Forside Anmeldelser 2022 BLINKENDE LYGTER

BLINKENDE LYGTER

37
0

Det lykkes vældigt godt at overføre universet fra en af de seneste 25 års mest populære danske film til scenen. 

* * * *

Det er nok det dårligste måltid jeg nogensinde har fået, men jeg kan ikke lade være med at give det 4 stjerner. En til Peter, en til Arne, en til Stefan og en til Torkild.

Sådan lyder slutreplikken i Anders Thomas Jensens film “Blinkende lygter”, og den er bibeholdt i Vivian Nielsens ganske vellykkede dramatisering til teatret, som første gang blev opført i 2015, og som nu igen er på turné rundt i landet i en co-produktion mellem Nørregadeteatret i Maribo (hvor forestillingen havde premiere midt i september) og turnéteatret Teater 2.

Forestillingen får 4 stjerner ligesom de fire hovedpersoners restaurant Blinkende Lygter får det i filmen, men det er så langt fra den dårligste forestilling jeg nogensinde har set, og de fire stjerner må de fire småforbrydere, der her spilles af Gordon Kennedy, Jacob Højlev Jørgensen, Thomas Magnussen og Peter Pilegaard, dele med Marie Sandø Jondal, Kristian Boland og Frank Rubæk, der varetager de øvrige roller. Sidstnævnte har tilmed stået for ikke bare instruktion, men også for den ganske vellykkede scenografi, der benytter videografikker til at skabe de filmiske billeder, der her er ganske nødvendige for at få historien fortalt ordentligt.

“Blinkende lygter” er en film, som rigtigt mange kender og holder af. En skæv blanding af folkekomedie, kriminaldrama og en eksistentiel fortælling om hvorfor der er nogle, der mister fodfæstet i livet og går ud af den forkerte livsbane; kriminalitet.

Småkriminelle Torkild er i lommen på gangsteren ‘Færingen’, og da han samtidig bliver forladt af sin kæreste, beslutter han at lægge sit liv om. Sammen med sine tre venner udfører han et sidste ‘job’ for færingen, men stikker af med pengene, og ender på en nedlagt kro i en skov – i filmen i Jylland, i denne udgave på Lolland – hvor de gemmer sig mens den ene kommer sig efter et skudsår. Her fordriver de tiden med at se “Matador”, drikke øl, og læse digte af ‘Ove’ Ditlevsen, og lære noget om hinanden og sig selv. De møder de lokale; den skydegale jæger Alfred, og den fordrukne læge, Carl, og Torkild beslutter at købe kroen og genåbne den som restaurant i stedet for at tage den planlagte flugt til Barcelona.

Vores fire kriminelle hovedpersoner har ligesom ikke rigtigt haft andre udveje i livet, må man forstå, når der i glimt fortælles om dysfunktionelle familier, og en opvækst med vold og misbrug. Kokainvraget Peter, er således traumatiseret af at have være lukket inde i et skab som barn, han spilles her ganske forrygende af Jakob Højlev Jørgensen. Våbenelskeren Arne, maskulint spillet af Thomas Magnussen, fik tæsk både morgen og aften, og bandelederen Torkilds mor flyttede ind til onklen, da faderen døde, og blev en slags virkelighedens Hamlet. I sceneversionen lader dramatikeren Vivian Nielsen, Torkilds eks-kæreste være en skuespiller, som har medvirket i Hamlet, for at sætte den fortælling i relief. Fint tænkt. Marie Sandø Jondal varetager effektivt dobbeltrollen som ekskæresten og som det fjerde bandemedlem, Stefans (sympatisk gestaltet af Peter Pilegaard) vanvittigt irriterende kæreste, der pludseligt dukker op på kroen og får én på hovedet af Torkild i den ikoniske ‘puste æg’-scene, som man må indrømme at det ikke helt lykkes at genskabe tilfredsstillende effektfuldt på scenen. Bedre går det med at genskabe en anden ikonisk scene fra filmen, mellem Arne og jægeren Alfred, der deler glæden ved våben og skyder Alfreds køer. Her spiller den visuelt effektfulde scenografi muntert med. Kristian Bolands Alfred og Frank Rubæks Carl bliver to små fine karakterkomiske roller, der fylder, men ikke stjæler billedet.

Gordon Kennedy spiller Torkild med en glædeligt afdæmpet distance. Han låner og læner sig op af Søren Pilmarks originalkarakter, men lykkes med at skabe sin egen version af den hårde hund, som er klog nok til at vide at det liv han har ført må stoppe, så vi går fra teatret med en naiv tro på, at det måske vil lykkes.

Også på teatret er “Blinkende Lygter” en både morsom og rørende historie. Tempoet er langsommere end i filmen, og det er Vivian Nielsens fortjeneste. Man kan i øjeblikket opleve et andet Anders Thomas Jensen filmmanuskript bearbejdet til teatret, musicalen “Den skaldede frisør”, hvor man benytter en nærmest stressende filmisk klippeteknik mellem scenerne, så skuespillerne aldrig får ro til at give deres karakterer troværdighed. Den grøft er teaterdramatikeren Vivian Nielsen ikke faldet i. Hun har skrevet et manuskript, der både er meget tro overfor den velkendte film, og i egen ret er et udmærket stykke teaterdramatik, der giver sine karakterer tid og mulighed for at udvikle sig.

——

“Blinkende Lygter” af Vivian Nielsen, baseret på Anders Thomas Jensens filmmanuskript.

Instruktion & scenografi: Frank Rubæk. Kostumer: Charlotte Strahenberg.

Medvirkende: Gordon Kennedy, Jacob Højlev Jørgensen, Thomas Magnussen, Peter Pilegaard, Marie Sandø Jondal, Kristian Boland og Frank Rubæk.

Produceret af Nørregadeteatret, Maribo og Teater 2.

Turnerer Danmark rundt til 18. november. Se turnéplanen på www.noerregadeteatret.dk.

Anmeldt 5. oktober i Kulturhuset Kastrup Bio.

Forestillingsfoto: Brita Fogsgaard.

Tidligere artikelVERDEN IFØLGE PELLE
Næste artikelTA’ MIG SOM JEG ER

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her