Forside Anmeldelser 2024 HJØRRING REVYEN 2024

HJØRRING REVYEN 2024

169
0

Klappometret står på ’mådeligt’ i en Hjørring Revy, der slet ikke udnytter sit eget store potentiale.

* * *

Der er noget symptomatisk ved, at det er de nye kræfter i og omkring Hjørring Revyen, der sætter de stærkeste aftryk i årets revy. På scenen er det Rasmus Søndergaard, der tilgår revyen med en frisk energi, og på det kreative hold er det scenografen Camilla Bjørnvad, som med sin parafrase over Hjørring-kunstværket ’Ringen’, skaber en æstetisk smuk ramme om revyen, godt hjulpet af Helene Billingsøes fantasifulde kostumer. Alle tre er ’debutanter’ i Hjørring Revyen.

Resten af holdet i årets revy er ’den gamle garde’, og det er jo en sand luksus, at kunne råde over Preben Kristensen, Trine Gadeberg, Kasper Le Fevre og Christiane Gjellerup Koch. Sidstnævnte var med for første gang sidste år, så helt ’gammel i gårde er hun dog ikke. Revydirektør Henrik Baloo Andersens ødsle seksmands orkester swinger bedre end noget andet revyorkester, men for dem og for resten af holdet gælder, at det slet ikke lykkes at udnytte deres store potentiale i årets revy.

Det helt store nummer mangler. Nummeret hvor latteren får frit løb. Nummeret der musikalsk sender os en lille tur i himlen, eller for den sags skyld, nummeret, der får os til at sidde tilbage med en lille klump i halsen, eller en snert af samvittighedsnag. Det har Hjørring Revyen næsten altid haft, men vi skal helt hen til revyens sidste nummer, Trine Gadebergs ’Pelle’, før der for alvor kommer noget snert over løjerne, når denne uforlignelige femårige dreng sammen med sine venner Abdel og Rebecca vil tage op til den internationale tankstation i deres hjemmelavede papraket, men legen bliver ødelagt, fordi Abdel er pestilenser og Rebecca jyde, og derfor ikke må lege sammen for deres forældre. Når Pelle kommenterer på krigen i mellemkødet og konflikten mellem Nissan Nathue og Palle og Stina så får revyen endelig det satiriske bid, som man har siddet alt for længe og savnet.

Det starter ellers så godt med en vidunderligt selvironisk intro, og et fuldfedt swingende åbningsnummer, hvor en af de vigtigste faktorer for en vellykket revy sættes i relief; energien mellem scene og sal, mellem solister og publikum. Ideen med et ’klappometer’, der stiger og falder med publikums applaus, er ikke ny, men passer ind i rammen. Desværre går Preben Kristensens lakoniske forudsigelse i introen om det nordjyske publikums reaktioner i ’opfyldelse’, for klappometret når kun lige over ’mådeligt’, som aftenen skrider frem.

Rasmus Søndergaard tager kegler som en forrygende kropslig døvetolk, assisteret af Kasper Le Fevre, og en skør sketch om tv-programmet ”Nak og æd” er sammen med det bizarre ’gå til pause’-nummer, hvor ensemblet hylder noget af det ’vi har mistet i år’ – såsom Venstres humor og Nordic Wastes evne til at rydde op – de mest vellykkede numre i en uegal første akt.

Efter pausen leverer Christiane Gjellerup Koch ganske effent en alternativ nytårstale som Dronning Mary, hvor hendes accent får Frederik til at blive Fredepik og så videre. Plat? Ja, men også ganske morsomt. Preben Kristensen er sandt for dyden ikke blevet forkælet tekstmæssigt, og det tangerer det ansvarspådragelige, at lade en kapacitet som ham stå med så lidt.

Til gengæld har der sneget sig mindst tre-fire numre med i revyen, der burde have været sorteret fra allerede på første læseprøve, og manglen på en egentlig instruktør er påfaldende. Jakob Fauerby figurerer som ’konsulent’ og Trine Gadeberg som ’tekstkoordinator’, og det kan man så lægge i hvad man vil, men i en revy af Hjørring Revyens størrelse og med dens meritter, samt det voldsomme potentiale der er i ensemblet, er det vel reelt tæt på det uacceptable ikke at have en fuldtidsinstruktør til at samle trådene.

Man kan have Hjørring Revyen mistænkt for at have udviklet sig til en fætter-kusine fest, der har lukket sig omkring sig selv, og måske er det ved at være tid til at ryste posen igen. Allerede sidste år var der tendenser til en indspisthed, som fremstår endnu tydeligere i år, og som ikke kommer det store, trofaste publikum til gode.

Trods et knalddygtigt ensemble og et elegant æstetisk udtryk, der kæler for både ører og øjne, fremstår Hjørring Revyen som denne sommers hidtil største skuffelse. Først og fremmest fordi man simpelthen forventer mere og bedre.

”Hjørring Revyen 2024”. Tekst og musik: Kasper Le Fevre, Jan Svarrer, Henrik Baloo Andersen, Rasmus Søndergaard, Leif Maibom, Vase & Fuglsang, Ebbe Ravn, Martin Ahlehuus, Jacob Jonia, Amdi Riis, Ely Buedia, Preben Kristensen, Leonard Cohen, Trine Gadeberg, Kristian Jensen, Sofie Diemer, Chat GPT, Francis Scott Key, John Stafford Smith, Søren Anker Madsen, Nina Claire og Christiane Gjellerup Koch.

Konsulent: Jakob Fauerby. Tekst koordinator: Trine Gadeberg. Scenograf: Camilla Bjørnvad. Kostumer: Helene Billingsøe. Koreograf: Peter Friis. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.

Medvirkende: Trine Gadeberg, Christiane Gjellerup Koch, Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre og Preben Kristensen.

Spiller på Vendsyssel Teater til 27. juli.

Anmeldt 8. juni (premiere).

Foto: Emilia Therese

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her