Forside Anmeldelser 2022 RAPUNZEL

RAPUNZEL

485
0

Eventyrteatrets efterårsferie-forestilling er som altid sød og musikalsk – i år også med lidt uhygge og et tema om at det er ok at være anderledes.

* * * * *

Eventyrteatret er en masse søde og dygtige børn, der i to omgange hvert år optræder for andre søde børn og deres familier i Tivoli. Både i efterårsferien og ved juletid.

Det er også en professionelt anlagt teaterskole for børn, hvorfra der gennem årene er udklækket stribevis af senere professionelle skuespillere. På teaterskolen er der, hvis man skal tro teaterleder Susanne Vognstrups ord i det flotte, farvestrålende program, ‘plads til alle’ og man gør et meget stort nummer ud af at ‘alle er lige’. Det afspejler sig i forestillingerne, hvor det naturligt nok er de dygtigste, der har de største roller, men ikke nødvendigvis den største rolle år efter år. 

I dette års efterårsferie-eventyr – der tager sin inspiration fra eventyret om Rapunzel – handler forestillingen om at det er ok at være anderledes. Rapunzel, det er hende med det meget, meget lange hår, der sidder fanget i et tårn og bliver reddet ud af sin ridder. I Gunvor Reynbergs version, er Rapunzel og en masse andre unge, med hver deres specielle særtegn fanget som trælle underlagt et hårdt diktatur i staten Heroika, styret af nogle grumme amazoner – Søstrene. I Heroika arbejder det undertrykte folk med at grave diamanter frem af miner i bjergene.

Her er det er forbudt at skille sig ud fra mængden og være anderledes, så Rapunzels lange hår er en hemmelighed, der ikke må afsløres for andre, ligesom veninden Caudas hale, og et forelsket par, Veki og Sensa, som begge viser sig at være født med grønne pletter på kroppen. Da Rapunzel gør oprør bliver hun anbragt i tårnet, hvor fangevogterne kun kan bringe hende mad når hun kaster sit lange hår ned så de kan klatre op af det. Søstrene vil have Rapunzels lange hår, men kun hun selv kan skære det af, og det nægter hun, indtil hun bliver nødt til at redde sin veninde.

Det grumme land Heroika kan sagtens være et billede på Putins Rusland eller et andet ondt diktatur. De har et naboland, Irisia, hvor alle indbyggerne er farverige, festglade og fjollede. Her er der ikke bare plads til at være anderledes, her er det normen. Heroika planlægger at erobre Irisia og ensrette dets befolkning.

Som fortælingen skrider frem ender det i en konflikt, hvor Heroikas egne minearbejderne og de ‘anderledes’ gør oprør, og til sidst ender alting som det jo skal i et eventyr – lykkeligt.

Åh, gid det var så vel i den virkelige verden. Men de to timer i selskab med de dygtige Eventyrbørn bliver heldigvis som en oase i en hverdag med krig og ufred lige rundt om hjørnet og en valgkamp lige udenfor Glassalens trygge rammer.

Til tider er årets forestilling lidt uhyggelig – de allermindste børn skal nok holdes i hånden – men ellers er den som altid både sød og hygsom. Børnene synger og spiller vældigt godt, og man vil bemærke at det er et anderledes musikalsk udtryk, de kommer med i år. Den faste komponist gennem årtier er udskiftet med brødreparret Mathias og Rasmus M. Munck, og deres musik fremstår både mere nutidig og måske også lidt mere kompleks og udfordrende for de unge sangere, som ihvert fald ikke kommer sovende til succesen.

Og succes det er det igen i år. Selvfølgelig kan man ikke benytte samme målestok som normalt, men det er nu lige før. Produktionen er storladen og ekstremt farverig. Her er masser af kostumer, masser af gode energier og fine præstationer i både de store roller og i de små, finurlige roller, som netop Eventyrteatret er så gode til at skabe. Her er det tre små elskelige hårtotter, som slet ikke er til at stå for, og et herligt regnbuefarvet homopar, som også får hinanden til sidst.

Heller ikke i år går man således forgæves i Glassalen, og de lidt ældre børn og de voksne, får lidt mere med hjem at tænke over og samtale om end tidligere. Det er slet ikke så tosset.

—-

“Rapunzel” af Gunvor Reynberg med musik af Mathias og Rasmus M. Munck.

Instruktion: Bo Skødebjerg. Scenografi: Anders D. Bendstrup. Kostumedesigner: Christine Brincker. Koreograf: Henrik Lund. Sanginstruktør: Lise Tjalve.

Medvirkende: Næsten 100 børn og unge fra Eventyrteatret.

Spiller i Glassalen i Tivoli til 23. oktober (efterårsferien).

Anmeldt 8. oktober (premiere).

Foto: Ole Mortensen, Tilsted Kommunikation.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her