Forside Anmeldelser 2019 LEONORA CHRISTINA

LEONORA CHRISTINA

23
0

Odense Teaters kæmpestore musicalsatsning er en ørkenvandring pakket ødselt ind.

* * 

Flot ser det ud. 70 musikere i orkestergraven. 20 meter i højden på den imponerende scene i Odeon i Odense. Udsøgte kostumer en masse.

Læg dertil en historie om magtbegær, hævn, svig, bedrageri, forræderi, kærlighed og én af Danmarkshistoriens mest ekstraordinære kvinder; kongedatteren Leonora Christina, der endte med selv at skrive sin version af sin livshistorie i fangenskab i Blåtårn. Jo, det er i den grad musicalmateriale man kan tillade sig, at have store forventninger til.

Ikke mindst fordi det er lykkedes Odense Teater, Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester, der samproducerer forestillingen, at sikre sig et ensemble af sangere og skuespillere af høj kvalitet, med to af Danmarks allerbedste musicalstemmer; Xenia Lach-Nielsen og Stig Rossen i spidsen. Og fordi man i Peter Langdal har en af landets mest erfarne og kreative instruktører.

Missionen lykkes desværre ikke. Satsningen bliver en ørkenvandring af en musical.

“Leonora Christina” havde premiere 22. januar, hvor jeg var bortrejst, men jeg valgte at se den efterfølgende. Jeg har ikke læst andre anmeldelser af forestillingen, men det kan aldrig undgås, at man hører noget ‘på vandrørerne’. Alligevel var det med en boblende forventning i maven, at jeg lørdag så forestillingen i en – heldigvis – totalt udsolgt sal.

Det er, som nævnt indledningsvis, en flot forestilling at se på. Og det er så omtrent det. Det dramatiske og musikalske materiale, som er skabt af Stephen Henriksen (musik), Andreas Garfield (dramatiker), Torben Kirkegaard (sangtekster) og Peter Langdal (drejebog), er simpelthen ikke godt nok. Historien fortælles med en sælsom blanding af svulstig patos og barnlig pjank, sangene forekommer med meget få undtagelser banale og intetsigende, og værst af alt, så fylder musikken alt, alt for lidt.

Det lykkedes slet ikke at udnytte den ekstravagante luksus, at have en helt symfoniorkester  siddende i graven. Hvor er det store, bølgende musikalske brus? Gang på gang sidder man og undrer sig over manglen på musik, når den enorme drejescene knagende roterer fra den ene scene til den anden. Og når den så er der, musikken, så fænger den kun i glimt. Det meste er spagt, uinteressant og tamt. Det er som om komponisten enten ikke nåede at skrive hele partituret, eller ikke magtede det. Øv.

Man kan ikke sætte en finger på hverken musikere, skuespillere eller sangere. De gør det alle så godt materialet og instruktionen tillader det. Lars Simonsens hvide mand, som inkvisitorisk udspørger Leonora Christina, og driver historien frem er en skarpt tegnet og interessant karakter. Xenia Lach-Nielsens kyniske, magtbegærlige Leonora Christina er et fint forsvar af karakteren – og hendes stemme funkler i sangene, uagtet deres kvalitet. Stig Rossens malmrøst går lige i knoglerne i rollen som den barske slotsforvalter Fuchs, der holder Leonora Christina og hendes mand, Corfitz Ulfeldt, i fangenskab på Hammershus, og Troels Lyby i rollen som Ulfeldt er tilpas meget charlatan til at vi ser gennem fingre med, at han som type ikke har meget tilfælles med historiens virkelige Corfitz Ulfeldt. Cecilie Gerbergs præstation som den unge dronning Sophie Amalie lover godt for fremtiden, og hun og Xenia Lach-Nielsen leverer forestillingens egentlige højdepunkt i en stærk scene og smuk duet mod slutningen. 

Instruktionen og opsætningen virker uklar og forvirret. Hvad vil Peter Langdal egentlig med det her? Burde han ikke i sin bearbejdelse have strammet fortællingen i stedet for at brede den ud? Hvorfor forfalder han til moderne pjatteri i en stor, episk fortælling? Kunne han for pokker ikke have undgået, at de medvirkende hele tiden går hvileløst rundt og rundt om den kolossale orkestergrav med det resultat, at det, der umiddelbart er tætte, intense dialoger råbes på tværs af scenens 30 meter?

Der er mange andre irritationsmomenter i denne opsætning. Nogle store, andre små, men den slags har det jo med at forstærke hinanden. Er der noget belæg for at fremstille den svenske hærførerkonge Karl X Gustav som en retarderet teenager? Eller for at Kirsten Munk, titelfigurens mor, sidder i en spritmoderne kørestol på herregården Ellensborg, og har skidt i bukserne? Er det pludselig en kommentar til den kommunale ældrepleje, Langdal sniger ind her? Og er det ikke for pjattet, når den franske enkedronning Anna beder sin søn, barnekongen, huske at børste tænder inden han går i seng? Småting, ja, men det kunne have været undgået. Forlægget – manuskriptet og musikken – og opsætningen af denne kæmpestore satsning er en kæmpe skuffelse.

Det er synd fordi intentionerne jo er fantastiske, og man må håbe, at de tre samarbejdspartnere; Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera har lyst til at forsøge sig med et samarbejde igen. Blot med et bedre materiale.

“Leonora Christina”.

Musik: Stephen Henriksen. Dramatiker: Andreas Garfield. Sangtekster: Torben Kirkegaard.

Instruktion og drejebog: Peter Langdal. Scenografi: Ashley Martin-Davis. Kostumedesign: Karin Betz. Koreografi: Peter Friis. Dirigent: Casper Schreiber. Orkestrering. John Syberg og Stephen Henriksen.

Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Troels Lyby, Lars Simonsen, Christian Mosbæk, Anders Gjellerup Koch, Joachim Lind Tranberg, Cecilie Gerberg, Christina Elisabeth Mørkøre, Stig Rossen, Natalí Vallespir Sand, Frederik Mansø Boutrup, Søren Bech-Madsen, Poul Høxbro og mange flere. Odense Symfoniorkester.

Spiller i Odeon, Odense til 15. februar.

Anmeldt 2. februar.

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

Tidligere artikelDØDSDANSEN 3.0
Næste artikelMØD MIG PÅ CASSIOPEIA

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her