Forside Anmeldelser 2020 HVEM ER DET DER BANKER

HVEM ER DET DER BANKER

26
0

Det Olske Orkester afslutter deres trilogi om ‘en nations selvhad’ med en glimrende forestilling om forlorne indsamlingsshows og grov udnyttelse af det afrikanske kontinent. Politisk teater med både holdning og bid.

* * * * 

Det er altid lidt vanskeligt at springe ind i en trilogi i tredje del, uden at have set eller læst de to foregående. Siden 2015 har teatret Det Olske Orkester arbejdet med trilogien, som de kalder for En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering og man er nu nået til den tredje og sidste forestilling “Hvem er det der banker”. 

Naturligvis er der en sammenhæng mellem de tre forestillinger, men man kan – vil jeg mene – sagtens både kunne overvære og få gavn, glæde og udbytte af “Hvem er det der banker” uden at have set de to første forestillinger “Salt” og “Sukker”. Heldigvis er det også sådan, at Det Olske Orkester har fået lavet og udgivet en meget smuk, grundig og velillustreret bog om hele processen, der blev lanceret ved tirsdagens premiere på Forsøgsstationen på Sønder Boulevard i København. Den har jeg af gode grunde jo heller ikke nået at læse siden i aftes, men kan ved en lynskimning konstatere, at den giver et glimrende indblik i baggrunden for teatrets trilogi og arbejdet med den. Så er I ligesom jeg lidt ude på Herrens mark i forhold til det samlede værk, så køb bogen når I er inde og se forestillingen.

Det er en meget seværdig forestilling, der afslutter trilogien. Et skarpt og stærkt politisk indspark om selvretfærdighed og Danmarks grove udnyttelse af det Afrikanske kontinent. Her lægges ikke fingre imellem, det politiske budskab listes ikke ud mellem sidebenene, det er ikke nødvendigt at læse det mellem linjerne eller det med småt, for “Hvem er det der banker” er skrevet i versaler – KA’ I SÅ FORSTÅ DET! Men forestillingen spilles og afvikles uden belærende pegefingre, i en smuk og kreativ ramme, og med en afdæmpet balance mellem den sorte ironi og den reneste naturalisme.

Hovedkarakteren Liv vågner i sin seng med et sæt, som i et mareridt. Noget banker, men hvad? Inden hun har set sig om, hvirvles hun ind i forberedelserne til et tv-transmitteret indsamlingsshow til fordel for de sultende børn i Afrika. Og vi som publikum tages med på drømmerejsen i en verden af manipulation og udnyttelse. Liv, spillet med overbevisende, afdæmpet troværdighed af Ditte Laumann har ‘meldt sig’ til at deltage i et quizshow i programmet. Det vil sige, hun har vist nok bare ‘liket’ et opslag et sted på de sociale medier, men nu står hun her, og opfordres af de overfladiske programledere til at glemme egne behov og stille sig til rådighed. Du vil vel gerne være et godt menneske?

Udstyret med en rygsæk og en mobiltelefon drager hun ud for at finde Afrikas Hvide Stjerne, mens hun løbende får stillet quiz-spørgsmål, og som sendt med en tidsmaskine dumper hun ned i slutningen af 1700-tallet, hvor hun skyllet op på en vestafrikansk strand møder den filosofiske Jose de Morales, senere dukker hun op i Congo i 1905, blandt racististe kolonister, der danser til softjazz mens de udnytter og udbytter det afrikanske folk. Også en angrende præst fra 1925 og selveste Karen Blixen dukker op på denne mareridtsfærd, der slutter med at Liv overfaldes af desperate flygtninge, men reddes af en hovedløs kæmpe af en forretningsmand, der lever af at skabe vækst på et kontinent, der ikke selv evner det.

Det lyder som – og er – en kompliceret, mangefacetteret historie, som igen er pakket ind i rammerne af dette forlorne indsamlingsshow, hvor medmenneskelighed blot synes at være et alibi for skamløs reklame. Det vælter ind med donationer fra både fiktive og reelle firmaer, der nævnes i en lind strøm – blandt andet Vandbrug & Gødevarer – og hovedsponsoren bag det hele er det ædle selskab Færsk, med det markante logo på kufferten med de mange millioner.

Det Olske Orkesters budskab er, at vi slet ikke støtter Afrikas fattige med disse reklamefinansierede indsamlingsshows, men at Afrika tværtimod bidrager til kapitalismens overflod, og det budskab kan man jo mene om hvad man vil. Pointen er i hvert fald godt fortalt i forestillingen, der i den grad udstiller diverse indsamlingsshows, der lokker danskerne til at vise samfundssind ved at sælge dem en lodseddel med fede præmier til et opstyltet og overfladisk reklameshow.

Det er det samme skuespillerensemble; Øyvind Kirchhoff, Angelina Kirchhoff, Morten Klode, Ditte Laumann, Sofie Ebbesen-Nielsen og Mireia Serra Voltas som har arbejdet sammen med instruktør og manuskriptforfatter Lotte Faarup omkring alle tre forestillinger. De spiller glimrende i en ekspressiv og fysisk stil, og lysdesigner og scenograf Jeppe Lawaetz har skabt en fremragende visuel ramme med store effektfulde projecteringer på det hvide scenegulv – en model, jeg kan se i bogen, at man også har arbejdet med i tidligere opsætninger i trilogien.

Det bedste ved “Hvem er det der banker” er faktisk kompromisløsheden hele projektet gennemføres med. De VIL noget med kunsten, og de formidler den med begavet indignation.

Lige så floromvundet det siges i forestillingen: Lille land – stort hjerte, lige så renhjertet kan det siges om Det Olske Orkester: Lille teater – stort hjerte.

“Hvem er det der banker”. Koncept Det Olske Orkester. Manuskript: Lotte Faarup.

Instruktion: Lotte Faarup. Scenografi og lysdesign: Jeppe Lawaetz. Kostumedesigner: Signe Beckmann. Lyddesign: Jonas Jørgensen. Speak: Katrina Bugaj.

Medvirkende: Ditte Laumann, Øyvind Kirchhoff, Angelina Kirchhoff, Morten Klode, Sofie Ebbesen-Nielsen, Mireia Serra Voltas og Jens Bäckwall.

Spiller på Forsøgsstationen, Sønder Boulevard til 21. november.

Anmeldt 10. november (premiere).

PR-foto

PS/Bogen “Rundt om ilden”, der handler om Det Olske Orkester og tilblivelsen af de tre forestillinger i trilogien, kan købes på teatret. Prisen er ikke oplyst.

Tidligere artikelMADELEINE OG DRØMMENE
Næste artikelLOLITA FOR ALTID

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her