Haute couture-teater om iskoldt begær og erotisk kynisme. Uhyggeligt velspillet, men efterlader beskueren delvist understimuleret.
* * *
Christopher Hamptons ”Farlige forbindelser” er en vanvittigt god tekst, og en scenedramatisk ny-klassiker. Den er baseret på en fransk 1700-tals brevroman, der vakte skandale, ved at beskrive den franske adels dekadente moral, hvor mennesker blev brugt, misbrugt og smidt væk, som var de pudderservietter.
Mange vil huske filmen fra slutfirserne med Glenn Close og John Malkovich i hovedrollerne. Herhjemme har forestillingen blandt andet været opført på Østre Gasværk, og for små seks år siden også på Det kgl. Teater, hvor teaterchef Morten Kirkskov nu igen har taget den på repertoiret.
Tilbage i 2017 var det i en opsætning, der blandede kunstarterne; den kongelige ballet og skuespillet. Denne gang har det højt berømmede teaterpar, instruktøren Staffan Valdemar Holm og hans kone, scenografen Bente Lykke Møller, fået opgaven, og også de har valgt andre arbejde med stil og form.
”Farlige forbindelser” handler om Markise de Merteuil, der indgår et væddemål med sin elsker Viscomte de Valmont om han kan forføre den dydige og respektable La Présidente de Tourvel. Som en hævnakt og et erotisk spil, der også inkluderer en purung pige, der er forelsket i en ung herre, men er lovet bort til en af Merteuils andre elskere. Valmont, der har et ry som en uforbederlig libertiner og forfører, påtager sig udfordringen. Han lykkes med sin mission, men får undervejs følelser for den smukke Tourvel, og det hele ender meget tragisk for alle de implicerede.
Trods handlingsforløbet, så befinder vi os visuelt i nutiden, mens man sprogligt fortsat er ’tilbage i tiden’. Det er vist instruktørens pointe, at vi igen i dag befinder os i en moralsk brydningstid, i et ’brug-og-smid-væk’-samfund, hvor man finder alt – også kærligheden, eller i det mindste sex – på nettet, og med en fiks finger swiper sine ’forbindelser’ til og fra.
Der er også en pointe i, at karaktererne kun meget sjældent er tæt på hinanden, stort set alle dialoger foregår med behørig afstand mellem personerne, og når de endelig kommer tæt på, så er der nærmest tale om et overgreb. Man skal huske på, at ”Farlige forbindelser” oprindeligt var en brevroman. I dag ville man nok skrive sammen på sms eller Messenger, men mobiltelefonerne er fraværende. Alle rekvisitter, primært indkøbsposer fra superbrands, er kun til show off. Overfladiskheden er ikke til diskussion.
Tankerne bag opsætningen er således ikke til at tage fejl af. Og det understreger det iskolde i begæret og den erotiske kynisme, men det efterlader også beskueren delvist understimuleret. For hvor fremragende Hamptons ord end er, i Morten Kirkskovs udmærkede mundrette oversættelse, og hvor overbevisende velspillet forestillingen end er, så forekommer det ikke at fungere rigtigt godt.
Bente Lykke Møllers scenografi er decideret minimalistisk og i længden, kedelig. Et enormt, fashionabelt showroom, med en gigantisk rundhorisont af draperede beige foldegardiner og fem store puffer, som skuespillerne kan sidde, ligge, eller stå på, og som uafladeligt, fra scene til scene, skubbes rundt og bytter plads af sceneteknikere fuldt udstyret med øresnegl og arbejdstøj. Hvis der er dybere mening med det, så gik den over hovedet på undertegnede.
I stedet er det tøjet, der hele tiden skiftes. Jeg opgav at tælle, men det trykte program angiver, at Casper Crump som den forfængelige libertiner Valmont skifter tøj 14 gange i løbet af forestillingen. De øvrige næsten lige så ofte. Kostumerne er smukke, elegante, dekadente. Det er overdådigt. Men er det nok?
De mange kostumeskift giver pauser, som i Staffan Valdemar Holms opsætning fyldes ud med at de medvirkede danser til nutidig popmusik. Også dette greb fremstår som en påklistret nødløsning, om end de gør det både morsomt, og når det er nødvendigt, med en bagvedliggende alvor.
Afstanden mellem skuespillerne giver i perioder samme oplevelse, som når man ser en tenniskamp, hvor bolden bliver slået frem og tilbage over nettet fra baglinje til baglinje, og hvor man savner interaktionen. For et skuespil, der handler om sex og erotisk magt, er denne opsætning faktisk voldsomt usexet.
Det er som om Holm og Lykke Møller sætter sig mellem to puffer i de fine parisiske saloner; for når pendanten til en nutidig kultur med sex som magtfaktor og MeToo i ascendanten er så åbenlys, hvorfor så dog ikke tage skridtet fuldt ud og bearbejde ”Farlige forbindelser” som et helt nutidig fortælling om magtmisbrug med sex som våben? Hvorfor blive hængende i den fjerne, franske adel?
Heldigvis er denne ”Farlige forbindelser” voldsomt velspillet. Tammi Øst er et powerhouse af en femme fatale som den intrigante, seksuelt dominerende Merteuil. Ordene flyder fra hende som knivskarpe istapper og manipulerende syle, der borer sig ind under huden. Overfor hende fremstår Casper Frederik Dyhr Crump med en øretæveindbydende slesk charme som forføreren Valmont. Modbydelig, men alligevel uimodståelig. Også han i virtuos omgang med sproget. Birgitte Hjort Sørensen tegner en fin karakter som den dydige Tourvel, der forgæves forsøger at fortrænge sit ulmende begær for Valmont og til sidst bliver nedbrudt. Og Marie Reuther har fine læspende øjeblikke som ingenuen Cécile, der også bliver et grusomt offer for magtkampen mellem Merteuil og Valmont. Hanne Hedelund fremstår lidt spagt som hendes mor, mens Ulla Henningsen giver al sin autoritet til Valmonts ældre tante, der med stiltiende accept lægger hus til overgrebene. William Halken skaber en både morsom og tragisk figur som den unge Danceny, og Stephanie Nguyen får alt ud af den lille rolle som den forførisk kokette glædespige Émilie. Alexander Bryld Obaze, der endnu er elev på scenekunstskolen i Aarhus, gør tjeneren Azolan til en interessant lille birolle.
”Farlige forbindelser” er et glimrende stykke, og velsignet velspillet. Men om man bryder sig om opsætningen eller ej er formentlig et spørgsmål om smag. Jeg blev skuffet.
—-
”Farlige forbindelser” dramatiseret af Christopher Hampton på baggrund af Choderlos de Laclos’ brevroman. Oversættelse: Morten Kirkskov.
Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi og kostumedesign: Bente Lykke Møller.
Medvirkende: Casper Frederik Dyhr Crump, Tammi Øst, Birgitte Hjort Sørensen, Marie Reuther, William Halken, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Stephanie Nguyen og Alexander Bryld Obaze.
Spiller på Skuespilhusets Store scene til 17. februar.
Anmeldt 14. januar (premiere).
Foto: Emilia Therese.
