Forside Anmeldelser 2023 SOM I HIMLEN

SOM I HIMLEN

641
0

Den svenske musical ”Som i himlen” går lige i hjertet med sit budskab om at lytte til livet.

* * * * *

Diskussionen om hvorvidt det er helt fair, at Det kgl. Teater med alle sine statsstøttede muskler, også skal spille musicals, kan man altid tage. Men et faktum er det, at opsætningen af den svenske succesmusical ”Som i himlen” næsten er – som at komme i himlen.

Historien om den verdensberømte dirigent Daniel Daréus, der på toppen af sin karriere får et hjerteanfald, og vælger at flytte tilbage til den lille landsby i provinsen, hvor han som barn voksede op med en enlig mor og som offer for mobberier fra skolens barske børn, er baseret på Kay Pollaks Oscar-nominerede film fra 2004.

Daniels liv har været styret siden han var vidunderbarn. Alt har ligget i faste skemaer, faste rutiner og en endeløs række af rejser rundt til alverdens symfoniorkestre. Da han får et klart signal om ændre sin livsstil, vælger han at lytte til livet. Og det ændrer ikke alene ham, men også alle de skæve, indestængte sjæle, han møder i Lysager, blandt de høje fyrretræer og med Guds kors fra kirken som et overalt synligt vartegn.

Han bliver korleder for lillebyens kirkekor og i takt med at Daniel lærer indbyggerne at lytte til deres egen, indre tone, forandres hans livssyn, samtidig med at han forandrer dem. Mens de fleste elsker ham for det, betyder det også en brutalt opgør med byens gamle autoriteter; ikke mindst præsten Stig, der føler sin magt i byen truet, og den voldelige Ronnie, som mobbede Daniel i skolen, og nu mange år efter, ikke er blevet et hak bedre, og tæver sin kone, Gabriella.

”Som i himlen” er en melodramatisk feel-good musical om at finde ind til det ægte i mennesket, om at lytte til livet, og leve det mens man kan. I Daniels tilfælde er det kun kort tid. For hans hjerte er sygt, men han når at møde kærligheden i form af den jordnære kassedame, Lena. Det er både drivende sentimentalt, og meget rørende og som musikdramatisk fortælling går ”Som i himlen” lige i hjertet.

Det dramatiske virkemiddel med at lade en professionel få glade amatører til at shine og finde sig selv som mennesker, er bestemt set før. Lige den del af historien finder man også – men ikke nær så velfortalt – i f.eks. ”Oh Happy Day” og i ”Sister Act”, der netop har spillet på Det Ny Teater. Kirken som institution er begge steder en med- og modspiller, lige som det er tilfældet her, hvor manuskriptforfatterne Carin og Kay Pollak og komponisten Fredrik Kempe tydeligvis har ladet sig inspirere af et af musicalgenrens største værker ”Les Miserables” i relationen mellem Daniel Daréus og præsten Stig, og hvor ikke mindst præstens store solo ”Hvordan tror du det føles?” trækker tråde mellem ”Les Miserables” og ”Som i himlen”.

Det, der lykkes så godt i ”Som i himlen”, og som er årsagen til musicalens store succes, er at den handler om rigtige mennesker. Det er en meget jordnær, og enkelt relaterbar historie. Det er en stærk ensembleforestilling, hvor alle birollerne oplever deres egen, personlige udvikling. Så selvom det er Carsten Svendsens pragtfuldt syngende og inderligt velspillede Daniel, og Sicilia Gadborgs renhjertede Lena, der er forestillingens egentlige hovedroller, gives der plads til små, velbeskrevne udviklingshistorier som Betty Glosteds elskeligt kærlighedssøgende Olga, Mathias Hartmann Niclasens hjertegribende spastiker Thor, Troels Mallings komisk udadvendte, men menneskeligt tonedøve købmand Arne, Lars Arvads rørende ’Tykke Holger’ og ikke mindst Maria Lucia Heiberg Rosenbergs voldsramte Gabriella. Hun har også musicalens mest kendte sang, som hun afleverer til perfektion. Også præsten Stig, glimrende sunget af Jesper Lundgaard, og hans kone Ingers – en stærk Cecilie Stenspil – indre og ydre udviklingshistorie, står centralt i fortællingen, og skildringen af hvordan kunstnertypen udefra påvirker og forandrer de mange almindelige provinsby borgeres syn på sig selv og livet, synes beslægtet med den fremragende ensemblemusical ”Come from Away”, der for nogle år siden kunne opleves i Fredericia.

