Forside Anmeldelser 2019 DIVAER I GLAS

DIVAER I GLAS

23
0

Lækkert og swingende musikalsk diva-show i Glassalen.

* * * *

Det kan ikke blive meget mere lækkert end det er. “Divaer i glas” har en udsøgt lækker indpakning; lækre dansere, et lækkert og sublimt swingende jazzband og fire lækre og gennemført velsyngende solister i front.

Det var egentlig meningen at “Divaer i glas” skulle have været en del af Tivolis store jubilæum sidste år, men af forskellige årsager måtte showet udskydes til nu. Det er egentlig lidt ærgerligt, for det havde passet ideelt til jubilæet. Det er et show om Tivoli og en særlig epoke i havens historie i 60’erne, hvor Tivoli-Varieteen var samlingspunkt for alverdens verdensstjerner; Sarah Vaughan, Ella Fitzgerald, Eartha Kitt, Marlene Dietrich og svenske Monica Zetterlund med flere.

De dukker alle op i showet, personificeret af Caroline Henderson, der er idékvinden bag det hele, Kaya Bruël og Birgitte Hjort Sørensen, med energisk effektive Carsten Svendsen i rollen som den hedengangne Tivoli-Varietés ikoniske konferencier Preben Uglebjerg. De synger den ene klassiker efter den anden, som nævnt i indledningen med udsøgt lækker elegance. 

Vi får Josephine Baker i flere variationer, som ung og som mere moden på karrierens bagperron – men uden bananskørt! Vi møder Birgitte Hjort Sørensen som en über cool Marlene Dietrich også her i flere versioner, og som et lille spøjst kuriosum, Kaya Brüel som sin egen mormor, Birgit Brüel, som mange sikkert har glemt var jazzsangerinde i internationalt format ved siden af at være skuespiller. Caroline Henderson får lov at boltre sig som ‘The first Lady of Jazz’ Ella Fitzgerald. Vi får serveret historien om dengang Ella bosatte sig i Klampenborg med en ung, dansk elsker og på et tidspunkt ville købe Jazzhus Montmartre.

Netop historiefortællingen er der hvor “Divaer i glas” ikke rigtigt lykkes. Man aner, at man oveni at præsentere disse skønne kvinders kunst også gerne vil fortælle en historie om stærke, selvstændige kvinder, som på hver deres måde satte sig op i mod systemet, og kæmpede sig frem på trods. Ella Fitzgerald, der løb ærinder for New Yorks prostituerede og sikkert selv var blevet det, hvis ikke hun havde været begavet med et guddommeligt talent. Josephine Baker, der trodsede 30’ernes racisme af værste skuffe, og ikke mindst Marlene Dietrich, der ikke kunne komme hurtigt nok ud af Hitlers Tyskland til et USA og siden Paris, hvor hendes biseksualitet blev accepteret  – jeg optrådte ikke til Gay Pride, jeg var Gay Pride, som dramatikeren Flemming Klem lader hende sige i forestillingen. Men det bliver aldrig rigtigt vedkommende. I stedet fremstår den del af showet som lidt fortænkt, og samtidig lidt for glat, fermt og overfladisk. Måske vil vi egentlig bare helst have sangene, så kan vi altid få historierne en anden gang.

Dramaturgien stikker lidt ud i alle retninger, Preben Uglebjerg får lov at fortælle om sin egen død, og på et tidspunkt dukker Carsten Svendsen også op som arkitekten PH, hvilket giver anledning til at joke lidt med hvor dårligt man egentlig sidder i Glassalen. Hvis man sad godt, ville man læne sig tilbage og ikke være opmærksomme på kunsten! Ok så, så fik vi det på det rene. Marlene Dietrich får lov at sende en lille sviner mod Madonna, der er vulgær – og synge kan hun heller ikke! Det er jo meget sjovt, men spørgsmålet melder sig; hvorfor? 

De fire dansere er aldeles fremragende og Toniah Pedersen har lavet en næsten akrobatisk koreografi, der både trækker tråde tilbage til 50’erne og 60’erne og til en electric boogie street dance stil, der vel var på sit allerhøjeste i 80’erne. Det er flot og afsindigt dygtigt, men koreografien bliver lidt trættende i længden. Til gengæld folder Nikolaj Hess’ seksmands orkester sig ud i fuldt flor, ikke mindst i en voldsomt dyster, ja nærmest dæmonisk version af “Gyngerne og karrusellen”, overlegent leveret af Carsten Svendsen som afslutning på første akt.

Som helhed er “Divaer i glas” et strålende show med sangere, dansere og musikere af format og høj klasse og i uhyre elegant og helstøbt indpakning. Det hele varer præcis to timer inkl. pause, lige tilpas.

“Divaer i glas”. Idé og redaktør: Caroline Henderson. Tekst: Flemming Klem. Musik & sangtekster: Fremgår ikke af det trykte program.

Instruktion. Rolf Heim. Koreograf: Toniah Pedersen. Scenografisk konsulent: Sisse Jørgensen. Kostumedesign: Lasse Spangenberg. Musikalske arrangementer: Nikolaj Hess, Peter Fuglsang og Caroline Henderson. Kapelmester: Nikolaj Hess.

Medvirkende: Caroline Henderson, Kaya Brüel, Birgitte Hjort Sørensen og Carsten Svendsen. Dansere: Maria Malmstrøm, Tobias Yves Schiøtt Deedaran, Luc Boris André Kouadio og Suad Demirovic. Musikere: Daniel Franck, Jakob Høyer, Peter Fuglsang, Lars Vissing og Jakob Munck.

Spiller i Glassalen, Tivoli til 12. september.

Anmeldt 21. august.

Forestillingsfoto: Rumle Skafte.

Tidligere artikelBESAT
Næste artikelHURRA – JACOB MORILDS 20 ÅRS JUBILÆUMSCABARET

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her