Forside Anmeldelser 2022 SKOENE VED FLODEN

SKOENE VED FLODEN

23
0

Niveauet står ikke helt mål med ambitionerne i musikdramatisk teaterforestilling om et grusomt folkedrab i Ungarn under Anden Verdenskrig.

* * * 

Ambitionerne er tårnhøje når dramatikeren Ulla Koppel tager livtag med en barsk fortælling om kærlighed, håb og død i 1940’ernes Budapest, men hverken hendes tekst eller de medvirkende skuespillere og sangere står mål med de høje ambitioner, så derfor bliver “Skoene ved floden” aldrig for alvor den gribende fortælling, den godt kunne være blevet.

Ulla Koppel er en ildsjæl af de sjældne i dansk teater. De seneste mange år har hun primært arbejdet i små og meget intime formater, men med “Skoene ved floden” satser hun stort; hele syv sangere og skuespillere er der på scenen i Valby Kulturhus og to musikere. Og i et formsprog, der indeholder såvel dialog som sange og kunstneriske animationer ønsker hun at sætte fokus på krigens allermest uhyrlige grusomhed; når helt almindelige mennesker bliver uskyldige ofre. Her blot fordi de er jøder.

Inspirationen til forestillingen har hun hentet i Budapest, hvor man som et mindesmærke over en særlig periode under Anden Verdenskrig har sat 60 par sko støbt i bronze ved Donaus bred. 

Mindesmærket er rejst til minde om de mere end 10.000 jøder, der efter nazisternes invasion i Ungarn, blev likvideret af det lokale nazistiske parti, Pilekors partiet. Jøderne blev tvunget til at tage tøj og sko af, skudt på flodbredden og smidt i Donau. For at spare på ammunitionen blev flere bundet til hinanden to og to, og kun den ene skudt, mens den anden blev trukket med i døden. Det er en ualmindelig grum og grusom fortælling. Den fortælles i et rent formsprog på en helt bar scene, hvor Sara Koppels meddigtende animationer skaber en smuk poetisk ramme om historierne.

I “Skoene ved floden” møder vi nogle af de anonyme ofre, som Ulla Koppel giver et liv, en stemme og en historie. Udgangspunktet er det unge, forelskede par, Lily og Daniel, der i begyndelsen møder hinanden ved skøjteløb på den endnu uskyldsrene flod. Vi møder deres mødre, og de mennesker, der trods truslen fra krigen, der raser i Europa udenom Ungarn i 1944, stadig lever et frit om ikke helt ubekymret liv. Dansen går på den lokale Centralcafeen, hvor også den unge sociologistuderende Julius kommer. Hans afhandling om Ungarns uafhængighed af Tyskland er blevet afvist af en zenofobisk professor, men med hjælp fra den modne Gabriella får han alligevel sin eksamen og må gå under jorden, da tyskerne sent i krigen også invaderer Ungarn. En for en bliver jøderne ført til floden og dræbt, også Lily, mens hendes Daniel på mirakuløs vis overlever. 

Det er på mange måder en smuk fortælling, Ulla Koppel har skabt, men den bliver aldrig rigtigt rørende, først og fremmest fordi replikker og sange fremstår alt for konstruerede og, i al deres åbenlyse patos, ligefrem banale. 

‘Når to og to bli’r fem, finder vi håbet frem igen’, synger ensemblet for eksempel da likvideringerne begynder. Og der males med den brede pensel, når støvler og sko, bliver symboler på henholdsvis magtanvendelse og underkastelse. Anders Koppels musik bevæger sig inden for den moderne operas spektrum, med referencer til 1940’ernes varietémusik og mere moderne pop, og der er gode stemmer hos de medvirkende, hvor især Louise Norby og Ditlev Ulriksen gør indtryk vokalt. Hun blandt andet i en smuk melodi om en kvinde og et lille barn, hvor teksten desværre igen bliver problematisk – ‘aer hans kind, med sorgen i mit stille sind’.

Replikkerne ligger generelt ikke for godt i munden på skuespillerne, og som så ofte før set når dramatikeren også selv instruerer bliver der ikke taget hånd om det problem. Mira Noltenius og Magnus Christensen gør ellers bestemt deres for at give de unge elskende renhed og uskyld i deres fælles tragiske skæbne, Lene Poulsen har fine øjeblikke som hendes mor, Christine Schøtt fungerer bedst sangligt som hans mor, og Søren Højen fremstår perfekt typecastet som den politisk bevidste jødiske student.

Tekstens patos fremstår helt lysende klart i den døde Lilys epilog, hvor hun som ‘alle de dødes sendebud’ udtrykker sit ønske om at alle var ordentlige mennesker uden had og fordomme. 

Et ønske, det er uhyre vanskeligt at være uenig i. “Skoene ved floden” rummer alle de bedste intentioner, så det er lidt ærgerligt at de høje ambitioner ikke til fulde indfries.

—– 

“Skoene ved floden”. En musikdramatisk forestilling af Ulla Koppel med musik af Anders Koppel.

Instruktion: Ulla Koppel. Animation: Sara Koppel. 

Medvirkende: Mira Noltenius, Magnus Christensen, Louise Norby, Søren Højen, Lene Poulsen, Ditlev Ulriksen, Christine Schøtt. Anders Koppel (klaver/orgel) og Hnerik Dam Thomsen (cello).

Spiller i teatersalen i Valby Kulturhus til 3. november.

Anmeldt 24. oktober (premiere).

Foto: Pr-foto af Anders Koppel.

Tidligere artikelTVÆRS
Næste artikelSKATTEØEN

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her