Ambitiøst og effektfuldt satanisk drømmespil fra Kolding Egnsteater blander Faust-historien med en virkelig kriminalsag.
* * *
Det er ikke ambitionerne, der mangler i Kolding Egnsteaters ur-opførelse af Jokum Rohdes skuespil “Madeleine og Drømmene”. Dramatikeren benytter snart sagt enhver reference i sin vildt flagrende tekst, fra drømmetydning over Faust-myten til en helt konkret og i sig selv banal kriminalhistorie om et bortført barn.
I nu’et mens det står på, er det både effektfuldt, interessant og en lille smule inerverende. I efterrationaliseringen dukker begreber som ‘for meget’ og ‘more is better’ også op. Altså, vil Jokum Rohde simpelthen for meget på én gang? Skulle han have fordelt nogle af godbidderne, sin imponerende research i både litteraturen, den magiske verden og mytologien, ud på nogle flere stykker. For lige så imponerende “Madeleine og drømmene” på mange måder er som dramatisk værk, lige så overlæsset med begreber virker det også. Og det går i sidste ende ud over helhedsindtrykket. Det er næsten som at høre en koloratursopran gå bersærk i toneregistret, mens hun messer ‘hør hvor dygtig jeg er”.
“Madeleine og drømmene” er baseret på historien om den treårige pige, Madeleine McCann, som forsvandt sporløst på forældrenes ferie i Portugal i 2007 – den meget omtalte ‘Maddie-sag’. Gåden er aldrig løst, forældrene har været anklaget og blevet frikendt flere gange, og det er i sig selv en spændende fortælling, der fungerer som et godt dramatisk udgangspunkt.
Her møder vi Madeleine i realtid, i fortid og ikke mindst i drømmene. Forældrenes drømme, som den bortkomne Madeleine styrer som et nødråb fra det fjerne. Især i anden akt gør Amanda Bøgestrøm Isaksen indtryk i karakteren, der som en sortklædt skygge er med overalt, og i perioder også dukker op fysisk som en karikeret slaskedukke i flere størrelser.
Forestillingens centrale skikkelse er dog Morten Kjærs diabolske Johhny Marlowe – en reference til forfatteren Christopher Marlowe, der skrev den første Dr. Faustus-historie i 1500-tallet – som med skæve gedebukkeben er lige dele satyr, børneporno-producent og faderens forfatterkollega og konkurrent (så får vi også lige en Shakespeare-reference med indover) og selvfølgelig er han også den mystiske Mister X, selve Dr. Mysterioso. Kjær spiller ham med indsmigrende farlighed, med de stikkende, næsten lysende øjne, der bestemt fascinerer, men også lidt for ofte falder i ‘for meget’-fælden.
Malte Joe Frid-Nielsen og Kristine Nørgaard er Madeleines hårdt plagede forældre. Han er Faust-figuren, der sælger sin sjæl – og sin datter – for det næsten-for-gode-til-at-være-sandt forfatterjob at skrive Mister X alias Dr. Mysteriosos selvbiografi. Ja, ikke bare skrive den, men skabe den og dermed blive guddommeliggjort. Og i denne stræben efter guddommelighed bliver han indirekte skyld i datterens forsvinden, i følge Jokum Rohde. Overfor Frid-Nielsens teatralske og stærkt fysiske spillestil, står Kristine Nørgaard som moderen for det næsten stik modsatte. Hun beskriver en nærmest jordbunden realisme, som den forknytte og sorgramte mor, der opfatter Madeleines nødråb i sine drømme, men ikke kan overbevise myndighederne. Hendes stilfærdige og troværdige spil, gør langt større indtryk end de øvriges for ofte gestikulerende og højtråbende spillestil. Desværre falder hun næsten ud af fortællingen i anden akt.
Der er naturligvis en mening med det hele, for den unge instruktør Emil Aleksander Rostrup, ønsker givetvis at hans spillere hver i sær repræsenterer de forskellige psykologiske temaer og stemninger, der myldrer frem i tekstens underliggende vildnis; kaos, sorg, sort magi og så videre. Om den mission lykkes? Tja, det er jeg ikke så sikker på. Forestillingens største problem er for mig, at den vil for meget og at den dermed risikerer at tabe publikum undervejs.
Der spares bestemt heller ikke på effekterne; Moderen, der spiser Madeleines hjerte eller faderen, der får et langt plastikrør stukket ned i mavesækken. Man væmmes, og til ingen verdens nytte. Men underliggende har både teksten, instruktionen og opsætningen også en lang række kvaliteter, man ikke må undervurdere. Det er ikke uinteressant, men balancerer lige på kanten af at blive det. Og det er lidt synd.
“Madeleine og drømmene” af Jokum Rohde.
Instruktion: Emil Aleksander Rostrup. Scenografi: Ditte Tygesen. Lyddesign og komponist: Ingdild Skandsen. Lysdesign: Jim Falk.
Medvirkende: Amanda Bøgestrøm Isaksen, Kristine Nørgaard, Malte Joe Frid-Nielsen og Morten Kjær.
Produceret af Kolding Egnsteater, hvor forestillingen spiller igen fra 20.-26. november.
Spiller de kommede to aftener på Mungo Park, Allerød.
Anmeldt 12. november på Mungo Park.
Foto: Asmus Kromann Bork.
