Æstetisk vidunderligt musikdramatisk eventyr, hvor lyd og billeder fryder, men forestillingen er også nagende kedsommelig.
* * * *
Både en del udlændinge og op til flere børnefamilier havde taget plads i salen på Skuespilhusets Store Scene søndag eftermiddag, måske i en mulig forventning om at opleve en forestilling a la Disneys ”Den lille Havfrue”. Det er ikke ligefrem hvad de får.
For i Anastacia Holst Nørlunds frie gendigtning af H.C. Andersens eventyr og i hendes egen æstetisk vidunderligt smukke opsætning, fortælles historien om den unge havfrue, der længes efter at opleve menneskenes verden ovenfor havbunden, langt mere dystert end i Disneys kulørte verden.
Den unge havfrue, Solea – hos H.C. Andersen har hun ikke noget navn, og hos Disney hedder hun Ariel, men her har Anastacia Holst Nørlund givet havfruerne navne inspireret af de latinske navne for forskellige fisk, og Solea er en søtunge – drømmer begærligt om at opleve en verden udenfor havet, og da hun omsider får lov at stige op, redder hun den smukke prins Edward fra druknedøden, og forelsker sig i ham. Ved at sælge sin stemme til den onde havheks – søtungen mister tungen! – får hun ben i stedet for fiskehale, og skyller nøgen op på bredden i menneskenes verden. Denne menneskeverden skildres i anden akt som en mellemting mellem en forlystelsespark og et omrejsende cirkus, med den unge prins som både tryllekunstner og tryllebinder. For det er det han gør, tryllebinder den nu stumme havfrue.
Han ser mest havfruen som en sjov legekammerat, men erklærer hende alligevel sin kærlighed for blot øjeblikket efter at møde den prinsesse, han flygtigt så den dag han var blevet reddet op af havet af havfruen, og hovedkulds forelske sig i hende og fra det øjeblik er havfruens skæbne fastlagt. Selvom havheksen er villig til at ophæve sin forbandelse og give havfruen sin hale tilbage mod at hun dræber prinsen og prinsessen, så indser hun, at hun ikke vil kunne leve i 300 år på havets bund med et uforløst begær, og vælger at gå i døden og blive til skum på havets bølger.
Det er sørgeligt. Det er dystert og det er på mange måder meget smukt fortalt i guddommeligt smukke scenebilleder. Scenografien og kostumerne er skabt af Julian Juhlin, der har lagt en hel del H.C. Andersen-referencer ind i kostumer og scenebilleder, elegant! Også lysdesigner Súni Joensen har stor ære af det visuelle indtryk forestillingen gør. Desværre er forestillingen også i lange perioder nagende kedsommelig. Det er som om alt det æstetiske; billeder, lyd, sange, kostumer suger al energien til sig på bekostning af det dramatiske flow.
At de mange mindre børn kunne holde sig i ro i samfulde to en halv time er faktisk en præstation. Og udlændingene, ja de kunne vel formentlig nyde skønheden og den ene havfruesang, som af uransagelige årsager blev sunget på engelsk. De øvrige sange var på dansk. Smukke, sfæriske sange med en snert af både jazz og pop, fremført på fornem vis af Stephanie Nguyen, Rosalinde Mynster og Charlotte Fich, som havfruens bekymrede bedstemor, og spillet med vitalitet af komponist og kapelmester Markus Artveds firemands orkester, som også agerer statister når det er nødvendigt.
Stephanie Nguyen agerer med ynde som den unge havfrue. Hun har rørende øjeblikke, når hun på afstand er vidne til at hendes elskede prins forelsker sig i en anden, hun synger sine sange glimrende og har en fysisk intens spillestil, der gør indtryk hele vejen igennem.
Rosalinde Mynsters havheks har fået en mere fremtrædende rolle end i eventyret. Hun fremstår her som et spejl af den lille havfrue. Har selv en bristet kærlighedshistorie og vi må forstå, at det er den, der får havfruen til at træffe sit skæbnesvangre valg. Rosalinde Mynster giver den dæmoniske heks et menneskeligt ansigt.
Lasse Steen er kæk, frisk, flot og klar i replikken som den umodne, men på ingen måde usympatiske prins Edward, og så har Camilla Lau en masse af den humor og vitalitet i sin lille rolle som prinsessen, som man godt kan savne mere af i den stillestående, men meget smukke forestilling.
—-
”Den lille Havfrue” af Anastacia Holst Nørlund frit efter H.C. Andersens eventyr. Musik: Markus Artved. Sangtekster: Anastacia Holst Nørlund og Markus Artved.
Instruktion: Anastacia Holst Nørlund. Scenografi & kostumer: Julian Juhlin. Lysdesign: Súni Joensen. Lyddesign: Jonas Vest. Koreografi: Stephanie Thomasen.
Medvirkende: Stephanie Nguyen, Lasse Steen, Rosalinde Mynster, Camilla Lau, Charlotte Fich, Özlem Saglanmak, Bolette Nørregaard Bang og Jela Natius Abildgaard. Musikere: Markus Artved, Felix Havstad Ziska, Cornelia Nilsson og Mathias Petri.
Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 8. juni.
Anmeldt 28. april.
Foto: Camilla Winther.
