Forside Anmeldelser 2020 LIVSTIDSGÆSTERNE

LIVSTIDSGÆSTERNE

15
0

Meget morsom, men dramatisk ustruktureret bagatel på Betty Nansen Teatret.

* * * 

Det er faktisk meget morsomt at møde de seks forskellige sider af dramatikeren Line Knutzons personlighed, som hun har skrevet om i stykket “Livstidsgæsterne”. Karin Gilles scenografi er også både spøjs og effektfuld, og de seks skuespillere leverer bestemt et højspændt energisk komedie- og ensemblespil og meget morsomme karaktertegninger.

På den måde er “Livstidsgæsterne” faktisk ganske banalt underholdende, med sit syrede og absurde univers. På idéplanet og tegnebrædtet har det sikkert set helt fantastisk ud, men derfra og til scenen, er noget alligevel gået galt. 

Line Knutzon har tidligere beriget dansk teater med nogle dramatiske perler, og undertegnede har stadig den gamle “Guitaristerne” i erindringen som noget af det morsomste teater, jeg nogensinde har set herhjemme. I sine absolut bedste perioder, har “Livstidsgæsterne” da også noget af “Guitaristernes” groteske galskabshumor over sig, blandt andet i de veloplagte åbningsscener, hvor vi får præsenteret de seks sider af menneskets personlighed ved en slags mental generalforsamling med Niels Ellegaards ‘Sjælens triste vicevært’ som ordstyrer, Xenia Noetzelmann som dramatikerens ‘kyniske jeg’ og Ena Spottag som ‘Den temperamentsfulde fortrængningsmester’. Elliott Crosset Hoves karakter har af dramatikeren fået titlen ‘Voksenlivsmimeren’, men i mine noter har jeg skrevet ‘det enfoldige jeg’, mens Tryggvi Sæberg Björnsson er vor hovedpersons ‘ambitiøse jeg’. Det varer lidt inden Maria Rossings ‘Sindets sanselige småborger’ dukker op, men når det sker er det for fuld skrue og meget, meget morsomt.

I en række scener kæmper disse vidt forskellige personligheder med at tage styringen i de forskellige relationer, ikke mindst i forhold til fortrængningen af mange års ophobninger i den urørte E-Boks og i relationen til overboen, der vil invitere på date, eller vennerne, som man faktisk ikke rigtigt kan holde ud.

Line Knutzon vil gerne udfordre os og få os til at kigge indad og finde vore egne forskellige personligheder, som skifter afhængigt af hvilke situationer vi befinder os i, og man kan afgjort også spejle sig i flere af karaktererne og situationerne. Replikkerne er periodisk det rene og skære nonsens, men også en slags letgenkendelig hverdagsnonsens.

I takt med at tiden går – stykket varer små halvanden time – synes idéerne dog at tynde ud, og det bliver stadigt mere tydeligt, at Line Knutzons tekst mangler både dramatisk struktur og taber sit fokus. Måske har der været for mange kokke om at lave det, for manuskriptet og karaktererne er udviklet i samarbejde med skuespillerne og instruktør Elisa Kragerup. Og hvor sjovt tænkt, Karin Gilles scenografi end er; det er et rum, der gradvist bliver mindre og mindre og mere og mere klaustrofobisk, så udnyttes den ikke specielt godt. 

Alle de gode intentioner til trods, og de mange morsomme situationer til trods, så ender “Livstidsgæsterne” med blot at blive en uforløst dramatisk bagatel. Hidtil har næsten alt lykkedes som Elisa Kragerup har rørt ved i sin direktørtid på Betty Nansen Teatret, så der skal være plads til en lille halvskævert som denne. Også selvom man bestemt kunne have håbet og ønsket på mere, og på et bedre resultat af satsningen med en husdramatiker.

“Livstidsgæsterne”. Af Line Knutzon.

Instruktion: Elisa Kragerup, Scenografi og kostumer: Karin Gille. 

Medvirkende: Niels Ellegaard, Maria Rossing, Xenia Noetzelmann, Tryggvi Sæberg Björnsson, Ena Spottag og Elliott Crosset Hove.

Spiller til 31. oktober.

Anmeldt 30. september.

Foto: Emilia Therese.

Tidligere artikelSVÆRDET I STENEN
Næste artikelALLE GODE TING

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her