Forside Anmeldelser 2023 STALINS DØD

STALINS DØD

398
0
"Stalins død" Nørrebro Teater 2023

Den politiske satire om magtkampen i et totalitært diktatur kan næsten ikke være mere aktuel, og ”Stalins død” er både meget morsom og har en god historie at fortælle. Men forestillingen savner tempo og spillet er for ujævnt.

* * * *

Der er fire stjerner til ”Stalins død”, den ene er for aktualiteten alene. For det er pudsigt som virkeligheden nogle gange overhaler teatret eller teatret indhenter virkeligheden.

Ordene ’Putins død’ blev nævnt her og der på publikumspladserne i salen, i foyeren i pausen og mens vi begav os ud i februar natten i Ravnsborggade efter en ganske sjov, men også noget lang aften i selskab med den grusomste af Ruslands mange grusomme magthavere og ikke mindst med kredsen omkring ham, der går i selvsving i en grotesk kamp om magten, da Stalin får en hjerneblødning og siden dør.

For hvem skal afløse diktatoren, når diktatoren dør?

Så sent som i weekenden sad vi derhjemme og talte om netop det emne, for hvad sker der med Rusland, når Putin dør? Hvem står klar i kulissen, og hvad kan vi forvente at der sker. Det er præcis det, som Fabian Nurys grafiske novelle (et finere ord for en kunstnerisk tegneserie) handler om, og som Armando Iannucci i 2017 overførte med succes til film. En film, der vandt adskillige priser. Den film, har Nicolei Faber så bearbejdet til scenen, og forestillingen følger samme groteske humoristiske spor.

Josef Stalin var Sovjetunionens ubetingede leder i mere end 30 år. Han anførte et regime båret af frygt, vold og deportationer. Kritikere forsvandt til Gulag i Sibirien for kun at vende tilbage hvis det var politisk belejligt, ja selv bekendte af kritikere frygtede for deres liv. I spidsen for magtanvendelsen overfor folket stod den magtfulde Beria, der førte dødslister og blev kaldt ’Stalins bøddel’. Han, og ministrene Khrushchov, Molotov (ja, ham med cocktailen), Bulganin, Kaganovich og førstemanden Malenkov indleder allerede da Stalin ligger syg, deres interne kamp om magten, med sleske alliancer og studehandler i kulissen.

Loyaliteten bliver sat på prøve, men i sidste ende handler det om at være loyal overfor sit eget bedste – sådan er politik jo, se bare på den aktuelle regeringsdannelse herhjemme.

Som politisk satire er ”Stalins død” derfor både relevant, højaktuel og langt hen ad vejen også ganske morsom. Jeg kluklo i hvert fald meget især under første akt, hvor frygten for den endnu ikke helt afdøde diktator skaber nogle sjove absurde situationer, og hvor obduktionen af den døde diktator på scenen bliver et latterhikstende højdepunkt.

Men ellers det lidt som om komedien dør med Stalin, for der mangler generelt noget tempo i forestillingen, der især efter pausen synes at slæbe sig frem imod det klimaks, som historieinteresserede jo godt kender, nemlig at Nikita Khrushchov til de flestes overraskelse ender med at tage magten.

Det er muligvis udgangspunktet – en tegneserie i stramme ’frames’ og en film med tilsvarende skarptegnede scener – der er årsagen til, at tempoet i Nicolei Fabers opsætning lider. For der er godt tempo i de energiske scener; det er omstillingerne mellem dem, der dræber energien. Her kan filmmediet noget, som teatret har det sværere med. Det virker bare forkert, når man kan se den døde Stalin rejse sig og gå ud.

Spillet er også meget ujævnt. Den drevne revyskuespiller Thomas Mørk boltrer sig som en ål i mudder som Molotov, der til sin ikke helt udelte begejstring pludselig får sin hustru tilbage fra deportation til Gulag, og siden viser sig som rænkespillets mester Jakel. Og han er helt og aldeles ustyrlig morsom som den frygtsomme og forfjamskede læge Lukomsky. Thomas W. Gabrielssons lede Beria er lusket og lunefuld, og Anders Mossling skaber en sjov karakter med sin konfliktsky og forfængelige Malenkov, men fælles for begge er at sproget er et problem. Mens Gabrielsson i det afdæmpede register kun har en snert af sin svenske accent, så bliver Mosslings behjertede kamp for at tale forståeligt dansk ganske enkelt forstyrrende. Jamen, så tal dog svensk for pokker, og lad dem forstå det, der kan.

Der er ikke mange kvinderoller i manuskriptet, så derfor har teatret ladet flere kvinder spille manderoller. Vicki Berlin synes at være sat på en uriaspost som Khrushchov. Hun gør hvad hun kan, men slette indtrykket af at være fejlcastet kan hun ikke. Det samme gælder for Solvej Sonne Horn, mens Isa Marie Henningsens lykkes lidt bedre, selvom det stadig ikke virker rigtigt. ”Stalins død” er et eksempel på at kønskvoter ikke nødvendigvis altid er det bedste for det kunstneriske resultat. Andreas Jebro får til gengæld lov til at spille Den Røde Hær-general med alle tænkelige stereotyper strittende ud i alle retninger, og så er det ligesom om at diversitetskampen alligevel lider et knæk.

Når ”Stalins død” trods så mange forbehold alligevel kan anbefales, så skyldes det i høj grad emnets aktualitet, en sjov historie om noget man jo ikke troede det var muligt at lave en komedie ud af, og for den stribe af særdeles morsomme tableauer og optrin, der gør at man griner en del. Eftersnakken om hvad der sker når Putin kradser af, er nok mere interessant. Så glem ikke den.

P.S.: Nørrebro Teater har fravalgt trykte programmer, og man skal derfor downloade et digitalt program. Det indeholder god information om karaktererne og mange fine billeder, men det forsvandt fra min telefon efter jeg havde set det, så jeg beklager på forhånd hvis navne er skrevet forkert og ikke alle kredits er nævnt korrekt. Programmet synes ikke muligt at hente på teatrets hjemmeside.

—-

”Stalins død” af Amando Iannucci, David Schneider og Ian Martin. Baseret på Fabian Nury (tekst) og Thierry Robins (illustrationer) graphic novel. Oversættelse: Mads Andersen.

Bearbejdelse og instruktion: Nicolei Faber. Scenografi og kostumer: Franciska Zahle. Koreograf: Kasper Ravnhøj.

Medvirkende: Vicki Berlin, Thomas Mørk, Thomas W. Gabrielsson, Mathias Flint, Isa Marie Henningsen, Solvej Sonne Holm,  Andreas Jebro, Anders Mossling, Amalie Lindegård og børneskuespillerne Emilie Skovbo Ahlbom og Isabella Joan Petersen Leece.

Spiller på Nørrebro Teater til 1. april.

Anmeldt 21. februar.

Forestillingsfoto: Emilia Therese

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her