Sangene i ”Som i himlen” skiller sig en del ud fra hvad vi i dag oftest hører i de store publikumsbaskere af moderne musicals. De er melodisk iørefaldende, og lyrisk interessante. Her er ingen mundrette syng-med-linjer, hvor hjerte rimer på smerte, men derimod sangtekster, der driver historien og karaktererne frem.

Opsætningen er lavet i samarbejde med Malmø Opera, der satte musicalen op i 2022, i Edward af Silléns afdæmpede og rolige instruktion, som her er gennemført af Johanna Hybinette. Kim Witzels scenografi favner al den svenske naturs dybde og ro, og så er det en fryd at opleve musikken spillet af Det kgl. Kapel, der i begyndelsen og til sidst, helt naturligt indgår som en del af forestillingens visuelle greb. Det er stort, og voldsomt velklingende.

I hovedrollen som Daniel Daréus opnår Carsten Svendsen en stor personlig triumf. Både som sanger og ikke mindst som skuespiller. Han portrætterer Daniel med en sjælssøgende dybde, hvis indre smerte krystalliserer sig som en konstant fysisk smerte i den ene arm. En sky og indadvendt karakter, der kun langsomt tør åbne sig og lade sine følelser råde. Her er han ikke morsom som i revyerne, eller som i ”Book of Mormon”. Her er han ikke en bizar showman som han var det som Willy Wonka i ”Charlie og Chokoladefabrikken”. Rollen som Dariel Daréus er karakterstudie, der kun sjældent ses i musicals, og som Carsten Svendsen på smukkeste vis lykkes med.

Overfor ham er Sicilia Gadborgs livsglade Lena også særdeles vellykket. Hun skaber et meget troværdigt portræt af en landsbypige, der rummer meget mere indeni, end hvad der umiddelbart kommer til udtryk. Og så synger også hun meget smukt. Der spilles og synges med ganske få undtagelser glimrende i de mange små og større biroller, men især Mathias Hartmann Niclasen formår at forløse den vanskelige rolle som spastikeren Thor, der også finder sin tone i livet, på allersmukkeste vis, så han fremstår som en af aftenens største oplevelser.

Der er ingen tvivl om at en musical som ”Som i himlen” også vil dele vandene. Er den for melodramatisk? Ligefrem pladderromantisk? Den gik lige i hjertet på mig. Det var – næsten – som at komme i himlen, hvis man tror på den slags.

—-

”Som i himlen” af Carin og Kay Pollak. Musik: Fredrik Kempe. Sangtekster: Carin Pollak og Fredrik Kempe, samt Stefan Nilsson og Py Bäckman. Dansk oversættelse: Mads Æbelø Nielsen.

Instruktion: Edward af Sillén. Instruktør ved genopsætning og bearbejdelse: Johanna Hybinette. Kostumedesign: Annsofi Östbergh Nyberg. Scenografi: Kim Witzel. Koreografi: Per Magnus Andersson/Tommy Englund. Musikalsk ledelse: Lars Kvenssler.

Medvirkende: Carsten Svendsen, Sicilia Gadborg, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Jesper Lundgaard, Troels Malling, Cecilie Stenspil, Kristian Rossen, Mathias Hartmann Niclasen, Betty Glosted, Lars Arvad, Nina Pressing, Nicoline Siff Møller, Nadin Reiness, Jacob Højlev Jørgensen, Thor Søby Vestergaard, Christina Elisabeth Mørkøre. Børn: Elias Norman Lassenius Kramp, Bertram Hasforth Klem, August Kramp, Laura Thomsen og Silas Santin. Ensemble: Bjarne Antonisen, Isak Bendelin, Silke Biranell, Emilie Groth Christensen, Rasmus Garndt, Rachael Ireson, Kristian Jensen, Julian Kellermann, Camille Rommedahl, Linnea Stenbeck og Jonas Suurballe. Sangere fra koret Vocalius. Det kgl. Kapel.

Spiller på Operaen til 28. december.

Anmeldt 18. november (premiere)

Foto: Camilla Winther.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her