Lars Mølsted og Silas Holst sparker i den grad røv på Det Ny Teater, hvor “Kinky Boots” bliver spillet til triumf.
* * * * *
Sådan skal den vist leveres! Meget mere er der vel egentlig ikke at sige om Det Ny Teaters opsætning af den prisbelønnede musical “Kinky Boots”, som bør blive endnu et hit på Københavns førende musicalteater.
Til torsdagens premiere var responsen fra publikum i hvert fald ikke til at tage fejl af. De kvitterede for et brag af en forestilling med mange minutters stående ovationer. Fuldt fortjent.
Den observante læser af dette site vil vide, at der gives op til seks stjerner, så hvorfor i himlens navn ikke give fuldt hus, seks stjerner, når forestillingen er så god som nævnt ovenfor?
“Kinky Boots” fortjener seks stjerner, men lydmanden eller kapelmesteren eller hvem, som nu er ansvarlig for at man simpelthen ikke kan høre sangteksterne når der synges igennem, må give kvajebajere og sørge for at rette miseren. Jeg ved, at der står meget i Cyndi Laupers sangtekster, men kun i de – få – stille sange trænger ordene ud i salen. I alle de store shownumre – de er mange – og i duetter og i de følelsesladende og voldsomme soloer, må man ‘nøjes’ med at imponeres over stemmernes register og en levering på højt, højt niveau. I Lars Mølgaards fornemme solo “En mand ligesom ham” mod slutningen af anden akt, er det eneste man registrerer af ordene; “Jeg kan aldrig blive en mand ligesom ham“, og vi ved så instinktivt at den handler om, at den småborgerlige skotøjsfabrikant erkender sine fejl og fordomme overfor den drag queen, der ikke alene er ved at redde hans hensygnende fabrik fra konkurs, men som også har gjort ham selv til et bedre menneske.
Det er så synd, at ordene forsvinder og nej, det er desværre ikke kun mine gamle ører, der trænger til et apparet fra Widex. Jeg forhørte mig bredt, og alle andre havde samme oplevelse.
Bum. Det var så det negative, jeg har at sige om “Kinky Boots”. Det skulle ud, det må kunne rettes og justeres, og når det er gjort, så er “Kinky Boots” en seks-stjernet festforestilling.
Handlingen er baseret på en virkelig historie fra England, og den blev til en film i 2005 med Chiwetel Ejiofor og Joel Edgerton i hovedrollerne. Teaterproducenten Daryl Roth fra Broadway så filmen, og mente straks at den kunne blive en perfekt musical. Han fik Harvey Feirstein til at skrive manuskriptet – det er ham, der også skrev “La Cage aux Folles”, så han var inde i universet. Musikken og sangene fik de 80’er popstjernen Cyndi Lauper til at skrive. Det er hende med “Girls Just Wanna Have Fun”, og hun var i sin storhedstid akkurat lige så flamboyant i sit udtryk, som Kinky Boots’ drag queen Lola.
Musikalsk er “Kinky Boots” er storladen pop-rock musical, med sange, der så afgjort har hitpotentiale. En umiskendelig 80’er lyd, som passer ideelt ind i det dekadente drag miljø, som bliver et af forestillingens omdrejningspunkter. Det andet er det småborgerlige nordengelske arbejdermiljø, hvor ‘rigtige mænd’ er sådan nogle, der drikker øl på pubben og slår på tæven, hvis de bliver provokeret. Og provokeret, det bliver de, når Lola og hendes ‘Angels’ svanser ind på fabrikken i deres glamourøse outfits og sparker liv i de døde klude.
I Lolas verden, er en rigtig mand en, der tør stå ved sig selv og sin seksualitet. På den måde bliver “Kinky Boots” en fortælling om accept og tolerence. Om at acceptere og tolerere hvem man selv er og om at acceptere og tolerere andre som de er.
Lola og skotøjsfabrikanten Charlie deler en fælles historie. De er begge to deres fars drenge – uden at kunne leve op til deres fædres forventninger. Lola, som i virkeligheden hedder Simon, skulle have indfriet sin fars egne uforløste drømme om at blive professionel bokser. I stedet gik han i høje hæle og med make-up. Charlie, på den anden side, har altid vidst at han skulle overtage familiens berømmede skofabrik og lave eksklusive herresko til en kundekreds, der forlængst er uddød. Da faderen pludselig dør står Charlie med en fabrik, alle dens trofaste ansatte og en uundgåelig konkurs. Ingen af de to mænd har altså formået at leve op til fædrenes forventninger.
