Forside Anmeldelser 2019 DANSEN MED FAR

DANSEN MED FAR

376
0

Forholdet mellem døtre og fædre beskrives underfundigt i en lille, velspillet forestilling på Folketeatrets Hippodromen.

* * * * 

Hvis det er sandt hvad Victor Cornelius sang i 1951, at ‘mor er den bedste i verden’, er det så også sandheden, at ‘far er den værste i verden’? 

Rikke Wölcks lille skuespil “Dansen med far” fortæller i hvert fald historien om tre temmeligt frygtelige fædre, set gennem deres døtres briller. Der er Ejnar, som skred da Inger-Lise bare var 10 år gammel, og først viste sig igen med en æske gamle chokolader, da hun fyldte 18. Der er Karl, en brovtende narcissist, der er far til Lea, og så er der Jeppe, Sofies far, der egentligt vil det så godt, men bare aldrig har tid og falder om med et hjertestop som 45-årig.

Historien fortælles af kvinderne. Tre generationer af kvinder, og handler således også om mødre, men den historie kan det være vi får en anden gang, for med blot en god times spilletid, kan man jo ikke nå alt. 

Rikke Wölck har både skrevet de fine, afstemte ord med gode replikker som: Han: Vi har jo haft det godt sammen. Hun: Ja, det siger du jo!  – og spiller selv den ældste af de tre kvinder, Inger Lise. Det gør hun, ligesom Sonja Oppenhagen og Laura Allen Müller som hendes datter og barnebarn, vældig nænsomt og diskret. Det er mændene, der råber højt, slås og skaber sig.

Det er et uhyre fint dramatisk trick, at lade de tre fædre fremstå som dukker, skabt af dukkemageren og skuespilleren Rolf Søborg Hansen, der selv, sammen med Morten Hauch-Fausbøll, fører dukkemændene, og siger deres replikker. Dukkerne har deres helt egen personlighed og udtryk, og kombinationen af dukketeater og ægte mennesker fungerer upåklageligt.

Også pigerne som børn optræder som dukker, så vi slipper for at opleve voksne skuespillere spille børn, hvilket sjældent er en rigtigt god idé. Det er altså en på mange måder meget vellykket og seværdig forestilling, der dvæler i sit eget langsomme og rolige tempo.

Se den med din far, din datter, dine bedsteforældre eller børnebørn og tag samtalen om jeres egne datter/far relationer over et glas vin eller en kop kaffe bagefter. Det kan der sikkert komme meget godt ud af.

“Dansen med far”. Af Rikke Wölck.

Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Kisser Rosenquist og Rolf Søborg Hansen. Dukkemager: Rolf Søborg Hansen. 

Medvirkende: Rikke Wölck, Sonja Oppenhagen, Laura Allen Müller, Rolf Søborg Hansen og Morten Hauch-Fausbøll.

Spiller på Folketeatrets Hippodromen til 23. marts.

Anmeldt 27. februar.

Forestillingsfoto: Thomas Petri.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her