Forside Anmeldelser 2019 ET JULEEVENTYR

ET JULEEVENTYR

13
0

Mette Horn som den julehadende kapitalist Scrooge og scenografien er lyspunkterne i en voldsomt overgearet klassikeropsætning på Nørrebro Teater.

* * *

Nogle gange må man give op, og opgive at finde ud af hvad instruktøren egentlig har villet med sin forestilling. Sådan har jeg det med “Et juleeventyr” på Nørrebro Teater.

Charles Dickens’ klassiker om den ondskabsfulde gnier Ebenezer Scrooge, der gennem mødet med tre ånder; fortidens jul, den nuværende jul og fremtidens jul indser, at alle hans penge ikke gør ham lykkelig, er i Patrick Barlows moderne dramatisering og Viktor Tjernelds instruktion blevet til en højtråbende farce, og selvom der bag al den skrigen og skrålen, de vanvittige kostumer og den anstrengte gestik fortsat anes konturerne af en i bund og grund alvorlig fortælling om klasseforskelle i 1840’ernes England, om griskhed og om at ægte kærlighed godt kan gro uden rigdom, så overdøves historiens grundlæggende kvaliteter af opsætningens gøgl og overgearede gakkelak.

Hvem er egentlig målgruppen for al denne halløj? På teatrets hjemmeside anføres, at forestillingen er egnet for børn fra 7 år – umiddelbart synes det at være lidt lavt sat til et Charles Dickens-univers, men som der spilles, forekommer det periodisk næsten som om det er for højt. Indimellem er vi virkelig til småbørneteater. Indimellem er vi det ikke. Slet ikke.

Resultatet er en forestilling, hvor de mindste hviner af fryd, når der pjankes og klovnes i de karikerede karakterer, for øjeblikket efter højlydt forundret at spørge deres voksne om ‘hvad sker der nu’? De små er helt fortabt, det er vi andre langt hen af vejen desværre også.

Sjovt ser det ud. Kostumerne er vilde og vanvittige. Scenografien er ganske skøn, og leger med alle teatrets fine muligheder med en strålende udnyttelse af drejescenen. Der er masser af idéer og gags, hvoraf nogle fungerer fint. Det gælder for eksempel scenen hjemme hos familien Cratchit, Scrooges hårdtprøvede sekretær, og scenen med den lille dreng, der med bævende knæ, som den første opdager Scrooges forvandling. Hver især har Lila Nobel, Jesper Groth, Asta Kamma August og Andreas Jebro bestemt øjeblikke, hvor de rammer komikken på sømmet, men de er trukket ud på et overspillets overdrev, der i længden hverken klæder dem eller forestillingen. 

Mette Horn spiller Ebenezer Scrooge. Det gør hun godt, uden at vi får en egentlig forklaring på hvad der ligger bag ideen om at lade rollen spille af en kvinde. Har udgangspunktet oprindeligt været et andet? For en udspekuleret kapitalist, der på grund af en dårlig opvækst har mistet sin empati, og er blevet et følelseskoldt og ensomt menneske, kunne jo principielt sagtens være en kvinde. Det er det så ikke. Scrooge er en mand og spilles som en mand – af en kvinde. 

Godt så, for Mette Horn giver sin Scrooge med en for opsætningen sjælden dybde og afdæmpet ynde, hvor både komikken og alvoren kommer til sin ret. Hun er decideret rørende når hun konfronteres med sin fortid, og når Scrooge til sidst indser, at han blot er fanget i grådighedens og profittens lænker, og at der, når han er død og borte, ikke er nogle der vil savne ham og hans mange penge. 

Der ligger måske en pointe i, at Scrooge er den eneste reelt menneskelige karakter midt i al overfladiskheden. Måske er det i virkeligheden det Viktor Tjerneld har villet fortælle os med sit juleeventyr. 

“Et juleeventyr”. Af Patrick Barlow baseret på Charles Dickens’ roman.

Instruktion: Viktor Tjerneld. Scenografi & kostumer: Franciska Zahle. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Ida Jacobsen.

Medvirkende: Mette Horn, Andreas Jebro, Asta Kamma August, Lila Nobel og Jesper Groth.

Spiller på Nørrebro Teater til 4. januar.

Anmeldt 29. november (premiere).

Forestillingsfoto: Büro Jantzen.

Tidligere artikelKNAS MED KRONJUVELERNE
Næste artikelBRØDRENE LØVEHJERTE

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her