Forside Anmeldelser 2019 BRØDRENE LØVEHJERTE

BRØDRENE LØVEHJERTE

14
0

Astrid Lindgrens klassiker som computeranimeret Manga-teater i Skuespilhuset.

* * * * *

Den gode historie er grundlaget for al godt teater, og den gode historie er der til fulde i Astrid Lindgrens børnebogsklassiker om Brødrene Løvehjerte. En bog kendt og elsket af de fleste gennem et par generationer, med en udødelig fortælling om ubrydeligt venskab mellem brødre og deres kamp i det hinsides på det godes side i mod den rendyrkede ondskab.

“Brødrene Løvehjerte” er flere gange blevet dramatiseret både for skærm, lærred og scene, og på Det kgl. Teater er det den dygtige og flittige Line Mørkeby, der nu giver fortællingen nyt liv i en dramatisering, der retter sig direkte mod tidens unge. Sammen med instruktøren Thomas Bendixen, scenografen Karin Betz og videodesigneren Tal Rosner har hun skabt en moderne fantasy-udgave, der placerer sig et eller andet sted mellem den helt klassiske scenekunst, computerspil a la Fortnite eller Mindcraft og den japanske manga tegneseriestil.

Det er langt hen af vejen meget vellykket, og de skoleklasser i 6.- 7. klasse alderen, der denne aften i skuespilhuset udgjorde en meget stor del af publikum, tog tydeligvis både historien og fortælleformen til sig. Fra det øjeblik lillebror Tvebak træder ensomt frem på forscenen og indleder med replikken: “Jeg skal snart dø!” forstummede al snak, pludren og fnisen, og man kunne have hørt en mobiltelefon falde til jorden, hvis ikke de allerede var behørigt pakket væk. Det er fedt at opleve, når et nyt teaterpublikum tager teatret til sig og lader sig suge ind i dets særlige univers, som man ikke finder magen til foran en computer- eller tv-skærm eller i biografen til selv det mest ekstravagante udstyrstykke indenfor fantasygenren.

Opsætningen rammer det publikum den er lavet til som en knytnæve i solar plexus, også selvom det afsluttende drama, hvor de modige brødre jages af dragen Katla, måske ikke helt formår at skabe den samme spænding som på film, men som til gengæld spilles med intensitet, nerve og sjæl af Morten Hee Andersen og Alvin Olid Bursøe som Tvebak og Jonatan, der her for anden gang går i døden for hinanden.

Det er et eventyr, men det er også en enkel fortælling om at intet er stærkere end blodets bånd mellem brødre, der elsker hinanden og vil gøre alt for hinanden. I indledningen møder vi lillebroderen, der ligger forkrøblet og dødssyg i en lille lejlighed på anden sal. Moderen er alene med de to brødre, og storebror Jonatan er det voksenbarn, der kan det hele. Både holde modet oppe hos moderen og hos den syge lillebror, som ikke ved at han snart skal dø, men måske aner at noget er i gære. Jonatan fortæller ham om det paradisland i fantasien, Nangiala, hvor de to skal forenes når de begge er døde, og da Jonatan dør i forsøget på at redde sin invalide bror ud af familiens brændende hus, ja så bliver det Jonatan, der først når til Nangijala. Da Karl (Tvebak) senere dukker op, viser det sig, at ikke alt er lige lykkeligt i paradiset, for den onde fyrste Tengil, som har sikret sig magten over den grusomme drage Katla, truer idyllen, og det bliver de heltemodige brødres opgave at bekæmpe Tengil og genskabe freden i Nangijala.

Den imponerende LED-scenografi og Karin Betz’ manga-inspirerede kostumer skaber et vellykket scenisk univers, og det lille ensemble med bl.a. Peter Christoffersen og Sigurd Holmen le Dous som voldsomt karikerede og ganske underholdende skurke, Christiane G. Koch og Mette Maria Ahrenkiel som handlekraftige kvinder og Bjarne Antonisen som lumsk spion fylder den store scene overraskende godt ud. Alvin Olid Bursøe spiller sin Jonatan som en kæk, energisk drengehelt, der er så godhjertet, at han ikke kan dræbe, ikke engang ondskaben selv. Og Morten Hee Andersen er aldeles rørende som den svagelige lillebror, der viser sig at være både meget mere snu og meget modigere end han selv tror, og som også er historiens egentlige fortæller og omdrejningspunkt.

Man kan sagtens argumentere i mod spillestilen og opsætningens stiliske brud med det traditionelle teater, men det lykkedes på overbevisende facon af fastnagle målgruppen og gøre fortællingen både vedkommende og spændende. Hvis “Brødrene Løvehjerte” er Det kgl. Teaters bud på at skabe scenekunstneriske oplevelser for et nyt, potentielt teaterpublikum, så lykkedes det glimrende. Ikke mindst fordi historien er god. Mon ikke mange af de unge fra i aftes tænker, at ‘det der teater, det er ikke så støvet endda!‘.

“Brødrene Løvehjerte” Af Astrid Lindgren. Dramatiseret af Line Mørkeby.

Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Videodesign: Tal Rosner. 3D animation: David Shepherd. Komponist: Kristian Eidnes Andersen.

Medvirkende: Morten Hee Andersen, Alvin Olid Bursøe, Mette Maria Ahrenkiel, Bjarne Antonisen, Martin Bo Lindsten, Christiana G. Koch, Sigurd Holmen le Deus, Peter Christoffersen, Martin Dupont og Lars Mikkelsen (stemme). Musikere: Henrik Dam Thomsen, Charlotte Rafn, Hidekazu Uno, Therese Åstrand Radev og Elan Lura Haakensen.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 11. januar.

Anmeldt 26. november.

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

Tidligere artikelGRIN, GRAN OG GUIRLANDER
Næste artikelJEG VIL PRØVE DET HELE – EN BIOGRAFI OM JØRGEN RYG

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her