Forside Anmeldelser 2020 ALLE GODE TING

ALLE GODE TING

40
0

Frank Thiel er fremragende i tragisk komedie-monolog på Nørrebro Teater.

* * * * * 

Grænsen mellem tragedien og komedien har siden de gamle grækeres tid været knivskarp. Den engelske monolog “Alle gode ting” benytter sig i høj grad af det velkendte greb med at fortælle en grundlæggende dybt alvorlig og nærmest tragisk livshistorie ved hjælp af humoren.

En fortælling som denne om depression og selvmord ville, hvis den blev fortalt uden humor, blot blive traurig, indadvendt og ubærlig at overvære, og den blev da også først forløst, da forfatteren Duncan Macmillan mødte den britiske komiker Johnny Donahoe, og de to i fællesskab fik skabt monologen til scenen. Med en komisk tilgang til det i virkeligheden tunge stof, får fortællingen den lethed, som reelt betyder, at vi som publikum kan absorbere den, og dermed kommer historien til at virke så meget stærkere og nærværende.

“Alle gode ting” er historien om en midaldrende mand, der allerede i barndommen påbegynder en liste med alle de gode ting i livet, små og store ting, der gør livet værd at leve. Det bliver en liste, der følger ham gennem livet; gennem studieårene, og gennem den første forelskelse, ægteskab og skilsmisse. Baggrunden er dybt tragisk. Hans mor lider af depressioner, og forsøger at begå selvmord flere gange – første gang, da han er syv år gammel, og har vanskeligt ved at forstå situationen. Hans eneste og tilbagevendende spørgsmål er ‘hvorfor’?

Senere i livet bliver han mere bevidst om moderens skrøbelige sind, og om faderens reaktion, der går ud på at lukke sig inde på sit kontor og afspille grammofonplader. Og han indser, at han har arvet flere af de samme menneskelige egenskaber. Hans livline så at sige er listen, med de til sidst mere end en million gode ting i livet – en liste, der tæller alt fra den barnligt naive nummer 1 – Kung Fu is, til eksistentielle ting som at gå en tur med bare tæer i vandkanten.

Frank Thiel er på Nørrebro Teater den helt rigtige til at aflevere monologen, så vi både smiler, griner og knuges i sjælen. Han er ikke egentlig komiker som originalen Donahoe, og i hovedstaden næppe så kendt et navn, at han per automatik ‘sælger teaterbilletter’, så det bliver her kombinationen af den glimrende tekst, meget fint oversat og fordansket af Mads Andersen, det vigtige budskab om at hjælpe mennesker med depression og psykiske lidelser, og den fremragende skuespillerpræstation, der skal bære forestillingen.

Publikum spiller en meget væsentlig rolle i forestillingen. Vi sidder på fire sider af det flade gulv, og får ved indgangen udleveret en seddel som vi bliver bedt om at læse op, når vores nummer bliver nævnt. Men ikke nok med det, der er brug for nogle til at spille dyrlæge, skolepsykolog, far og ikke mindst kæreste, og her indgår publikum interaktivt i forestillingen, hvilket bestemt ikke gør opgaven lettere for Frank Thiel, der hver aften skal manøvrere i ukendt farvand. Det udfordrer så afgjort også publikum, men samspillet mellem skuespiller og publikum er sjældent set mere fuldkomment end her, og præmissen om, at på teatret er ikke to aftener ens, kommer til fulde til sit ret.

Frank Thiels præstation fortjener den dybeste respekt. Hans mimik og kropssprog balancerer hele tiden mellem komikken og tragikken, det ene øjeblik manisk opløftet, det næste depressivt dybtfølt. Det bliver aldrig for meget, og aldrig for lidt. Hans overblik og timing i samspillet med publikum er denne aften aldeles eminent, naturligvis hjulpet af, at de udvalgte ‘medspillere’ vover at gå til opgaven med et uforfærdet mod.

“Alle gode ting” er en smuk, følsom og på helt sin egen måde kærlig og morsom lille teateroplevelse på et teater, der normalt maler i en større skala.

“Alle gode ting”. Af Duncan Macmillan. Oversættelse og dansk bearbejdelse: Mads Andersen.

Instruktion: Tom Jensen. Komponist og lyddesign: Daniel Fogh. Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo.

Medvirkende: Frank Thiel og publikum.

Spiller på Nørrebro Teater til 24. oktober, og præsenteres i samarbejde med Odense Teater.

Anmeldt 29. september.

Forestillingsfoto: Büro Jantzen.

Tidligere artikelLIVSTIDSGÆSTERNE
Næste artikelREVYLUTION

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her