Louise Bindseils hudløst ærlige monolog om sin voldtægt er nok mere et debatindlæg end egentligt teater, men det er en historie, der er helt nødvendig at fortælle.

* * * * *

Hver en krog er i brug på Folketeatret i denne uge, hvor man både kan opleve gospel-musical, trekantsdrama og en hudløst ærlig monolog om en ung kvinde, der fortæller om tiden efter hun blev voldtaget.

Det sidste sker helt oppe under taget – på Kvisten – hvor publikum ledes op ad trapperne og dermed også får et lille glimt backstage på det gamle teater i Nørregade, som fra denne vinkel i øvrigt er moderniseret og slet ikke så støvet.

Her oppe på kvisten venter Louise på os. Hun sidder i sin sofa, med ansigtet vendt bort mod et bagtæppe af guldglimmer, og allerede mens vi tager plads i den lille, intime sal lurer en meget fortættet og lettere anspændt stemning. Vi ved godt, at vi skal tæt på noget, der er ubehageligt. Men hvor ubehageligt, ved vi ikke.

Der er i øvrigt smask-udsolgt og publikummet denne tirsdag aften er et ungt, altovervejende kvindeligt publikum. Præcis målgruppen. Der ligger da også en lille folder på stolene om gratis rådgivning for kvinder, der er blevet udsat for et seksuelt overgreb.

Louise Bindseil fortæller på lige knapt en time sin helt personlige – meget personlige – historie om en voldtægt for et par år siden i en form for dramatisk ramme, der også omfatter en musikalsk recitation og en sang til eget akkompagnement.

Hun er 28 år. En helt almindelig, køn ung kvinde med lyst på livet. En aften slutter en fest med ufrivillig sex med en 15 år ældre mand, som hun kender rigtigt godt i forvejen, og som hun aftenen igennem har både flirtet og kysset med. Louise er nemlig en pige, der elsker at flirte, kysse og elske. Er det i orden, at han så mener, at de også skal have sex, når hun ikke synes det? Nej, naturligvis er det ikke det, og derfor er Louises historie også en historie, som er helt nødvendig at fortælle.

Louise Bindseil har selv skrevet monologen, hvor hun bestemt ikke forsøger at pakke sig selv ind i vat. Hun er ikke en uskyldig lille pige fra landet, der bliver angrebet af den store stygge ulv. Hun benytter i høj grad humor som virkemiddel. Hun er fræk, fandenivoldsk og yderst sårbar. Hendes liv har forandret sig efter voldtægten. Hun er traumatiseret, men gudskelov åbner der sig en sprække af lys forenden af tunnelen. Man fornemmer at forestillingen også er en form for selvterapi, der skal bidrage til at hun igen kan få et naturligt forhold til sin seksualitet, sin krop og til de mænd, hun gerne vil møde, men føler det akavet at date.

Louise er ikke alene med at stå i den situation hun står i. Det menes at 11.800 kvinder hvert år udsættes for uønsket sex, tallet er formentlig endnu højere. Jeg vil vove den påstand, at alle blandt publikum som minimum kender en, der har haft en tilsvarende oplevelse som Louise. Og det er jo rystende, at det er sådan i et oplyst samfund. Lige så slemt er det, at kun i meget få anmeldte tilfælde fører anmeldelsen til en sigtelse og dom. 

Forestillingen er nok mere et modigt og vigtigt debatoplæg end den er egentligt teater, men den fremføres med stor dygtighed. Louise Bindseil formår at bevæge sit publikum med sin ærlige, men bestemt også charmerende stil, og selvom forestillingen kun spiller ugen ud på Folketeatrets kvist – og i øvrigt næsten er udsolgt – så håber jeg, at den kan få et langt liv ude hos de unge på blandt andet festivaller, skoler og gymnasier. Den er vigtig for pigerne/kvinderne, men bestemt også for drengene/mændene, som måske ikke altid er fuldt ud bevidste omkring, at det de gør mod kvinder kan være et overgreb. Det er en forestilling som er hård, men helt nødvendig, og tak til Louise Bindseil for at åbne sin sjæl for at hjælpe andre.

“En dans på kanten af friheden”.

Af og med Louise Bindseil. Instruktion: Lina Løgstrup Brygger.

Spiller på Folketeatret, Kvisten, til 9. april.

Anmeldt 6. april.

Foto: Gudmund Thai.