeck” og i musikerkredse er kendt under sit alter ego Prins Nitram, er det musikalske omdrejningspunkt. Han står for alle arrangementer og spiller selv alle instrumenter, ofte på ganske imponerende vis, på samme tid. Han har et markant udtryk, både musikalsk og vokalt og er særegen og spændende på den gode måde. Isa Marie Henningsen er dygtig, men man savner at hun får lov at slippe talentet mere løs. Mei Oulund leverer en udmærket udgave af Prince’s patosfulde “Another lonely Christmas”, men har vanskelige betingelser for at brænde igennem for alvor. Den mission lykkes bedst for Henrik Ipsen, der byder ind med et nærvær i sine sange, som man savner mere af i teaterchef Leiv Arne Kjøllmoens trevne iscenesættelse, der grundlæggende synes at savne et samlet mål med det hele.

Man forlader teatret med en besynderlig følelse i kroppen. Er det her en god teaterkoncert? Eller er der for meget uforløst potentiale? Jeg synes det sidste.

—-

“The Last Christmas – en bittersjov teaterkoncert” med tekst/musik af bl.a.: MC Einar, The Pogues, Joni Mitchell, Prince, Chris Rea, Wham.

Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen. Scenografi & kostumedesign: Lisbeth Burian. Lys: Dennis Veilgaard. Lyd: Jakob Pørtner. Musikalske arrangementer: Martin Ullits Dahl (skrives Ullitsdahl i programmet).

Medvirkende: Isa Marie Henningsen, Mei Oulund, Henrik Ipsen og Martin Ullits Dahl.

Spiller på Odsherred Teater til 17. december.

Anmeldt 23. november (premiere)

Foto: Forestillingens profilfoto, som ikke matcher det sceniske og visuelle udtryk i forestillingen.

Tidligere artikelNOMINERINGERNE TIL TEATERPOKALEN
Næste artikelAND I SIGTE

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her