Det Ny Teaters Sceneriet danner en stemningsfuld ramme om cabareten “Piaf & Aznavour”, og der udgydes hjerteblod på den lille scene. Men det fænger ikke ikke rigtigt.
* * *
Der udgydes hjerteblod på den lille kælderscene under Det Ny Teater. For der er ingen tvivl om, at Edith Piaf og Charles Aznavour og deres livsværk står skuespiller/sangerne Kirsten Siggard og Kim Hammelsvang nær. Jeg husker faktisk stadig, hvor positivt overrasket jeg – og vist også alle andre – blev tilbage i 1991, da popsangerinden trådte i dramatisk karakter i rollen som Piaf oppe på samme teaters store scene. Og Kim Hammelsvang har tydeligvis et blødt punkt i hjertet for den fransksprogede sangskat, som han med stor succes har overført til scenen bl.a. i nogle af de små, vellykkede cabareter i Bogense.
Og sangene fra Edith Piafs og Charles Aznavours karrierer er jo også andeles vidunderlige; hendes vel nærmest ikoniserede gennem årerne, hans måske ikke helt så alment kendte, men når man hører “She”, “The Old fashioned Way” eller “Yesterday, when I was young”, så siger de flest ‘nåh, er det Aznavour!’, i hvert fald os i den let modnede midalder. Her fremføres sangene dels i mundrette danske oversættelser, dels på engelsk og lidt på fransk.
Rammerne omkring Piaf og Aznavour cabareten kan ikke være meget bedre. En intim sal, en rå murstensvæg som baggrund, der sagtens kan illudere både Marseilles’ slidte havnekvarter og Montmartre i Paris, en enkelt gadelampe og et cafebord med to stole, to glas og en flaske rødvin. Enkelt. Smukt. Stemningsfuldt. Musikalsk er forestillingen i øvrigt pakket nydeligt ind af Mathias Grove Madsens følsomme klaverspil og Kurt Larsens virtuose musette harmokanikaspil.
Sangene får lov at stå helt alene. Her er ingen mellemtekster. Ingen dialog eller direkte historie om Edith Piaf eller Aznavour. De kendte hinanden, ved man, for han var elev hos hende i en periode, da han var ung. Men bortset fra et citat fra Aznavour om, at han var forelsket i hende – i otte dage!, er der intet belæg for at der var et kærlighedsforhold mellem de to. Det skulle da så lige være sandsynligheden, for Piaf var kendt for at have en endog særdeles god appetit for unge mænd. Alligevel er denne cabarets diskrete tema en famlende kærlighed mellem den yngre mand og den modne kvinde, med hvad dertil hører af bristede forhåbninger og jalousi.
Desværre fænger forestillingen ikke rigtigt i de 80 minutter den varer. Der mangler noget. En glød, en nerve. Jeg blev i hvert fald ikke grebet på samme måde som jeg normalt gør, når jeg hører de bedste af Piafs eller Aznavours sange. Synger de dem simpelthen ikke godt nok? Det er jo for pokker store sko at træde i, selvom begge de originale kunstnere var nogle små nips.
Kirsten Siggards stemme er med årene blevet meget nasal, og det giver den en mekanisk klang, der desværre ikke klæder disse følsomme sange specielt godt. Kim Hammelsvang har en tendens til at give den lige lovlig meget svulstig patos. Her kunne instruktøren Jan Hertz godt have skruet ned for virkemidlerne og overbevist sine kunstnere om, at sangenes kvalitet alene er nok til at fastholde publikums interesse. De gange det sker, er også forestillingens bedste passager.
Siggaard og Hammelsvang holder tonerne, men de fanger ikke tonen. Og så bliver det en lille smule, nå ja, overfladisk.
“Piaf & Aznavour – en hymne til kærligheden”.
Tekst og musik af Charles Aznavour, Edith Piaf, M. Monnet, Louiguy, Kretz, Jacque Plante, C. Dumont og Michael Emer. Oversættelser af Jesper Kjær, Pelle Voigt, Nikolaj Nørlund, Kim Hammelsvang og Kirsten Siggaard.
Instruktion: Jan Hertz. Lysdesign: Kasper Beknes.
Medvirkende: Kirsten Siggard, Kim Hammelsvang, Mathias Grove Madsen (klaver) og Kurt Larsen (harmonika).
Spiller udvalgte eftermiddage og aftener til 29. marts i Sceneriet under Det Ny Teater.
Anmeldt 26. februar (premiere) .
Foto: Det Ny Teater.
