Forside Anmeldelser 2019 BRØGGER

BRØGGER

17
0

Jeanett Albeck leverer en uafrystelig præstation i sin musikalske soloforestilling “Brøgger” på Republique.

* * * * *

Kan man overhovedet forstå eller få noget ud af “Brøgger”, hvis ens kendskab til Suzanne Brøggers litterære værk og person, består af spredte tekster, læst i en fjern gymnasietid, og af sporadiske avisartikler af tvilsom kvalitet om den karismatiske forfatter?

Det var lidt med den tanke, at jeg lørdag eftermiddag lod mig gelejde ind af bagindgangen på Østerbro Teaters Revolver-scene for, sammen med et talstærkt og altovervejende kvindeligt publikum i alle aldre, at opleve Jeanett Albecks musikalske performance “Brøgger”. En forestilling, der som det hedder i præsentations- og programmaterialet er en musikalsk fortolkning af Suzanne Brøggers univers.

Det korte svar er: Ja. Det lidt længere svar vil være, at når man som noget nær Brøgger-novice, i en sådan grad som jeg, kan lade sig betage, og indfange i et spind af følelser og tanker, der rækker langt ud over de 90 minutter forestillingen varer, så er det fordi både Brøggers ord og Jeanett Albecks ny-komponerede musik og hendes præstation på scenen virkelig kan noget. Det er bragende godt.

Vi kender mest Jeanett Albeck som det musikalske anker i teaterkollektivet Sort Samvittighed, hvor hun spiller en afgørende rolle både på scenen og som komponist og musiker. Her står hun på egne ben. Hun er ikke blot alene på scenen – næsten, en særdeles aktiv scenetekniker spiller en vigtig rolle i forestillingen – hun har også bearbejdet teksten, komponeret musikken og produceret det lydspor, der ledsager hendes eget spil på skiftende instrumenter undervejs. 

Her er tale om hjerteblod i en sjældent set grad, og man mærker i hvert eneste sekund, fra hun træder ind af en nødudgang på den til at begynde med helt nøgne scene, til hun forlader den igen, hvor meget det her betyder. Hvert blik, hver lille bevægelse, hvert eneste ord, og hver tone, der spilles, er begrundet. Der er i den grad klangbund i Albecks spil,sang og musikalitet. Jeanett Albeck investerer sig selv 100 procent, med krop og sjæl, og resultatet er en uafrysteligt stærk præstation i en dybt fascinerende forestilling.

Som publikum møder vi til at begynde med at helt bart, hvidt scenegulv, som et blankt ark papir. En stor rude, der hænger ned fra loftet er den eneste effekt, men gradvist som forestillingen skrider frem, benyttes skiftende effekter til at fortælle og illustrere historierne om forfatterinden. Historien om hvordan hun som 15-årig mister sin mødom til 30-årig, gift mand, historien om en mor, der ikke var som andre mødre, måske slet ikke var mor. En musikalsk fortælling om hvordan den unge kvinde finder virkelighedens kvinderolle både unaturlig og grotesk, og om ikke at ville indordne sig efter datidens normer i forhold til samfundet og til ægteskabet som institution. Hun taler for fri kærlighed, og bliver anset som provokatør og kontroversiel af sin samtid. I en meget melodisk sang synger Brøgger gennem Albecks mund: Hvis jeg døde i nat har jeg fået det hele og mere end nok.

Helt centralt i forestillingen står en lang og grusom fortælling om en massevoldtægt i Uzbekistan, hvor hvert enkelt trin i ydmygelserne afrundes med et nærmest kækt omkvæd: Morale – du skal ikke gå alene med en mand i en park i Tashkent, hvis du ikke vil voldtages! Gennem denne dybt gribende sekvens af forestillingen, trækker Albeck elegant tråde til vore dages debat om samtykke, og i den efterfølgende Delta Woman Blues synger hun medrivende om hvordan det er voldtægtsofferet, der ender i den offentlige gabestok. Det er sådan jeg skriver, synger Brøgger, som ikke behøver eller har behov for at forsvare sig.

Mod slutningen lukkes scenerummet gradvist af af hvide sætstykker, og til sidst står Brøgger bag en hvidkalket glasrude og betragter beskuerne. Alt hvad der løfter mig op, det slikker jeg på. Alt hvad der trykker mig ned, det skider jeg på, kommer til at stå som et centralt statement fra en forfatter, der gennem en unik teaterbegavelse, får et gribende eftermæle.

Det er Liv Helm, der har instrueret og fået alt det bedste og mere til ud af Jeanett Albecks talent. Freya Sif Hestnes har udtænkt den opfindsomme scenografi og Albecks kostumer, men det er først og fremmest Jeanett Albecks med-livet-som-indsats fremragende præstation, der gør “Brøgger” til en af den endnu unge teatersæsons allerstørste oplevelser.

PS/ Det er ikke helt slut, når det er slut – men det skal I selv ind og opleve.

“Brøgger”.

Idé, tekstbearbejdelse, komponist og musikalsk produktion: Jeanett Albeck. Tekst: Suzanne Brøgger.

Instruktion: Liv Helm. Scenografi & kostumedesign: Freya Sif Hestnes.

Medvirkende: Jeanett Albeck.

Spiller på Østerbro Teaters Revolver-scene til 13. oktober.

Anmeldt 7. september.

Forestillingsfoto: Sara Galbiati.

Tidligere artikelHVIS JEG BLIVER GAMMEL
Næste artikelPEJSESHOW – PEJSEN SKYDER PÅ DET HELE

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her