Forside Anmeldelser 2023 MØD MIG PÅ CASSIOPEIA

MØD MIG PÅ CASSIOPEIA

697
0

Stevns Sommerspils første forestilling på Gjorslev Slot er den udødelige og elskelige klassiker ”Mød mig på Cassiopeia”, som nok skal blive en succes.

* * * *

”Musens sang”, ”Flyv med”, ”Gå ud og gå en tur” og naturligvis ”Den allersidste dans” er alle sange, som tilhører den danske sangskat, og alle indgår – sammen med en håndfuld andre næsten lige så velkendte og smukke sange – i musikkomedien ”Mød mig på Cassiopeia”.

Kai Normann Andersen komponerede musikken mens han i 1940’erne boede i en af de ejendomme, der hører til Gjorslev Slot på Stevns, så det er naturligvis fuldstændig indlysende, at netop denne forestilling skal være åbningsforestilling for det nye Stevns Sommerspil.

Vi har en pragtfuld tradition herhjemme for at spille teater under åben himmel, og udover stribevis af sommerspil, primært med teaterglade amatører, så stiger antallet af sommerspil, der kombinerer amatørerne med stadigt flere professionelle skuespillere og sangere. Alene denne sommer med nyt friluftsteater i Slagelse, i Græsted og nu altså også på Stevns.

Omgivelserne i slotsgården foran Gjorslev kan ingen af de andre matche. De er unikke. Det samme gælder den menu med udsøgte lækkerier fra Stevns, lavet af Mad & Ro, som man kan tilkøbe og indtage inden forestillingen i de charmerende, gamle hestestalde. Menuen kan varmt anbefales.

Og det kan selve hovedretten, om man vil, ”Mød mig på Cassiopeia”, så sandelig også. Fortællingen er sød, sjov og charmerende, og i Annalouise Gomards friske iscenesættelse af Adam Prices scenebearbejdelse af den elskede filmklassiker, spilles der herlig komedie mellem de vidunderlige sange, som trods snart 80 år på bagen fremstår med tidløs kvalitet.

Historien er af de mere luftige. Operettekomponisten John Berger har rod i ægteskabet med teatrets stjernesolist, Irene, og har derfor mistet sin inspiration. Med blot tre dage til premieren på Alhambra Teatrets næste store forestilling, mangler næsten alt materiale, og teaterdirektøren Hilmer er ved at gå i panik. Berger installeres i den dameglade pilot, Harry Schmidts lejlighed for at skrive musikken færdig og med Harrys excentriske tante Rosas mellemkomst, påkalder han sig musikkens og poesiens muse, Polyhymnia. Polyhymnia kommer ned på jorden, med mod på at opleve menneskelivet og kærligheden, og samtidig med at hun giver Berger ny inspiration, forelsker hun sig i Harry Schmidt – og omvendt. Hendes iltre far, tordenguden Zeus, kan ikke kalde hende til ro fra Olympen, så han indfinder sig også på jorden, midt i et kostumebal hos Rosa, og på denne måde blandes det guddommelige med det menneskelige og alting ender til sidst som det skal efter adskillige omgange finurlige forviklinger.

Den entreprenante teatermand, Nicolaj Cornelius, som er initiativtager til Stevns Sommerspil og teatrets kunstneriske leder, har samlet et udmærket hold af professionelle skuespillere omkring sig selv i rollen som John Berger. Sune Svanekier er ret skøn som hårdt plaget teaterdirektør med apoplektiske hysterianfald og selvmordstanker, Bjarne Antonisen giver den herligt gas som Zeus, og Sandra Elsfort har både stemme og ydre til at gestalte divaen Irene Berger som lige dele teaterbitch og frustreret og forsømt hustru.

Thor Vestergaard er tilpas operettefrikadelle-kæk som kvindebedåreren Harry Schmidt og Marie Louise Hansen giver sin Polyhymnia med et overskud af uskyldsren charme og et boblende livsmod. Begge er uddannet med glimrende musicalstemmer, der yder Kai Normann Andersens sange respekt. Og de spiller rollerne særdeles charmerende. Bedst af alle i det det store ensemble er imidlertid Susanne Breunings livfulde Tante Rosa. Når hun er på scenen sker der virkelig ting og sager, og forestillingen får den energiske power, som den måske i lidt for høj grad mangler.

Det skyldes blandt andet at den forud indspillede musik fremstår lidt for fersk og alt for ’pæn’. Forud indspillet musik er naturligvis et vilkår man må acceptere, men man kunne have ønsket den spillet lidt mindre ’efter noderne’ og med lidt mere improviseret og sprælsk friskhed.

Udover de professionelle aktører medvirker en stribe dygtige amatører, som man kan læse ud af det smukke trykte program, for fleres vedkommende er på vej til at skulle i gang med professionelle performance-uddannelser. Jeg lagde især mærke til Emma Sofie Eckhoffs sødmefulde præstation som teatrets talentfulde korpige, Frk. Sørensen, Mathias Høyer med funny bones som hendes kejtede bejler og teatrets regissør, og Sarah Andresen Nielsen som bl.a. Harry Schmidts moralske husholderske Fru Larsen, der må være vidne til lidt af hvert i københavnerlejligheden.

Allan Frausing er lavet en enkel scenografi, som med små midler og elegant lyssætning, fungerer præcis som den skal – og Polyhymnias overnaturlige, guddommelige tryllerier løses med kreativ elegance og lidt fiks teatermagi.

Med ”Mød mig på Cassiopeia” kommer Stevns Sommerspil aldeles glimrende fra land, og det er glædeligt at konstatere, at man allerede er på plads med en ny forestilling til næste sommer, hvor den noget mere alvorsfulde ”Cabaret” er programsat. Stevns har masser af attraktioner at byde på udover sin Klint, der er på UNESCOs Verdensarvsliste, og en dagsudflugt til halvøen syd for Køge kan sagtens også inkludere et besøg på det meget interessante koldkrigsmuseum Stevnsfortet inden turen går til Gjorslev og en herligt hyggelig aften i selskab med teaterfolket og deres ’guddommelige muser’.

PS/ Husk en varm sweater eller jakke for det bliver køligt når solen går ned.

—-

”Mød mig på Cassiopeia”. Af Flemming Lynge og Børge Müller. Musik: Kai Normann Andersen. Bearbejdelse: Adam Price.

Instruktion: Annalouise Gomard. Scenografi: Allan Frausing. Koreograf: Fie Alberte Damgaard-Lauritsen. Musikindspilning: Christian Dahlberg. Set-designer: Sebastian Just, Annalouise Gomard & Nicolaj Cornelius. Sangcoach: Johnny Jørgensen. Korleder: Lars Jørgensen.

Medvirkende: Marie Louise Hansen, Thor Vestergaard, Sandra Elsfort, Nicolaj Cornelius, Susanne Breuning, Bjarne Antonisen, Sune Svanekier, Emma Sofie Eckhoff, Mathias Høyer, Anton Vammen, Sarah Andresen Nielsen, Jan Schou Lindstedt, Julie Krebs, Nanna Kjøller, Mie Rønde Rasmussen, Mark Frederiksen, Line Stengaard, Sandra Buhr, Zoya Sampson, Evy Sampson og Henrik Koefoed (speak).

Produceret af Stevns Sommerspil.

Spiller på Gjorslev Slot til 5. august (udendørs).

Anmeldt 27. juli (premiere).

Foto: JC Fotografi v/Jan Christensen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her