Forside Anmeldelser 2022 MATILDA – THE MUSICAL

MATILDA – THE MUSICAL

301
0

Det er den omvendte verden i Det kgl. Teaters flotte opsætning af “Matilda – The Musical”. Børnene spiller helt skønt, mens (nogle af) de voksne spiller skolekomedie.

* * * *

Der er fire små stjerner til Det kgl. Teaters store musical-opsætning af hitmusicalen “Matilda – the Musical”. Den sidste bliver slæbt hjem på en anden akt, der er markant bedre end den første, både hvad angår fortællingen og sangene.

Og så kan man ikke andet end knuselske den lille, spinkle ti-årige Clara Schelling. Hun indtager selveste Gamle Scene med overbevisende charme og imponerende musikalitet i den kæmpestore rolle som Matilda i Roald Dahls fortælling om det uønskede barn, der viser sig at være et lille geni, tilmed med overnaturlige evner. 

Rollen er enormt krævende. Det ville den være for enhver rutineret skuespiller, så det er al ære og respekt værd, så fornemt Clara Schelling løser opgaven. Jeg har forud for premieren lyttet lidt til engelske versioner af sangene, og synes at Det kgl. Teater har fundet en Matilda, som er mindst lige så god som dem. Hun alternerer med to andre piger i rollen, og man får helt lyst til at se “Matilda” flere gange for at se om der virkelig kan være to mere, som er lige så dygtige og charmerende som den lille ‘premieregave’ vi fik lov at opleve.

Hun følges i øvrigt godt på vej af de andre børneskuespillere, på premiereaftenen bl.a. super-charmerende Anna Bay Rasmussen som Lavender og Julies Vincent Kjær-Mathiesen som Bruce, Matildas venner og skolekammerater på mareridtsskolen Chrunchem Hall (læs lige det navn, én gang til), hvor den modbydelige rektor Agatha Trunchbull, en mandhaftig, tidligere hammerkaster, terroriserer eleverne i et ækelt magtregime.

Børnene spiller altså skønt, og oser af charme. Det samme kan desværre ikke siges om visse af forestillingens voksne karakterer. I rollerne som Matildas underfrankerede forældre er Rasmus Botoft og Annette Heick ude i en slags karikeret komik, der minder om de skolekomedier, men ønskede man ikke var tvunget til at overvære. Et er at karaktererne fra forfatterens hånd er skabt som groteske karikaturer, det giver mening. Men selv de mest karikerede figurer må og skal have dybde; en bundklang af et eller andet forsonende. Det formår Botoft og Heick, sekunderet af Jeff Scherlund som Matildas debile storebror, ikke at skabe. Det bliver ét langt overfladisk, ucharmerende og unuanceret råberi. De er næppe nogensinde set værre.

Men det kan jo godt lade sig gøre, at skabe en ægte karakter ud af selv den mest groteske karrikatur. Det beviser Mads Rømer Brolin-Tani heldigvis i rollen som den sadistiske frøken Trunchbull. Også her bliver der i den grad spillet igennem på karrikaturen, men hans præstation indeholder netop nuancerne og synes skabt på en ballast af et karakterportræt, der giver den hæslige kvinde en eller anden form for forsonende kerne. Og så leverer Mads Rømer Brolin-Tani i øvrigt forestillingens mest imponerende tour de force i showstopper-nummeret “Duften af rebeller”, som er med til at løfte forestillingen markant efter pausen.

Selve historien er kær, banal og eventyrlig på én gang. Matilda kommer til verden som et alt andet end ønskebarn. Moderen har for travlt med at se godt ud og danse salsa med latino-hunken Rudolpho. Faderen, der er brugtvognsforhandler, ville hellere have haft en søn, og da Matilda tilmed vokser op som et klogt barn, der læser bøger i massevis, falder hun helt udenfor familiens infantile ramme, hvor alt de ved er noget de har lært ved at se tv.

Looks over books, belærer moderen Matildas velmenende lærerinde, sødt spillet og sunget af Amalie Dollerup, mens faderen ligefrem prædiker at det gør børn dumme hvis de læser bøger. Værsgo’!  Matilda søger derfor tilflugt på biblioteket hos Ulla Henningsens hjertevarme bibliotekar frøken Phelps, hvor hun lever sig ind i en eventyrverden med sin tragiske fortælling om udbryderkongen og cirkusprinsessen, der så gerne vil have et barn, men kommer frygteligt galt afsted. På skolen forsvarer hun heroisk og med sin klogskab som våben sine kammerater mod al uretfærdighed, og hun knytter et tæt bånd til lærerinden Frøken Honey.

På det overordnede plan er “Matilda” en historie om at være mønsterbryder, om at bryde ud af den sociale arv, og som i alle gode eventyr, en historie om det godes kamp mod det onde – hvor det gode naturligvis vinder til sidst. Roald Dahl var en mester i at skabe disse hygge uhyggelige, sære universer, som også snart kan opleves på Østre Gasværk i “Charlie og chokoladefabrikken”, og Dennis Kellys manuskript og Tim Minchins mange fine sange understreger dette univers. Det er altsammen meget godt, omend også meget langt.

Tre timer varer “Matilda – the Musical” og det er mindst en halv time for langt. Det er næppe noget man kan klandre instruktøren Elisabeth Linton. Hun har lavet forestillingen i en samproduktion mellem Det kongelige Teater og Malmø Opera (hvor den blev opført i 2019), og har formentlig været underlagt alverdens konceptuelle rettighedskrav. 

Det diskuteres til stadighed om Det kgl. Teater overhovedet skal producere denne slags musicals og om det ikke er unfair konkurrence overfor de private musicalproducenter. Flot er opsætningen. Her leges med teatrets magi, med svævende sangere, og kridt, der skriver på tavlen af sig selv. Palle Steen Christensens scenografi er ødsel og der spares hverken på virkemidler eller medvirkende på scenen. Og på den måde er det jo vidunderligt, at en masse børn – med deres forældre – kan få sådan et overflødighedshorn af en opsætning som deres måske første ‘rigtige’ i teatret-oplevelse. Det må alt andet lige være medvirkende til at skabe en ny, kommende generation af teatergængere. Om så tre timer ikke er lige hård nok kost, tja, det vil vise sig.

“Matilda – the Musical”. Af Roald Dahl. Manuskript: Dennis Kelly. Musik og sangtekster: Tim Minchin. Orkestrering og ekstra musik: Chris Nightingale. Oversættelse: Marie Degener Troelsen.

Instruktion: Elisabeth Linton. Scenografi: Palle Steen Christensen. Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Miles Hoare. Musikalsk ansvarlig: Joakim Hallin. Kapelmester: Johan Bergman.

Medvirkende: Clara Schelling, Julius Vincent Kjær-Mathiasen, Anna Bay Rasmussen, August Lassenius Kramp, Amalie Dollerup, Mads Rømer Brolin-Tani, Annette Heick, Rasmus Botoft, Jeff Schjerlund, Morten Kjeldgaard, Joachim Knop, Daniel Eriksson, Hannah Ohlsson, Ulla Henningsen. En masse børn og et stort ensemble. Rollen som Matilda spilles også af Noemi Mannov og Mia Ellen Kjær og der er tre hold børn til alle roller. 

Spiller på Det kgl. Teaters Gamle Scene til 27. februar.

Anmeldt 27. januar (premiere).

Forestillingsfoto: Miklos Szabo

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her