Forside Anmeldelser 2021 MIDT OM NATTEN

MIDT OM NATTEN

33
0

Musicalen “Midt om natten” er blevet bedre efter at være blevet omskrevet, men det er stadig alene i kraft af Kim Larsens sange, at den står distancen.

* * *  

Noget af det, der i mine ører gjorde Kim Larsen til en ganske unik sanger og sangskriver var hans autencitet og sjæl. Uanset om han fortolkede Nordahl Grieg, rockede i Rabalderstræde eller sang sine egne folkelige ballader, så gjorde han det med sjæl og nærvær. Hver sang betød noget for ham at synge, og at give videre til sit publikum.

Det er præcis hvad jukebok-musicalen “Midt om natten” stadig mangler. Kun én i det omfattende ensemble, Allan Mortensen i rollen som bohemen Tusindfryd, har denne dybde i sit spil og i sine sange, at vi tror på ham og føler med ham. Resten – over en bred kam og af variende kvalitet – synger pænt, ligefrem godt, det fem mand stor orkester spiller r…. ud af bukserne godt, men forestillingen har ikke blot en gnist af den personlighed, der gjorde Kim Larsen til folkeeje.

Således er det alene i kraft af sangene fra Kim Larsens repertoire, at forestillingen trods alt står distancen.

I aftes havde “Midt om natten” københavnerpremiere efter en lang turné rundt i de jyske musikhuse, hvor den har trukket fulde huse. Den skal også nok blive en succes i Tivolis Koncertsal, selvom der er skiftet grundigt ud på rollelisten siden denne turné startede i 2020 – og også blev lagt ned, udskudt m.v. af corona. 

“Midt om natten” er naturligvis baseret på Erik Ballings film fra 1984 om vennerne Arnold og Benny, den kønne købmandsdatter Susan Himmelblå og det fæle borgerskab, der vil ødelægge de unge menneskers frie liv i fristaden Haveje. “Midt om natten” blev første gang opført på scenen i Odense og på turné for år tilbage, uden rigtigt at blive en succes. I 2018 skrev Heinrich Christensen så en ny bearbejdelse med omfattende brug af Kim Larsens bagkatalog af sange og en helt ny rammehistorie, der faldt til jorden med et brag. Jeg anmeldte forestillingen dengang og var alt andet end begejstret. De tre stjerner dengang gik primært til musikken og sangene og til Allan Mortensens uforlignelige lille karakterrolle som Tusindfryd. Der var bred enighed om at rammefortællingen, der førte historien frem til vore dage og præsenterede en gammel Arnold og Susan Himmelblås barn, var mislykket. Det har producenterne Thomas Langkjær, Live Nation og Tivoli nu rådet bod på ved endnu engang at få omskrevet musicalen, så den nu i høj grad følger filmens handlingsforløb og historie. Den nemme løsning, kan man mene, men også indiskutatabelt en bedre løsning.

Alligevel varer “Midt om natten” på den gode side af to en halv time, hvilket er alt for langt. Det er mig en gåde, at man partout vil presse så mange sange som muligt med – har man virkelig så lidt tillid til at historien i sig selv kan bære?

Gustav Wolter har igen Kim Larsens gamle rolle som den iltre Benny med det bløde hjerte og den poetiske åre, Morten Hemmingsen har dennegang overtaget rollen som charlatanen Arnold (i filmen spillet af Erik Clausen) og Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen er den kønne Susan med de himmelblå øjne. Der er også et gensyn med karismatiske Jimmy Jørgensen som både skrothandleren Charles og rockerhøvding, og altså med allerede fremhævede Allan Mortensen. 

Desværre har Heinrich Christensen i sin instruktion fortsat ikke haft øje for det dramatiske. Spillescenerne er korte og forekommer kun at have til formål at lægge op til en sang, som så leveres stor professionalisme henvendt direkte ud til publikum. Kun sporadisk synger de til og for hinanden på scenen, og det trækker fuldstændig sjæl, nerve og kærlighed ud af en forestilling, der mest af alt fremstår som koncertteater – meget godt illustreret ved at de fede guitarister med jævne mellemrum træder frem på scenen og fyrer deres soloer af – helt ude af kontekst med handlingen.  Vi får sågar et ekstranummer at gå hjem på.

“Midt om natten” handler om venskab, kærlighed og ærlighed, og hvad kærlighed og uærlighed kan betyde for et venskab, men her mærker vi ikke meget til nogle af delene. Der er ingen intim forbundethed mellem de tre hovedkarakterer. Ingen sjæl, intet nærvær. Det er bare videre til næste sang. Ingen af de tre hovedroller formår at skabe en karakter man som publikum føler noget for. Det er slemt skuffende. De bakkes op af et flittigt, men meget ordinært og jævnt ensemble; ingen nævnt, alle glemt.

“Midt om natten” version 3.0 for scenen er dog trods sine åbenlyse mangler bedre end 2018-udgaven, men det ændrer ikke ved at det ikke er en god musical – derfor igen blot tre stjerner. Som koncert teater er det til gengæld ikke så skidt, og jeg gætter på at publikum stadig vil have en fest med musikken.

“Midt om natten” dramatiseret af Heinrich Christensen efter originalt filmmanuskript af Erik Balling, Henning Bahs og Kim Larsen.

Musik og sangtekster af Kim Larsen, Gasolin med flere.

Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi & kostumer: Marie í Dali. Koreografi: Sofie Akerø og Peter Friis. Videodesign: Arthur Steijn. Kapelmester og musikalske arrangementer: Peter Hellemann.

Medvirkende: Gustav Wolter, Morten Hemmingsen, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Allan Mortensen, Jimmy Jørgensen, Thomas Jensen, Morten Rose, Jakob Randrup, Rikke Lillevang, Ditlev Ulriksen, Anna Jensen, Henrik Launbjerg, Oliver Aaagaard-Williams, Rasmus Grandt, Connie Thur, Terese Agnete Christensen og Kenneth Parsberg. Orkester: Peter Hellemann, Noah Rosanes, Rasmus Skov, Bastian Sjelberg og Rasmus Lund.

Co-produktion mellem Langkjær Entertainment, Live Nation og Tivoli.

Spiller i Tivolis Koncertsal til 24. oktober.

Anmeldt 30. september (københavnerpremiere).

Tidligere artikelDEN INDBILDT SYGE
Næste artikelDET JEG ALDRIG GLEMMER

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her