Strindbergs ægteskabsdrama serveret som interaktivt totalteater. Publikum inviteres med til festen på godt og ondt.
* * * * *
Alice og Edgar er de ulykkeligste mennesker på jorden. De har levet som hund og kat i 25 år. Nu fejrer de sølvbryllup og vi er med som gæster.
Det er August Strindbergs ægteskabsdrama “Dødsdansen” i nye, moderne klæder – til dels, men ikke kun, med nye ord. Det stedsspecifikke teater, Teatergrad, har sat forestillingen op i Sverige og nu i Danmark. Vi var i aftes i Danske Studenters Roklubs lokaler på Østerbro, forestillingen skal også spille i Vartov. Omgivelserne var fascinerende. Det var opførelsen bestemt også.
Tre skuespillere på scenen, to diskrete herrer, der bærer maden rundt og en kvindelig svensk kok, der tryller vores medbragte grøntsager – publikum skal hver medbringe en grøntsag – om til fem små, vegetariske smagsoplevelser. Og så er der publikum. Vi spiller en væsentlig rolle, for her er vi ikke blot betragtere, vi er en helt central del af forestillingen. Som gæster ved det sølvbryllup, der er kulminationen på en årelang magtkamp mellem to mennesker, der nok er fascinerede af hinanden, muligvis endda en kort overgang har elsket hinanden, men som af et inderligt ærligt hjerte hader hinanden.
Vi mødes foran sølvbryllupsporten, får på færøst manér en dram inden festen – vælger man den alkoholfri, får man et peberrodsshot der river lige så meget, som Alice og Edgar i de efterfølgende timer river af hinanden og af husvennen Kurt, der kommer på besøg i de kolde følelsers hjem, og bliver centrum for dramaet.
Hver især bejler ægteparret til ham; Edgar vil have hans venskab, han har ikke andre. Alice vil have hans kærlighed, det har hun savnet i 25 år. Duellen udvikler sig til et trekantsdrama, der udspiller sig med stigende intensitet for øjnene og fødderne af os.
Jeg har ikke tidligere oplevet en så konsekvent inddragelse af publikum i en forestilling; det kan give udfordringer, hvis publikum er modvilligt. Tre ægtepar skal således deltage i en intim spørgeleg med sølvbrudeparret, og en gæst skal pludselig agere parrets hjemvendte datter, og læse en lang tale op til sølvbrudeparret. Hende, der fik opgaven ved premieren i aftes, var så god, at man skulle tro det var indstuderet – det var det angiveligt ikke!
Uden at afsløre for meget, så er det også publikum, der får det sidste ord, således at “Dødsdansen 3.0” bliver interaktivt totalteater. Og spændende teater, det er det. Her kan man virkelig tale om, at ikke to aftener er ens.
I Sosha Teperowskas bearbejdelse af Strindbergs spydige tekst, er grænserne vist skåret endnu skarpere op end i originalen. Her er Alice færøsk, Edgar dansk og Kurt er svensk. Bag Edgars ryg taler Alice og Edgar færøsk sammen; vi forstår ikke ordene, men sandelig nok betydningen. Edgar forstår ingenting – og det hele.
“Dødsdansen” er et skuespil om et dødsmærket ægteskab. Om et samliv baseret på løgne, manipulation og virkelighedsflugt. Den dødeligt syge Edgar forsøger en slags forsoning til sidst. Lad os slå en streg over det. Det er glemt. Jeg har set døden i øjnene. Det har givet mig håb om noget bedre. Værsgo’, selv døden er bedre end dette.
Det er barske ord og et barskt stykke. Velspillet helt ud til det yderste af fingerspidserne af Ulver Skuli Abildgaard som den dødsmærkede ægtemand, færøske Gunnvá Zachariasen som den iskolde Alice med et indestængt begær, og af svenske Mathias Hahne Torbjörnsson som husvennen Kurt. De jonglerer på forbilledlig vis med Strindbergs spydige ondskabsfuldheder samtidig med at de skal holde styr på publikum. Det gør de godt. Og vil man gerne opleve klassisk teater i et helt utraditionelt format og anderledes rammer, så er dette bestemt et anbefalelsesværdigt valg.
“Dødsdansen 3.0”. Baseret på August Strindbergs “Dödsdansen”. Bearbejdet af Sosha Teperowska.
Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Lokaledesign: Ilkka Häikiö. Menudesigner: Miia Suhonen. Aftenens kok: Soniya Sjöberg. En samproduktion mellem Teatergrad og Teater Insite.
Medvirkende: Gunnvá Zachariasen, Ulver Skuli Abildgaard og Matthias Hahne Thorbjörnsson.
Spiller i Danske Studenters Roklub i aften og i morgen, samt i Vartov 11., 12. og 13. februar.
Anmeldt 7. februar (premiere).
Forestillingsfoto: Per Morten Abrahamsen.
