Svendborgs traditionsrige sommerrevy er tilbage hvor den hører hjemme, i den go’e gamle Rottefælde. Et stærkt revyhold leverer varen med originalitet og musikalitet.
* * * *
Rottefælderevyen i Svendborg er tilbage hvor den hører hjemme. Efter fire års pause – en coronaaflysning og tre revyer inde på Svendborg Teater – spiller revyen igen i det hyggelige teater i Caroline Amalielund, hvor pladsen er trang og stolene ukomfortable. Revyplatten er der knapt nok plads til på de små, runde firemandsborde, og tjenerne suser rundt i en blanding af skøn forvirring og en form for struktureret kaos.
Det er sådan det skal være. Det er skønt.
Og vi er selv ude om det, som ensemblet synger i det veloplagte åbningsnummer i rød og hvide tern, der hylder salens ternede duge, den stolte danske revytradition, der i 140 af sine i alt 174 år har udspillet sig i netop den gamle Rottefælde. I løbet af sommeren, tænker jeg, at det rød-hvide look på scenen også kan benyttes til at (forhåbentlig) hylde det danske fodboldlandshold, der spiller EM i Tyskland.
Sidste års revy i Svendborg ramte ved siden af skiven. Langt bedre går det i år, hvor Troels Malling indgår i den fasttømrede Rottefælde—kvartet sammen med direktørparret Christine Astrid og Mikkel Schrøder, og det stedlige husikon, Jan Schou, der i år fejrer 25-års jubilæum i Rottefælderevyen. Malling er en vidunderlig revyskuespiller, med de mest finurlige mimiske udtryk, både som lalleglad hundeejer, lad teenager, som nervøs og konfliktsky korleder og som bakkesangerinde med bombastisk barm. Han er et studie i komisk nærvær, uanset om han står i forgrunden eller i baggrunden i numrene. Til gengæld er han ikke den fødte parodist, hvilket i nogen grad går ud over et lovligt forudsigeligt nummer som Troels Lund Poulsen overfor Christine Astrids heller ikke helt præcise Stephanie Lose. De skal siges til deres forsvar, at dansk politiks formentlig tørreste kiks jo bestemt ikke er de letteste at parodiere.
Svendborg-publikummet bliver også introduceret til Troels Mallings geniale Thøger-figur, den indadvendte hypokonder, der synes at lide af de frygteligste lidelser; i år blandt andet af noget remouladelignende udflåd fra et sted på den maskuline anatomi, der får publikum til at vride sig lige så meget i smerte som af grin. Ret skal være ret. Når man har oplevet Thøger-figuren tidligere, er dette ikke den sjoveste udgave, men han er ny for det svendborgensiske publikum, og skal nok blive et hit.
Et hit er også Jan Schou, der ved sin blotte tilstedeværelse på scenen suger publikums kærlighed til sig. Han bliver behørigt hyldet i et lige lovlig langt nummer inden pausen, hvor han i tre lange entreer fortæller vittigheder; bl.a. som Dronning Margrethe og som refrænsangeren Henning uden det store held med sine fællessange. I mit optik er nummeret ikke vellykket, men så er det godt at vide at 98 procent af revyens publikum vil have den stikmodsatte holdning.
Der hvor årets Rottefællerevy for alvor lykkes, er når revyholdet vover at være originale, og give numrene en skæv kant. Mikkel Schrøder og Troels Malling som homoseksuelt par med racistiske både under- og overtoner i en pudsig sketch om hvilke spil det er politisk korrekt at spille med en muslimsk kollega, er ret original. Det samme er en næsten poetisk kærlig sketch med Schrøder og Christine Astrid som kongeparret, der leder efter kongeord der begynder med for. Første akts bedste nummer har Mikkel Schrøder i en herlig operaarie om familiebiler som Kia, Fiat, Berlingo og Skoda. Også efter pausen brillerer Schrøder som amerikansk crooner i et veldrejet nummer om det bizarre amerikanske valg, hvor konklusionen er, at det ikke var godt i gamle dage, men at det er værre i dag.
Revyen har været hurtigt ude med tre AI-genererede videoer, hvor kendte politikere som Mette Frederiksen, Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard får lagt ord i munden, de nok næppe har sagt, som en skarp og godt gennemført satirisk kommentar til Dansk Folkepartis stunt med en AI manipuleret Mette F.-video, originalt og moderne.
Og originalt er så sandelig også et topmusikalsk nummer om nedsmeltningen i den borgerlige blok, sunget på Queen’s ”Bohemian Rhapsody” med sjove hånddukker a la de hedengangne muppets.
Alle revyer har i år et nummer om de afsindige ejendomsvurderinger; i Rottefælden er scenen henlagt til Bakkens Hvile, hvor syngepigerne på de gamle travere synger om fortrædelighederne. Et nummer, der som flere af revyens bedste numre er forfattet af de altid driftssikre Vase & Fuglsang, suppleret af Jan Svarrer, selvom han er gledet ud af krediteringen i farten.
På premiereaftenen havde Jan Schou bøvl med teksten til Leif Maiboms vist nok ganske fine vise om måske at skulle forberede sig på endnu en krig. Mon ikke den sidder i skabet allerede i aften?
Aftenen slutter på absolut største klinge med et meget sjovt musikalsk medley, der handler om det faldende børnetal og hvordan vi må elske hinanden og lave nogle børn for samfundets skyld. Birthe Kjærs festlige ”Den knaldrøde gummibåd” bliver således omskrevet til Ta’ og knald uden gummi på! Det kan ikke gøres meget bedre.
Carsten Friis er tilbage i instruktørstolen, og har sat en effektiv og underholdende revy sammen, der afvikles i et højt tempo med gnistrende musikalitet, naturligvis godt hjulpet på vej af Jens Krøyers faste trio, der er næsten så meget en del af inventarlisten som Jan Schou.
Det er herligt, at Rottefælden er tilbage hvor den hører hjemme, og forfriskende at Christine Astrid og Mikkel Schrøder på dette traditionsrige sted vover og lykkes med en revy, der langt hen ad vejen er mere original, grænsesøgende og moderne end hvad man som oftest har oplevet i Rottefælden.
—-
”Rottefælden 2024”. Tekst og musik: Jens Krøyer, Mikkel Schrøder, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, Vase & Fuglsang, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Gordon Kennedy, Sigfred Pedersen, Troels Malling, Kristian Jensen, Leif Maibom, Carl-Erik Sørensen, Mads Nørby & Mogens Økjær, Lukas Birch & Lonnie Kjer, Sofie Jo Kaufmanas, Lars Udengaard, Martha Harrison, YouTube og diverse.
Instruktion: Carsten Friis. Scenografi: Claus Hall Nielsen & Mikkel Schrøder. Koreografi: Christine Astrid. Kostumer: Vibeke Valeur. Videodesign: Steffen Arvad Kaa. Kapelmester: Jens Krøyer.
Medvirkende: Christine Astrid, Troels Malling, Jan Schou og Mikkel Schrøder.
Spiller i Rottefælden i Svendborg til 17. august.
Anmeldt 6. juni (premiere).
Foto: Anders Wiuff.
