Forside Anmeldelser 2021 DEN INDBILDT SYGE

DEN INDBILDT SYGE

23
0

Opfindsom og klassisk Molière-forestilling i Skuespilhuset, med Søren Sætter-Lassen i absolut topform.

* * * * * 

Søren Sætter-Lassen så meget lettet ud da klapsalverne i aftes skyllede ind over ham og det øvrige ensemble i Det kongelige Teaters klassiker-opsætning af Molières “Den indbildt syge”.

Det så fra salen ud som om, at en sten var faldet fra hans hjerte. ‘We did it!’ ville en amerikansk politiker sikkert have udtrykt følelsen efter en valgsejr, og det var sådan han stod og så ud, den lille mand, der er så stor en skuespiller, og som bærer hele forestillingen på sine skuldre.

Det er noget af et pres. Nationalscenen, Molière, fuld sal igen efter så lang tid….

Det er Søren Sætter-Lassens sidste rolle på Det kgl. Teater, i hvert fald som fastansat del af ensemblet, for han har sagt op og skal videre, eller have ro, eller hvad han nu skal. Det er jo også lige meget, det er straks mere alvorligt hvad Det kgl. Teater skal gøre uden ham. For igen her i rollen som hypokonderen Argan, sætter Sætter-Lassen en tyk streg under hvad der er forskellen på ‘en god skuespiller’ og ‘en stor skuespiller’. Hans mestrer enhver detalje i Argans martrede karakter. Han er en latterlig lille mand, og en afskyvækkende patetisk patriark. En ynkelig stakkel, som ikke kan se hvordan alt og alle udnytter ham og driver han rundt i manegen. Naturligvis hans læger, både ham, der tilser ham, og ham, der gerne vil have sin åndsforsnottede tåbe af en søn – som naturligvis studererer medicin – gift med Argans kønne datter. Men også Argans golddigger-hustru, slingende rundt med en G&T, som synes klistret permanent fast i hånden på hende, og som selvfølgelig er ham utro med notaren.

‘Min honningbøtte’ kalder Argan hende og stirrer med en teenagers ukritisk forelskede blik på kvinden, der påtaget mildt og blidt svarer ham igen ved sukkersødt, at kalde ham ‘min fuser’!

Søren Sætter-Lassens Argan er et oplagt offer, og snydt det bliver han, så afføringen driver, når det ene opfindsomme lavement efter det andet indtages, og kortvarigt hensætter ham i en tilstand af sand og henrykt lykke. Det er ubetaleligt morsomt.

Teatrets husinstruktør Thomas Bendixen har valgt at balancere sin opsætning mellem det klassiske og det karikeret opfindsomme. Maja Ravns scenografi, et kæmpestort luksuriøst bur, peger i retning af det klassiske, ligesom Argans brokadekåbe og tilhørende nathue. Men karaktererne omkring ham er dels påtaget karrikerede – mest udtalt ved den tåbelige bejlers nærmest klovnagtige dragt – eller klassisk tidløse, som hustruen, der ville kunne gå direkte ind i “Hvem er bange for Virginia Woolf”, eller den giftemodne datter i lårkort skjortekjole.

Det synes at være en tendens i klassikeropsætninger, at der males med den meget karrikerede pensel, og fint nok, men det tendenserer også til effektjageri.

Omkring Søren Sætter-Lassens noget-nær-perfekte Argan spiller ensemblet af mere varieret kvalitet. Tina Gylling Mortensen er meget morsom som den udspekulerede tjenestepige, der naturligvis finder en løsning på alle problemerne. Hun boltrer sig frydefuldt i rollen. Jens Jørn Spottag er solid som den drikfældige bror, der modsat Argan absolut ingen respekt har for lægestanden, og Christiane G. Koch spiller den utro hustru som den ultimative über-bitsch. Martin Bo Lindsten slipper godt afsted med at skulle dække tre roller, Jonathan Bergholdt Jørgensen er forelsket sailor-musikant og så fyrer Alvin Olid Bursøe den af på alle cylindere som forfjamsket bejler. Marie Reuther har lige modtaget en stor pris for sin rolle i en Netflix tv-serie, men det er nok ikke det klassiske rollefag, der ligger bedst til hendes talent, mens Frida Sofie Sigurth fra skuespillerskolen Ophelia minsandten får ‘kongelig debut’ som den yngste søster. 

Teatrets unge kan glæde sig over at de får denne udsøgte mulighed for at komme i aktiv mesterlære hos en af fagets mestre. Lad os håbe, at de suger til sig af hvad diktion, sproglig ekvilibrisme og udsøgt timing gør for en karakters udvikling. Vi andre i salen kan blot nyde det, og grine med for fuld skral. Og på vej hjem kan vi sidde og spekulere lidt over, hvad pokker de skal gøre på Det kgl. Teater uden Søren Sætter-Lassen.

“Den indbildt syge” af Molière. Oversættelse: Peer Hultberg.

Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi & kostumedesign: Maja Ravn. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Jonas Vest.

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Tina Gylling-Mortensen, Jens Jørn Spottag, Christiane G. Koch, Marie Reuther, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Martin Bo Lindsten, Alvin Olid Bursøe og Frida Sofie Sigurth.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 12. november.

Anmeldt 1. oktober (premiere).

Tidligere artikelARGUMENTER IMOD KVINDER
Næste artikelMIDT OM NATTEN

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her