Forside Anmeldelser 2021 DAMEN FRA NATCAFEEN

DAMEN FRA NATCAFEEN

36
0

Ungt ensemble spiller herlig fransk farce i Odenses slotsgård som gjaldt det livet, og det bliver til en fin sommerspøg.

* * * *

Farcen er efterhånden en sjælden fugl i det danske kulturlandskab. 

Den på en og samme tid forkætrede og elskede teatergenre, der i sin tid blev ophøjet til folkekunst på ikke mindst de københavnske teatre, Amagerscenen og ABC-Teatret, spilles sjældent i dag, men heldigvis får vi stadig sporadiske pip fra den. 

Odense Teater spillede således den franske farcemager Georges Feydeaus “Ding Dong” i 2018, og det er også Feydeau, der er på plakaten i denne sommers udendørsforestilling i Slotgården i Odense, hvor man har fundet en anden af de gamle perler frem, “Damen fra natcafeen”.

Modsat komedien, som vi kender den fra Moliére og Holberg, er der ikke noget tungtvejende budskab bag løjerne i farcen. Som regel har den kun ét reelt formål; at få publikum til at grine af en stribe mere eller mindre absurde situationer, der eskalerer ud af de impliceredes kontrol gennem løgn og forviklinger, for til sidst, på en eller anden form for forunderlig vis at løse sig selv så livet kan gå videre. Et af farcens klassiske greb er at hovedpersonen som en anden struds til sidst stikker hovedet i jorden og venter på af faren aftager. I “Damen fra natcafeen” indgår ‘en ekstatisk stol’ således som Feydeaus eneste mulighed for at rede forviklingens tråde ud. 

Feydeau skrev sine farcer i slutningen af 1800-tallet, denne er fra 1899, og de gør tykt grin med det opblæste bourgeoise, det bedre borgerskab i Paris, der mængede sig med adelen i industrialiseringens årtier, hvor magten skiftede fra de gamle adelsfamilier til de nyrige, der havde andre æresbegreber når det gjaldt om at bruge deres mange penge. Den udvikling ser vi med jævne mellemrum, yuppierne i 80’erne og tech-milliardærerne i 00’erne som eksempler.

Her befinder vi os i Paris i 1890’erne, hvor den yderst respektable, gifte læge Petitpont går på druk med kollegaen Montgicourt på danserestauraten Maxim’s og her støver den smukke og ganske handlekraftige ‘danserinde’ Crevette op. Crevette havner hjemme i ægtesengen, og så starter balladen. En efter en dukker der folk op i lægens hjem, som for Guds skyld ikke må tro andet end at Crevette er hans kone, og for at undgå skandale, roder Petitpont sig ud i et aldeles uoverskueligt spin af løgne, der naturligvis kulminerer med at spillet er tabt og løbet er kørt – medmindre, altså at vi liiiige…..Sådan slutter farcen altid. Logik er ikke en del af ligningen.

Teatret Slotsgården har fundet sig en sprælsk og energisk spillestil, der sidste sommer kulminerede med en Moliére-opsætning i absolut topform. Der er noget befriende ved et ungt ensemble, der tydeligvis bare elsker at ‘gi’ den gas’ og spiller farcen ud til det yderste som gjaldt det livet. Johan Sarauw har ligesom sidste år instrueret og har et mesterligt blik for at holde dampen og tempoet oppe. Der er kælet for farcens vigtigste element, timingen, der igen sidder som den skal, og så er det klogt, at man trods alt ikke spiller tosserierne mere for pålydende end godt er. Det var nogle gange problemet på Amagerscenen og ABC, men her spilles ‘skidtet’ med et moderne, tidstypisk touch og i tæt og direkte kontakt til publikum. Det fungerer derfor fint, at den geskæftige Crevette kysser lige dybt og inderligt med kvinder som med mænd, hvis der blot er penge nok i udsigt, og at manderoller indimellem spilles af kvinder og omvendt.

Farcen som stilart kan med god ret anklages for at være særdeles sexistisk og mandschauvinistisk med sin fremstilling af smukke, unge kvinder i så lidt tøj som muligt, og med mændene på en evig og uforbederlig ‘grissebasse’, men når kønsidentiteterne som her blandes, tager det brodden af ‘det værste’.

Rebecca Rønde Kiilerich tager alle stik hjem som lægens spirituelle frue, der ser spøgelser og ærkeengle overalt, Jacob Moth-Poulsens Petitpont bliver morsommere og morsommere som desperationen stiger og løgnene intensiveres, og Martine Levinsen leverer en umådigt morsom, omend meget karikeret figur som ung, giftemoden hertug med knirkende pivestemme. Endelig er Carla Viola Thurø lige præcis det labre skår, som man godt kan forstå de alle sammen forelsker sig i, og som sætter hele farcemaskineriet i sving. Generelt spilles der med højintens energi fra hele ensemblet, som igen får skabt en sommerforestilling, man blot kan læne sig tilbage i stolen og skraldgrine af.

“Damen fra natcafeen”. Af Georges Feydeau. Bearbejdelse: Johan Sarauw og holdet. 

Instruktion: Johan Sarauw. Koncept og scenografi: Johan Sarauw og Jacob Moth-Poulsen. Kostumedesign og makeup: Olivia Hetman. Musikalsk arrangement: Mathæus Bech.

Medvirkende: Jacob Moth-Poulsen, Rebecca Rønde Kiilerich, Kristian Rossen, Carla Viola Thurø, Thomas Diepeveen, Niels Andersen, Mathilde Lundberg og Martine Levinsen.

Spiller i Slotsgården, Odense til 21. august, i perioden 24.-29. juli dog på Kunsten Museum of Moderne Art i Aalborg.

Anmeldt 19. juli.

Tidligere artikelDRAGSHOLMREVYEN – MENS LEGEN ER GOD…!
Næste artikelKAI NORMANN OG KRIGEN – FLUGTEN FRA GJORSLEV

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her