Forside Anmeldelser 2022 KUNSTEN AT VÆRE OKAY

KUNSTEN AT VÆRE OKAY

445
0

Store og stærke emner i komisk og musikalsk indpakning. Otte skuespillere på scenen, flot scenografi, men helt ‘okay’ er det alligevel ikke.

* * * *

Man går aldrig helt forgæves på Nørrebro Teater. Uanset om forestillinger lykkes til perfektion eller at det bliver ved de gode intentioner, så får man altid noget ‘med hjem’. Nogle gange blot et godt grin, andre gange en smuk visuel eller musikalsk oplevelse.

Præcis sådan er det med sæsonens første forestilling “Kunsten at være okay”. Her præsenterer teatret os for et stort og alvorligt tidstypisk emne; angsten for ikke at være som alle andre. Med deraf følgende mangel på selvværd og i yderste konsekvens tanker om selvmord.

Det er nyskrevet dansk dramatik – af Nanna Cecilie Bang. Det er med en stribe nykomponerede og nyskrevne sange – af Thomas Buttenschøn, der jo om nogen kender til følelsen af at skille sig ud fra det normale i en popbranche spækket til randen med kopier af hinanden. Scenografi og kostumer skaber en visuelt meget smuk ramme om de skiftende fortællinger om usikre og angste mennesker fanget i en verden, hvor de ikke rigtigt føler at de passer ind. Og der er otte skuespillere på scenen – og en multimusiker på siden, der giver sangene lyd og skaber stemninger.

I en tid, hvor teatrenes økonomi er presset, og hvor ny dramatik helst skal skrives som kammerspil for to, højst tre personer, serverer Nørrebro Teater en stor forestilling med mange medvirkedne. Flere af dem tilmed relativt nyuddannede talenter. What’s not to like?

Desværre kommer man ikke helt i mål med alle disse gode intentioner. Det skyldes først og fremmest et manuskript, som nok omfatter de mange sider af menneskelig ensomhed, angst og mangel på selvværd, og som har både morsomme og sørgelige replikker, men som i afgørende grad savner interaktion mellem de medvirkende. Alle er ensomme – også i fællesselskabet, point taken. Men man går fra teatret med en underlig følelse i maven af, at Nanna Cecilie Bangs tekst i virkeligheden havde fungeret bedre som en monolog med indlagte sange. En ensomheds tour de force for én knalddygtig skuespiller og en musiker. For historierne, der fortælles bliver for ens og vanskelige at skelne fra hinanden. Hvem var det, der helst ikke vil møde nogen han kender? Hvem var det, der mestrer kunsten at græde i offentlige transportmidler uden at blive bemærket? Hvem er det, der synger en popsang, der reelt er et skrig om hjælp? Det kunne være den samme person, der her befinder sig på kanten af normaliteten.

Det lykkes for instruktøren Niels Erling, at skabe en forestilling, der føles vedkommende og balancerer kønt mellem det meget morsomme og det uendeligt triste, men det lykkes ikke rigtigt at få de otte karakterer til at være en samlende enhed i forestilingen. 

Hver især har alle otte deres små og større ‘øjeblikke’, hvor de både er morsomme, musikalske og ganske rørende. Marie Dalsgaard gør altid indtryk. Det samme gælder i høj grad Ena Spottag Fog, og Andrea Øst Birkkjær, Mikkel Becker Hilgart, Mathias Bøgelund og Lea Thiim Harder bygger ovenpå deres umiskendelige talent med fine portrætter af skæve eksistenser. Isa Marie Henningsen er meget morsom i en trist historie om en usikker piges søgen efter et kort knald efter en bytur og Ari Alexander opsummerer alle fortællingerne til sidst med et tankevækkende jeg har det bare værre! Endelig får musikeren Viktor Dahl sin egen sang om at være introvert. Dygtigt, men overflødigt, det er de jo allesammen.

Det er et elegant træk, at lade forestillingen gennemgå de fire årstider, og slutte på en positiv tone med forårets komme. Og således har “Kunsten at være okay” en masse godt at byde på, på alle mulige plan. Man kommer bare ikke rigtigt i mål med helheden, så helt ‘okay’ er forestillingen trods alt ikke.

— 

“Kunsten at være okay”. Af Nanna Cecilie Bang. Musik: Thomas Buttenschøn.

Instruktion: Niels Erling. Scenografi & kostumer: Julian Toldam Juhlin. Musikalsk arrangør og lyddesign: Viktor Dahl.

Medvirkende: Ene Spottag Fog, Marie Dalsgaard, Andrea Øst Birkkjær, Lea Thiim Harder, Isa Marie Henningsen, Ari Alexander, Mikkel Becker Hilgart, Mathias Bøgelund og musiker Viktor Dahl.

Spiller på Nørrebro Teater til 29. oktober.

Anmeldt: 29. september.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her