Trine Pallesen i sin karrieres største præstation i kærligt, varmt og vanvittigt godt musikalsk portræt af sangerinden Grethe Ingmann.
* * * * *
Jeg har en gang for mange år siden hørt en berømt tidligere radiomand sige, at der er ingen, der synger som Grethe Ingmann. Radiomanden er død i dag, men forhåbentlig hører han med fra det hinsides, når Trine Pallesen i de kommende måneder turnerer landet tyndt med sin solo-forestilling “Ta’ mig som jeg er”.
For Trine Pallesen giver her i den grad Grethe Ingmann nyt liv. Og både som sanger og som skuespiller når hun med denne forestilling et højdepunkt i sin karriere. Det tør jeg godt sige, uden at have set alt hvad hun har lavet.
Allerede for 12 år siden spillede Trine Pallesen Grethe Ingmann i forestillingen “Et solstrejf i en vandpyt”, og gjorde det godt. Men hun var ikke færdig med Grethe. Der lå mere i historien om den unge pige, Grethe Clemmensen, der kom fra jævne kår i en 2-værelses på Amager, og som slet ikke drømte om at blive sangerinde, men blev forelsket i en musiker og pludselig blev ‘opdaget’ som det hed dengang.
Hun optrådte til danseballer i provinsen inden kapelmester Jørn Graungaard hentede hende til sit orkester, der spillede jazz på Københavns mondæne spillesteder, og Bent Fabricius-Bjerre kaldte hende siden for ‘den danske Ella Fitzgerald’.
Karrieren toppede da Grethe vandt Eurovisionens Grand Prix sammen med sin daværende mand, guitaristen Jørgen Ingmann, med “Dansevise” i 1963. Som i så mange andre fortællinger fra musikkens verden, var lykken dog også lunefuld, og både privat og professionelt oplevede Grethe Ingmann en deroute inden hun døde, bare 52 år gammel i 1990.
Trine Pallesen har Grethe Ingmann helt inde under huden, når hun i små to timer holder publikum i sin hule hånd, og fører os ganske kronologisk gennem sangerindens liv og musik. Anna Panduro har skrevet den enkle, usentimentale tekst, der meget elegant blot berører livskriserne; de alt for mange bajere, skilsmissen fra Jørgen Ingmann og sorgen ved at miste et barn. Portrættet er fintfølende og nænsomt, skrevet og leveret med respekt uden at være udleverende.
Men forestillingen bliver kun så god som den er, fordi Trine Pallesen leverer en fuldkommen outstanding performance. Hun har så at sige hele pakken: Koket og perlende som 16-årig og helt ubekymret. Lysende elegant som stjerne på toppen af en international karriere, en kvinde med meget mere appetit på livet end den mand, der blev hendes livs kærlighed, men som slet ikke kunne rumme energibomben. Og aldeles rørende i sin desperate ukuelighed da karrieren knækker over, da Dansktoppen nedlægges og hun får blackout for åben skærm på landsdækkende tv i den bedste sendetid. Det er et kærligt og varmt portræt, med både bund og krop i spillet.
Også vokalt bliver dette en triumf for Trine Pallesen, der helt bevidst ikke synger præcist som Grethe Ingmann, men mindst ligeså godt som hende, både når det gælder de jazzede sange og i popsangene; hendes version af “Dansevise”, der afslutter forestillingens første akt, er intet mindre end en storslået opvisning i hvordan ‘verdens bedste popsang’ skal synges.
Forestillingen er pakket med sange; ‘Dansevise’, ‘Dagbogen’, ‘Vi får solskin i morgen’, ‘Sig Go’morgen’, ‘Hun er 16 år i dag’, ‘Eventyr’ og sangen, der har givet forestillingens dens titel, ‘Ta’ mig som jeg er’.Trine Pallesen bakkes fornemt op af Mathias Grove Madsens sekstet, hvor kapelmesteren og musikerne ikke nøjes med at spille, men også synger sprøde vokalharmonier og alle bidrager med replikker og små fine sidekarakterer. Naturligvis med guitaristen Regin Fuhlendorf i en ganske fremtrædende rolle. Musikalsk er det helt vanvittigt godt.
Forude venter en lang turné, der først slutter engang sidst i januar. Reumert-komitéens medlemmer har således god mulighed for at opleve en af denne sæsons bedste – hvis ikke den bedste – musikalske forestilling, og en fremragende skuespiller/sangerinde på toppen af sin karriere. En pragtpræstation, der fortjener større anerkendelse end ‘bare’ en funklende femstjernet anmeldelse.
Æres dem, der æres bør. En venlig læser har bemærket, at jeg har glemt at nævne instruktøren! Det er naturligvis forkert af mig. Det er Sofie Pallesen, der har stået for den gennemførte og meget vellykkede instruktion af sin storesøster i denne forestilling. Og det skal hun naturligvis have alt mulig ros for.
—–
“Ta’ mig som jeg er” af Anna Panduro med sange fra Grethe Ingmanns karriere.
Instruktion: Sofie Pallesen. Scenografi & Kostumer: Line Bech.
Medvirkende: Trine Pallesen og Mathias Grove Madsens orkester bestående af Regin Fuhlendorf (guitar), Kristian Karottki (trommer), Andreas Hatholt (bas) og to blæsere (hvis navne desværre ikke fremgår af materialet).
Co-produktion mellem Sjællands Teater og Jangmarks Agentur.
Turnerer landet rundt frem til 25. januar (undtagen i december). Se turneplanen på www.jangmark.dk.
Anmeldt 6. oktober på Holbæk Teater (premiere).
Foto: Emilia Therese
