Forside Anmeldelser 2023 HELE DANMARKS GRETHE

HELE DANMARKS GRETHE

575
1

Portrætforestillingen om folkekære Grethe Sønck er en sejr for de medvirkende, med Pernille Schrøder i sit livs rolle, men det er det på trods af et svagt manuskript.

* * * *

Volmer-Sørensen dør i 1982. Flash forward til 2000, hvor hans enke, den folkekære sangerinde og revyskuespiller Grethe Sønck modtager et ridderkors sammen med al fanposten. Flash forward til 2010. Grethe dør og ensemblet synger hendes signatursang ”Jeg slår et slag for det gode humør”.

De sidste 28 år af Grethe Søncks liv fylder fem minutter af portrætforestillingen om hende, plus et par indsatte Gæt og Grimasser-situationer i begyndelsen og mod slutningen, hvor hun kravler rundt på alle fire fordi det forventer publikum jo at jeg gør.

Grethe Sønck var en pleaser, som man kalder det i dag, men hun var også en stædig jyde, der ikke stod tilbage for at tage en udfordring op. Og så var hun Volmer-Sørensens kone. I Jesper Malmoses manuskript, fylder det så meget, at historien stopper med hans død – hvor den måske i virkeligheden burde være begyndt. For med Volmers død mistede Grethe ganske vist sit livs kærlighed, men hun vandt også en selvstændighed, som hun hidtil havde savnet. Hun overtog over night direktionen af selveste Cirkusrevyen på et tidspunkt, hvor revyen var i dyb krise, og selvom hun ikke kunne redde revyen, så var det i årene efter Volmer-Sørensens død at hendes popularitet som revyskuespiller i egen ret virkelig tog fart. Nu var hun ikke længere blot direktørens kone, det var der hun blev hele Danmarks Grethe. Hun fejrede mærkedage og jubilæer på store scener rundt om i landet, og ja, hun scorede tjansen med at være den sjove tykke dame, der kravlede rundt på gulvet på tv og lavede grimasser. Den periode og den udvikling i Grethes liv, er ikke en del af portrætforestillingen, og hvis ambitionen har været at tegne et anderledes og mere nuanceret portræt af Grethe Sønck, så lykkes det ikke. Rent biografisk og dramatisk er ”Hele Danmarks Grethe ” noget værre rod.

Alene at man i hele indledningen arbejder med et meta-lag i forestillingen, hvor skuespillerne er sig selv og fortæller hinanden og publikum hvem de forskellige karakterer i persongalleriet er, forekommer helt skudt ved siden af. Det burde være unødvendigt. Og derefter går det ga-da-gung, ga-da-gung over amatørkonkurrencer til turnéer med svenske jazzorkestre og et mislykket ægteskab med en fordrukken og besidderisk rigmandssøn. Jo, Grethe kunne noget med mænd, der bestemte over hende, men det tema, må vi selv udlede.

Ind fra højre i Radiohuset kommer Volmer-Sørensen og forandrer Grethes liv, men dialogen er stadig stendød, og det er kun i sangene, hele forestillingens gennemgående musikalitet og i de fire medvirkende skuespilleres fine og varierede persontegninger, at forestillingen får liv.

For det får den, trods alt. Pernille Schrøder har vel sit livs rolle, og fylder den smukt ud. Hvis nogen skulle spille Grethe Sønck, så er det naturligvis hende. For ikke alene har de meget parallelle karriereforløb – bortset fra det med de magtfulde mænd, der præger deres karrierer – men Pernille Schrøder har også noget af den medfødte folkelighed, som var Grethe Søncks helt store kvalitet. Hendes portræt finder vej til både det lyse sind, og de tunge tanker, og så brænder hun igennem musikalsk. Isoleret set kan Pernille Schrøder notere sig en stor personlig triumf.

Og hun er ikke alene om det. For i de mange små og større roller, skaber Kristian Boland, Karsten Jansfort og Charlotte Guldberg og det medspillende – på alle måder – orkester med Jens Krøyer, Guy Moscoso og Carsten Andersen en stribe fine karakterstudier af menneskene omkring hovedpersonen.

Boland er en meget vellignende og skarpt tegnet Volmer-Sørensen. Både som den kyniske manipulator, han var, men også med blik for hans kærlige sider. Karsten Jansfort stråler i adskillige små, fine roller fra filminstruktør til charmedreng, tv-vært og jazzmusiker, og Charlotte Guldberg er glimrende som bl.a. Raquel Rastenni og en stærkt frihedssøgende Ann-Mari, mens den karikerede rolle som Grethes mor forbliver ganske forglemmelig. Orkestret swinger så det er en fryd, og forestillingen flyder fint i Ina-Miriam Rosenbaums iscenesættelse, uden at det dog helt lykkedes at overdøve manuskriptets mangler. Søren Glads simple scenografi bærer præg af at skulle være let at flytte rundt med på den kommende turné, og så er det en sjov lille detalje at dugene på det bord, der uafladeligt bæres ind og ud af scenen, matcher Grethe Søncks kjoler.

”Hele Danmarks Grethe” kommer langt fra i mål som vedkommende portrætforestilling, men den lever på grund af spillet og musikken, og skal nok skabe glæde hos et stort publikum. Det er synd, at Folketeatret ikke har kunnet finde plads til den på teatrets Hippodromen-scene, så man i stedet spiller den kommende uges tid på turnéscenen i det charmeforladte Grøndal Multicenter inden man rykker ud i landet. På en måde er det skæbnens ironi. For Grethe Sønck følte livet igennem at hun havde svært ved at blive taget seriøst. Og det gentager sig så lidt i efterlivet.

—-

”Hele Danmarks Grethe” af Jesper Malmose. Musik og sangtekster fremgår ikke af det digitale program.

Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum. Scenografi: Søren Glad. Koreografi: Rebecca Lund. Arrangementer og Kapelmester: Jens Krøyer.

Medvirkende: Pernille Schrøder, Kristian Boland, Karsten Jansfort og Charlotte Guldberg. Musikere: Jens Krøyer, Guy Moscoso og Carsten Andersen.

Spiller på Folketeatrets Turnéscene i Grøndal Multicenter til 28. februar. Derefter turné fra 2.-28. marts.

Anmeldt 22. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Robin Skjoldborg

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her