Forside Anmeldelser 2023 SPRÆKKER

SPRÆKKER

773
0

Så bliver scenekunsten nærmest ikke mere autentisk og vedkommende. ”Sprækker” er en fremragende forestilling om, af og med unge, som man må håbe får lov at komme videre ud af Galaksen.

Der gives ikke stjerner da det er en amatørforestilling

Nej, der gives ikke stjerner, men det kunne der lige så godt. For der er intet ’amatør’ over forestillingen ”Sprækker” som lige i aften med kan opleves i Kulturhuset Galaksen i Værløse – prøv at gå online hurtigt og få fat i en billet og læs så videre!

”Sprækker” er et samarbejde mellem Furesø Ung og Galaksens Borgerscene, og bag projektet står kulturhusets leder Morten Mathiesen, som har instrueret, koreografen Johanne Dam og scenograf og grafisk designer Rasmus Finsen.

De har samlet ti unge, talentfulde mennesker til et musikalsk teaterprojekt, der tager udgangspunkt i de unge menneskers egne historier, og eget liv. I ord, musik og sang, og dans fortæller de hudløst ærligt om livets udfordringer, og resultatet er blevet én af de mest autentiske og vedkommende scenekunstoplevelser jeg har haft meget længe.

De ti medvirkende, der alle er et sted mellem 20 og 30 år gamle, har gennem workshops selv skabt materialet, og selv udvalgt de sange og musikstykker, der synges i den blot timelange forestilling, og resultatet er blevet intet mindre end fremragende.

For ikke alene er de autentiske og hudløse historier om blandt andet brud med forældre, om handicap og diagnoser, om knugende ensomhed, fødselsdepression og erkendelsen af sin seksualitet, de medvirkendes egne, de er også aldeles fremragende formidlet i en stram og flydende scenisk ramme. Og så præsterer den uegale gruppe af performere på et forbløffende højt niveau, både når de synger og taler. Ord og følelser smelter sammen til en smuk og bevægende helhed, der er helt blottet for mislyde af enhver art.

Holdet i Galaksen er godt klar over, at de med ”Sprækker” har skabt noget lidt ud over det sædvanlige indenfor det ’ikke-professionelle’ teater, og det er fuldt berettiget hvis forestillingen på et senere tidspunkt vil kunne komme videre ud af Galaksen, og for eksempel kunne blive opført i forbindelse med CPH Stage, eller på anden vis kan nå ud til et endnu større publikum end i Galaksen, hvor der dog torsdag aften var så bugnende udsolgt at der måtte sættes ekstra stole ind.

Jeg ved ikke rigtigt hvem, der er hvem af de optrædende, selvom jeg vist har set en enkelt eller to i andre sammenhænge tidligere – det er unge med talent og ambitioner – så ingen skal fremhæves frem for andre, hvilket på sin vis heller ikke er nødvendigt. Individuelt og som ensemble skaber de en enestående teateroplevelse. De medvirkende hedder Anne West Mayland Lyngholm, Daniel Laursen, Frederikke Stig Hjorth, Jeppe Leopold, Kira Sanvig Månsson, Mikkel Brabrand Galløe, Minna Vejs Simsek, Olga Evelyn Bech Andersen, Sofie Uldbjerg og Thomas Dahl Bering Poulsen.

—-

”Sprækker”. Teks: De medvirkende. Musik: Div. kunstnere udvalgt af de medvirkende.

Idé: Morten Mathiesen (Instruktion), Johanne Dam (Koreografi) og Rasmus Finsen (Scenografi & Grafik). Kostumer: Aya Gantriss. Sang- og korinstruktion: Ole Rasmus Møller. Lys og video: Ida Kaspersen. Lyd: Jacob Rosendal. Produktion: Geske Svanekier.

Produceret af Galaksen og Ung Furesø.

Spiller til 27. oktober (og forhåbentligt igen senere).

Anmeldt 26. oktober

PR-foto.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her