Et tilfældigt møde mellem Charlie og Lola, og den opvakte fabriksarbejder Laurens idé om at skabe et nyt produkt – et niche-produkt – gøder jorden for, at Price & Sons går i gang med at producere langskaftede, højhælede støvler til mænd, der klæder sig som kvinder, naturligvis designet af Lola, og uden at afsløre alt for meget, kan jeg vist godt røbe, at “Kinky Boots” har en happy ending, selvom alle undervejs skal meget igennem og ikke mindst lære et og andet om sig selv.
Det gælder for hovedpersonerne Lola og Charlie, men sandelig også for skomager-børsten Don, for Charies socialt snobbede kæreste og for fabriksarbejderen, der i hemmelighed elsker sin chef.
Der har været en ganske omfattede debat omkring castingen af Silas Holst til rollen som Lola. Ene og alene begrundet i at karakteren Lola hidtil er blevet spillet af en sort performer, og at virkelighedens Lola, vist nok også var sort. Det er Silas Holst som bekendt ikke. Til gengæld udvikler han sig fra gang til gang og fremstår i “Kinky Boots” som en musicalperformer af international klasse.
At på forhånd kritisere en forestilling, der handler om accept og tolerence på tværs af køn og seksualitet, for at vælge den eneste danske performer, der kan spille rollen rigtigt, frem for en, der måtte have den ‘rigtige’ farve, er hovedrystende dumt. Når en sort kvinde kan spille en hvid mand, som man flere gange har oplevet det på Mungo Park, så kan en hvid mand naturligvis også spille en rolle, der nok er skrevet til en sort mand, men som i øvrigt ikke handler om etnicitet, men om seksualitet. Silas Holst er en gave til forestillingen, og det er altså ikke kun fordi han kan danse. Vokalt leverer han fornemt i Lolas volumniøse sange, og som skuespiller når han nye højder i sin karriere. Det er hjerteskærende, det er morsomt. Det bliver en triumf. Og så må al snak om hudfarve gerne forstumme.
Rollen som Charlie er i sagens natur langt fra så iøjnefaldende som den flamboyante Lola, der har alle de fede replikker, men Lars Mølsted får alt ud af den. Han er smukt syngende, og helt rigtigt valgt. Også Lars Mølsted holder internationalt niveau, og det er de tos samspil, der bærer “Kinky Boots”, og gør den til meget mere end ‘blot’ et flot dragshow i imponerende visuelle rammer.
I det omfattende ensemble skal især Rasmus Fruergaard fremhæves for sin fremstilling af macho-manden Don, mens Monica Isa Andersen er sød og kær som den hemmeligt forelskede Lauren, omend hendes sangtekster også fortaber sig i det uvisse.
Det Ny Teaters husscenograf Paul Farnworth har skabt en smuk og effektfuld scenografi, og hans kostumedesign er som sædvanligt overdådigt ødselt. Her er ingen smalle steder, og selvom økonomien må være presset på et privatteater, der har været gennem flere nedlukninger, så er der ikke sparet på kvaliteten. Lee Proud har instrueret og koreograferet så balancen mellem de overdådige optrin og den rørende baggrundhistorie holder, og når lydmanden finder ud af at justere lyden, så man også kan høre hvad der synges, så kan det formentlig ikke gøres bedre herhjemme end tilfældet er her.
“Kinky Boots” af Harvey Fierstein. Musik og sangtekster: Cyndi Lauper. Oversættelse: Kenneth Thordal.
Instruktion: Lee Proud. Scenografi & kostumer: Paul Farnsworth. Musikalsk indstudering: Per Engström. Kapelmester: Jesper Frank Christensen. Lysdesign: Timothy M. Deiling. Lyddesign: Richard Sharratt.
Medvirkende: Lars Mølsted, Silas Holst, Monica Isa Andersen, Rasmus Fruergaard, Nikoline Harriet Breienholt, Kim Hammelsvang Henriksen, Ann Farholt, Mette Ladekarl, Martin Skriver, Henrik Lund, Sebastian Harris, Søren Torpegaard Lund, Oliver Poulin, Paul James Rooney, Patrick Svingholm Terndrup, Lasse Dyg, Morten Daugaard, Niklas Frandsen, Nadin Reiness, Søren Bang, Elise Ruusunen, James Leece, Linea Høeg, Gustav Allan Schriver og Mads Valdemar Vinther. Laurits Frederik Hjertholm og Silas Richard Milling Hossy.
Spiller på Det Ny Teater til 1. maj.
Anmeldt 10. februar (premiere).
Forestillingsfoto: Miklos Szabo