Forside Anmeldelser 2019 DEN EVIGE ILD

DEN EVIGE ILD

156
0

Musikken sejrer stort i særdeles vellykket ny dansk musical med internationalt potentiale.

* * * * *

For anden gang har de danske musicalmagere Lasse Aagaard, Thomas Høg og Sune Svanekier fået lov at bearbejde en af den engelske bestsellerforfatter Ken Folletts historiske murstensromaner om til en musical. Det var godt første gang, hvor ”Jordens Søjler” lykkedes flot på Østre Gasværk, og det er endnu bedre denne gang, hvor det er ”Den evige ild” det gælder.

Det er først og fremmest musikken, der ikke bare er bedre, men som er i international musicalklasse. Hvor ”Jordens Søjler” nok havde flotte melodier og gode sange, der fungerede i nu’et, men var forudsigelige og forgængelige, er ”Den evige ild” et meget mere helstøbt musikalsk værk. Det lyder ganske enkelt storslået i Niels Bye Nielsens arrangementer, og selvom størsteparten er indspillet på forhånd, og der kun er en lille trio, der spiller viola, guitar, violin og forskellige 1500-tals fløjter på scenen, så fungerer det i denne sammenhæng upåklageligt godt. Man kan næsten kun fryde sig ved tanken over, hvor fantastisk det ville lyde i en produktion, der havde råd til et stort levende orkester.

Også sangerne yder musikken stor respekt. Silke Biranell i den store rolle som Margery Fitzgerald får her et veritabelt gennembrud efter en stribe lovende præstationer, og selvom Christian Collenburg ikke har samme vokale register, så leverer også han en fornem præstation som hendes elskede Ned Willard, der må så grueligt meget igennem inden de to til sidst kan få hinanden. Det er to meget flotte præstationer af to unge, særdeles talentfulde musicalsangere.

Mindre overraskende er det, at Xenia Lach-Nielsen i rollen som den protestantiske engelske dronning Elisabeth I brænder fuldkommen igennem i sine sange, først om at ville kæmpe for en verden uden frygt, og til sidst hvor hun underskriver rivalen Mary Stuarts dødsdom og synger gribende flot om at tronen forpligter.

”Den evige ild” er en lang forestilling, næsten tre timer. Meget anderledes kan det næsten ikke være, når romanforlægget er en 900 sider stor mursten af en roman, med et personregister som i en mellemstor dansk provinsby. Handlingen bevæger sig på flere plan med Ned Willard, som det gennemgående bindeled. Vi er i 1500-tallets Europa. Den katolske kirke har vundet magten i England og brænder kættere på bålet.

Herfra følges både kærlighedssporet mellem Ned og Margery, der ikke må få hinanden, så ikke vil have hinanden, for til sidst alligevel at få hinanden. Der er magtkampen mellem de to dronninger, Elisabeth I og Mary Stuart, religionskrigen i både Frankrig og England mellem den katolske og den protestantiske kirke, og flere andre personlige fortællinger på begge sider af kanalen.

Det er omfangsrigt, men bliver aldrig uinteressant, for Sune Svanekier og Thomas Høgs tekst er lige så velkomponeret som Lasse Aagaards musik, og der spilles og synges aldeles fortræffeligt af alle de medvirkende, der på grund af opsætningens begrænsede budget alle må spille adskillige forskellige karakterer. Det kan godt virke en lille smule forvirrende, især når også de mest bærende skuespillere har mange funktioner, men det kan der rådes bod på hvis ”Den evige ild” på et tidspunkt kan opnå en større opsætning. Og det bør den få, enten herhjemme eller i udlandet.

Det er nu slet ikke fordi, der er noget, der virker pauvert her. Benjamin la Cours scenografi, der inkluderer hele to menneskeafbrændinger på bålet, en veludnyttet drejescene og en flytbar bro, skaber en flot ramme om det historiske drama, og Astrid Lynge Ottosen og Karin Ørum har løst udfordringen med de mange kostume- og karakterskift uhyre elegant med kjoler og kåber, der kan ’hæftes’ af og på med et snuptag.

Der skal gives roser til hele ensemblet, men især til Søren Bech-Madsen med den imponerende dybe stemme, der kommer smukt til udfoldelse i bl.a. rollen som den grumme kardinal de Guise, og til Camille-Cathrine Rommedahl, som jeg ikke mindes at have set bedre, end som den modige Sylvie Palot. Til unge Monica Isa Andersens fine Mary Stuart, Pernille Petterson, Karsten Jansfort, Anders Gjesing og Marie Mondrup i flere forskellige roller, og til Kasper Dalsgaard, der skaber en charmerende charlatan ud af rollen som den ækle skurk Pierre Aumande.

Mads M. Nielsens instruktion fungerer som et velsmurt urværk, og er et meget godt eksempel på, at selv en lang forestilling med en vidtforgrenet og kompliceret historie som denne, ikke behøver at slæbe sig afsted.

Forfatteren Ken Follett var til stede ved premieren, og så ud som om han var tilfreds med resultatet. Han har ikke grund til andet. Bellevue Teatret har fået en fornem musical, der fortjener et stort publikum – også meget større, end det, der kan nå at se den her.

”Den evige ild”. Musical af Lasse Aagaard (dramatisering og musik), Sune Svanekier og Thomas Høg (dramatisering og tekst) baseret på Ken Folletts roman af samme navn.

Instruktion: Mads M. Nielsen. Scenografi: Benjamin la Cour. Kostumer: Astrid Lynge Ottosen og Karin Ørum. Musikalsk arrangement: Niels Bye Nielsen. Korarrangement & -instruktion: Johnny Jørgensen. Kapelmester: Olof Ander.

Medvirkende: Silke Biranell, Xenia Lach-Nielsen, Pernille Pettersson, Monica Isa Andersen, Marie Mondrup, Camille-Cathrine Rommedahl, Christian Collenburg, Karsten Jansfort, Anders Gjesing, Kasper Dalsgaard, Søren Bech-Madsen, Daniel Hansen, Victoria Elvirose Rishøj og musikerne Olof Ander, Ditte Fromseier og Dan Selchau.

Spiller på Bellevue Teatret til 31. marts.

Anmeldt 1. marts (verdenspremiere)

Forestillingsfoto: Robin Skjoldborg.

Tidligere artikelSORT SAMVITTIGHED – I ET FORHOLD
Næste artikelDANSEN MED FAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her