Forside Anmeldelser 2022 SPILLEREN

SPILLEREN

28
0

Line Knutzon og Elisa Kragerup reducerer Fjodor Dostojevskij til overgearet crossdresser-komedie, der kun morer i kraft af skuespillernes ukuelighed.

* * 

Fjodor Dostojevskij (1821-1881) er en af verdenslitteraturens største forfattere, hvis værker i de seneste 150 år er blevet oversat, udgivet og læst over hele verden. Han har inspireret utallige andre forfattere gennem sit forfatterskab, og selvom Dostojevskij ikke var dramatiker, så rummer hans værker tematikker og et persongalleri, der har været åbenlyse for såvel filmen som scenen. Dostojevskij er blevet dramatiseret jævnligt.

Seneste bud er Line Knutzons i sin egenskab af husdramatiker på Betty Nansen Teatret. Sammen med teaterdirektør og instruktør Elisa Kragerup har hun dramatiseret Dostojevskijs lille roman “Spilleren” – ganske vist ualmindeligt frit som de retfærdigvis skriver i den lille programfolder, men dog ikke friere end at de benytter Dostojevskijs navne og det fiktive kurbadested Roulettenborg. 

“Spilleren” handler om grisked, menneskelig dårskab og ludomani. På kurbadestedet – med casino – møder vi en falleret russisk general, hans ikke helt unge ugifte datter, hans langbenede golddigger af en kæreste, deres huslærer og diverse andre, som generalen enten skylder penge eller drømmer om at få datteren afsat til. De venter alle på to ting; at vinde på rouletten om aftenen og på at generalens ældgamle og stenrige arvetante hjemme i Moskva omsider skal dø, så generalen kan arve hendes formue og genvinde ære og værdighed. Problemet er bare, at arvetanten ikke dør, og mens de venter, spiller alle sig dybere ned mod armodets afgrund. Pludselig en dag dukker arvetanten op, spillet af Tammi Øst som en blanding mellem fru Fernando Møhge fra “Matador” og Ghita Nørby på en rigtig, rigtig skidt interview-dag. Det er faktisk meget sjovt.

Den gamle dame bliver fascineret af rouletten og til sine arvingers ubetingede rædsel spiller hun i løbet af få dage hele sin formue væk, inklusive de 3 mio. rubler hun ellers vinder den første aften. Familiens huslærer, der her af uransaglige årsager er håbløst forelsket i generalens rædsomme datter, bliver som de andre grebet af spilledjævlen, og da alle andre er blanket af, står han tilbage med 500 rubler på hånden. Dem satser han – og vinder – og nu er det ham, den langbenede golddigger vil have, for nu er det ham, der er rig. Sammen tager de til Paris, hvor hun i løbet af få måneder fester alle pengene op og skrider videre til den næste rigmand, mens huslæreren står tilbage ved en roulette og håber at han kan vinde med sine sidste 100 rubler.

Historien er stadig aktuel, Persongalleriet er farverigt og som skabt til teatret. Desværre bliver resultatet ikke hverken Dostojevskij eller Betty Nansen Teatret værdigt. Knutzon og Kragerup reducerer Dostojevskijs livskloge romanforlæg til en totalt overgearet crossdresser-komedie, hvor der selvfølgelig også skal være plads til at elektromusikeren Lydmor (Jenny Rossander) laver lidt rave i den. Den langbenede golddigger Blanche spilles af Simon Bennebjerg, mens den franske adelsmand De Grillet spilles Stine Schrøder Jensen. Hvorfor? Jo, fordi man naturligvis i dag ikke skal lade sig begrænse af bagateller som køn. Det er meget mere woke i stedet at lade skuespillere af det modsatte køn skabe de grovskårne stereotyper.

Simon Bennebjerg leverer især i slutningen en respektindgyndende performance, et show-i-showet, og applaus for at gå all-in på opgaven. Tammi Øst er nu alligevel forestillingens morsomste omdrejningspunkt, når hun entrerer scenen i kørestol som en decideret dæmonisk overlegen olding, der er hundrede procent bevidst om den magt hun har over resten af entouraget. I Tammi Østs spil, hvor karikeret det end er, ligger der noget menneskeligt bag karakteren, en dybde, der synes aldeles fraværende hos resten af ensemblet. Desværre også i Anders Buddes huslærer Aleksej, hvor der ellers er en interessant udvikling fra overset undersåt til stenrig med alle muligheder foran sig og tilbage til et endnu dybere armod end før. Han trænger bare aldrig rigtigt igennem. 

Palle Steen Christensen har skabt den kolde, art deco-lignende scenografi, og nogle kostumer, der ikke forekommer at have en klar linje, og Elisa Kragerup har selv instrueret i et hæsblæsende overgearet tempo, hvor det eneste, der rigtigt imponerer, er skuespillernes ukuelighed. Niels Ellegaard, Zaki Nobel Mehabil, Kitt Maiken Mortensen, Maria Winther Nørgaard og Adam Schmidt foruden de allerede nævnte slider og slås med deres karikerede overspil.

Det er en kort forestilling på under to timer inklusive pause, men den føles lang som en sibirisk vinter. Dostojevskij har været død i snart 150 år, men hans værker huskes stadig. Line Knutzons og Elisa Kragerups “Spilleren” er formentlig glemt dagen efter sidste spilleaften 30. oktober. Desværre.

—– 

“Spilleren” af Line Knutzon og Elisa Kragerup ualmindeligt frit efter Fjodor Dostojevskijs roman (oversat af Ole Husted Jensen) og en tysk sceneversion (oversat af Madame Nielsen).

Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi, kostumer & videodesign: Palle Steen Christensen. Koreograf: Signe Fabricius. Musikalsk konsulent; Lydmor (Jenny Rossander).

Medvirkende: Tammi Øst, Simon Bennebjerg, Anders Budde, Niels Ellegaard, Stine Schrøder Jensen, Kitt Maiken Mortensen, Zaki Nobel Mehabil, Maria Winther Nørgaard og Adam Schmidt.

Spiller på Betty Nansen Teatret til 30. oktober.

Anmeldt 7. oktober.

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

Tidligere artikelTA’ MIG SOM JEG ER
Næste artikelRAPUNZEL

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her