Forside Anmeldelser 2022 BEDRAG

BEDRAG

43
0

Aktualiteten er nærmest skræmmende i velspillet og velinstrueret Pinter-klassiker, der nu tager på en lang Danmarks turné.

* * * *

Få timer inden jeg tog plads i salen for at overvære pressepremieren på Folketeatrets turnéforestilling, Harold Pinters ”Bedrag”, blev formanden for 3F smidt ud fra sit magtfulde job. Ydmyget og vanæret på baggrund af en absurd historie om at han i årevis havde levet et reelt dobbeltliv med flere kvinder, der intet kendte til hans bedrag.

Aktualiteten er nærmest skræmmende, for dobbeltliv, rænkespil, løgne, fortielser og bedrag er netop hvad ”Bedrag” handler om. Og selvom det i skuespillet kun får menneskelige konsekvenser, så kan man drage en klar parallel mellem de to historier; den fiktive og virkelighedens.

For hvem vidste egentligt hvad i formands-sagen?

I skuespillet viser det sig, at hemmelighederne ikke er så hemmelige endda. Emma er gift med Robert, og indleder en affære med hans bedste ven, Peter. Affæren står på igennem syv år og er ikke bare en flirt mellem venner, der går lidt for vidt. Peter og Emma har nemlig en lejlighed, de ’bor’ i sammen – om eftermiddagen, inden de hver især tager ’hjem’ til deres respektive familier. Han til sin kone Johanne og parrets to børn, hun til Robert og deres to børn – hvoraf den ene undfanges mens affæren med Peter er på sit højeste.

Mens Peter tilsyneladende tror, at bedstevennen intet ved om hans bedrag, bedrages han selv af at Robert for længst har opdaget affæren og ikke har konfronteret ham. Endnu et bedrag, denne gang mellem fortrolige venner. Og Robert har såmænd også en affære, og bedrager dermed Emma.

”Bedrag”, som er skrevet i 1978, er et labyrintisk velskrevet kammerspil for tre. Inddelt i ni korte scener, som yderst elegant starter i ’år 9’ fra bedragets begyndelse, med et møde mellem Emma og Peter, to år efter at affæren er afsluttet, for derefter trinvis at bevæge handlingen tilbage i tiden, afsluttende med den våde aften ni år forinden da affæren blev indledt. Dialogen er sindrigt konstrueret og afslører i små bidder hvordan de tre gennem årene på kryds og tværs har ført hinanden bag lyset med løgne og fortielser. Det er et lille mesterværk ud i dramatisk finesse.

Harold Pinter har angiveligt i sine regibemærkninger noteret ikke færre end 272 steder i teksten, hvor skuespillerne skal holde en pause. Det er ikke noget, jeg har siddet og talt mig frem til, det skriver dramaturgen Ninette Mulvad i en glimrende artikel i forestillingens digitale program. Om alle Pinters pauser overholdes, skal jeg lade være usagt, men de er der i hobetal og det er derfor ikke kun ordene, men i højeste grad også pauserne mellem dem, der skaber stykkets fortættede atmosfære. Det kræver skuespillere, som i lige så høj grad mestrer pausens kunst som ordets.

Det har Folketeatret heldigvis i Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. De to sidstnævnte beskrives lidt for ofte kun som ’revyskuespillere’, selvom de er så uendeligt meget mere end det, men netop i denne tekst kommer revygenrens krav til timing dem for alvor til gavn. Og i Maria Vinterbergs fine instruktion sidder ord, pauser og interaktionen mellem de tre lige i skabet. Akavede møder, hvor konflikter og afsløringer ulmer undertrykt under overfladen. Beskueren kender fremtiden, så vi ved mere end personerne i situationen og det giver en sitrende dynamik i spillet.

Jeg savner dog trods alle kvaliteter i spil og instruktion lidt mere erotisk energi mellem de tre. For selvom Henrik Lykkegaards gnavne knudemand af en lidt for selvfed forlægger sagtens kan berettige at Anette Støvelbæks mere pikante og udadvendte gallarist søger et eventyr ’ude i byen’, så forekommer den erotiske gnist mellem hende og Niels Ellegaards lidt nørdede litterære agent alligevel at være på lavblus, selv da forholdet er på sit højeste.

Måske består ’det erotiske’ i virkeligheden i at have hemmeligheder for disse tre kulturradikale akademikere. Måske er bedraget i sig selv i virkeligheden det, der giver dem et kick. Snarere end den korporlige handling.

Marianne Nilsson har skabt en enkel scenografi, der placerer spillescenerne på et lille podie, hvor den anden, der sidder udenfor alligevel er konstant tilstedeværende og det giver en fin effekt. Det samme gør det umiddelbare kaos af hvide stole, der er stablet op på bagscenen, og som benyttes til at flytte scenerne fra restauranter til elskovsreden, til et venetiansk hotel og til Emma og Roberts hjem. Adam Schmidt indgår nærmest som en del af scenografien i skiftende roller som tjenere og næsten tavse iagttagere til dramaet.

Samarbejdet mellem Maria Vinterberg og Marianne Nilsson kan p.t. også opleves i den dejlige genopsætning af ”Mens vi venter på Godot” på Sorte Hest, hvor de også for nyligt har samarbejdet vellykket omkring Lars Norén-forestillingen ”Sandhed og konsekvens” med både Anette Støvelbæk og Niels Ellegaard på rollelisten. Det er et yderst frugtbart skuespiller-instruktør-scenograf samspil, som også her foldes smukt ud.

Da man traf beslutningen om at opføre ”Bedrag” vidste ingen noget om 3F-formandens dobbeltliv og bratte fald fra magtens tinde. Sådan noget var kun noget man så på film, teatret og i fiktionens verden – troede man. Virkeligheden giver dramatikken en ekstra dimension. Tak for hjælpen, kan man næsten sige.

”Bedrag” af Harold Pinter. Oversættelse: Line Knutzon.

Instruktion: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson.

Medvirkende: Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard og Adam Schmidt.

Produceret af Folketeatret. Spilles på turné frem til 22. marts. Derefter fra 24. marts til 14. april på Folketeatret i København.

Anmeldt 25. januar (pressepremiere) på Folketeatrets turnéscene på Hvidkildevej.

Forestillingsfoto: Robin Skjoldborg.

Tidligere artikelMATILDA – THE MUSICAL
Næste artikelHJÆLP, VI ER GIFT

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her